Tyske klimamål under beskydning

Tyskland har ligesom Danmark sat sig meget ambitiøse klimamål og fået dem nedfældet ved lov. Således skal CO₂-udledningerne i 2030 være 65% lavere, end de var i 1990. I 2040 skal man nå op på en reduktion på 88% og i 2045 skal man have nået det forjættede ”netto-nul” – eller ”klimaneutralitet”, som det så fint hedder.

I 2025 havde man nået en reduktion på 48%. Miljøministeriet forudser en reduktion i 2030 på 62,6%. I 2040 forventer man at have nået ca. 80%. Det ser således ud til at knibe gevaldigt med opfyldelsen af målene.

En afgørende fejl var nedlæggelsen af kernekraften, dermed forsvandt en stor kilde til regulerbar og ”CO₂-fri” strøm og værkerne ville ellers have hjulpet meget på opfyldelsen af målene.

Til gengæld er der ofret enorme milliardbeløb på investeringer i solceller og vindmøller, men resultatet er ikke så imponerende. Det forlyder, at der indtil nu er brugt 500 milliarder euro på den grønne omstilling. Men Tyskland er stadigvæk et af de lande i Europa, der har de største CO₂-udledninger, også når man ser på udledningen pr. kWh produceret. Det skyldes naturligvis, at landet, for at kunne overleve med den variable produktion fra sol og vind, har været tvunget til at køre videre med en stribe kulfyrede kraftværker.

Det anslås, at for at fuldføre den grønne omstilling skal Tyskland bruge flere billioner euro. Det er penge, der vil belaste økonomien mange år frem i tiden.

Det har allerede været særdeles kostbart for Tyskland at nå så langt, som man er kommet nu. Strømpriserne er høje, og det har generet industrien voldsomt. Eksisterende virksomheder, f.eks. inden for kemi eller stål, lukker, og arbejdspladser går tabt. Investorerne tøver samtidigt med at kaste sig ud i at bygge nye fabrikker eller produktionsanlæg.

Den store kemikoncern BASF har annonceret, at man i Ludvigshafen, hvor man har gigantiske industrianlæg, inden udgangen af 2026 skal spare 1 milliard euro pr. år. Man oplyser, at det skyldes høje energiomkostninger, svag efterspørgsel og høje produktionsudgifter. Samtidigt er BASF i gang med en milliard-investering i Kina.

Forstandige mennesker prøver nu at råbe vagt i gevær over for denne hovedløse udvikling. Markus Krebber, chefen for RWE, det store tyske energiselskab, der bl.a. står bag havvindmølleparken Thor i Nordsøen, foreslår nu, at man udskyder klimamålene i tid. ”Netto-nul” i 2045 eller 2050 bør udskydes betydeligt. Krebber påpeger, at tyske mål, der ikke er i overensstemmelse med EU’s mål, er skadelige for industrien og ingen mening giver rent klimamæssigt.

Sidstnævnte er også et argument imod dansk enegang mht. klima-ambitioner, fordi EU’s regler muliggør, at det, vi udleder mindre i Danmark, kan de andre EU-lande så udlede mere, så slutresultatet er uforandret udledning, en bet til Danmark og en fordel til de andre lande. Men sådan er klimapolitik jo, når den er værst.

Krebber forklarer for Tysklands vedkommende, at hvis de tyske udledninger falder hurtigere end i resten af EU, kan foretagender i andre lande bruge de såkaldte udledningscertifikater, der derved bliver til rådighed. Så de sparede udledninger i Tyskland kommer derefter op af skorstenene i nabolandene.

Krebber slutter med at anbefale, at tidsplanerne i klimalovgivningen udskydes med mindst 10 år, for derved at give industrien mere faste rammer at planlægge efter.

Hvornår er der nogle topledere inden for dansk industri eller i deres organisationer, der tør melde tilsvarende klart ud? Vi har endnu en situation her i landet, hvor det er en Kristian Jensen, fra Green Power Denmark, der svinger taktstokken, og en klima- og energiminister, der ikke har den mindste indsigt i sagerne, men bare prøver at flyde med strømmen i den retning, den ser ud til at tage.

Og imens bliver vi alle sammen og vores samfund bare fattigere og fattigere, til ingen verdens nytte.