Det er ikke længe siden, at de store toneangivende selskaber, f.eks. Google, Microsoft eller Meta (Facebook), kappedes om hvem, der kunne være mest grønne og hurtigst muligt nå ”netto-nul” i udledninger af CO2 fra de forhadte fossile brændstoffer. Målene skulle måske allerede opfyldes i 2030.
Der var store planer, selskaberne ville købe ”grøn strøm” svarende til selskabernes forbrug, eller ligefrem selv investere i vindmøller eller solceller. Andre tiltag var køb af aflad, og her kom Microsoft ind på en førsteplads som den suverænt største indkøber af opsamlet og deponeret CO2. Det var mange millioner dollars, der kom på bordet, men som vi har set tidligere, har det knebet gevaldigt med rent faktisk at få skaffet CO2 i synlige mængder af vejen. Men pyt, det er tanken, der tæller.
Så kom den kunstige intelligens (”AI”) på banen, og nu er der et kapløb om at blive størst og dominerende inden for det felt. Det kræver desværre en uhyrlig masse datacentre, enorme samlinger af computere, der skal køre nonstop dag og nat, og som sluger kolossale mængder af strøm.
Strøm fra vindmøller eller solceller, der kommer og går, duer ikke til formålet her, der skal regulære gammeldags kraftværker til. Er man heldig, er der et kernekraftværk i nærheden, det kan levere ”CO2-fri” strøm, men ellers er der kun kul- eller gasfyring, der kan løse opgaven.
De store data-selskaber måtte nu se i øjnene, at deres CO2-udledninger ville stige drastisk i de kommende år, og drømmene om ”netto-nul” fortonede sig. Det er en ganske underholdende historie, som Francis Menton på The Manhattan Contrarian har skrevet om.
Han citerer, hvad Google skrev i sin årsberetning for 2024:
Lige siden starten har vi været på en ambitiøs rejse for at opbygge en mere bæredygtig fremtid… For at minimere vores miljømæssige fodaftryk har vi bygget en verdensførende effektiv infrastruktur til AI-tiden … Vi stræber mod at opbygge Verdens mest energi-effektive computer-infrastruktur … I 2017 blev Google det første store selskab der balancerede 100% af sit elforbrug globalt med vedvarende energi, hvilket vi har opnået hvert år lige siden.
Menton tillader sig at spørge, hvad det egentligt er, de mener, men mon ikke det er noget med, at Google køber strøm af nogle vindmølleparker, svarende til det totale forbrug, der så til gengæld for en dels vedkommende kommer fra kul- eller gaskraftværker? Google fortsætter:
Byggende på vores første to årtiers fremskridt påbegyndte vi i 2020 vores tredje årti med klima-tiltag – vores til dato mest ambitiøse … Vi har et dristigt mål om at opnå netto-nul udledninger i alle vores operationer og værdikæder i 2030….
Så spoler Menton hurtigt frem til 2026, og kigger igen på Googles årsrapport. Her er der masser af tågeslør i indledningen:
Vi er stolte af de fremskridt, vi har opnået. Alene i 2025 underskrev vi kontrakter vedr. over 12 GW af netto-ny ren energi. Ved at kombinere dette rekordsættende indkøb med vores i industrien førende infrastruktur, arbejder vi på at sikre, at hver eneste megawatt bliver brugt så effektivt som muligt…
Herefter sammenligner Google deres netto-nul planer med den første månelanding, der med vilje var udtryk for en ambition og som skulle flytte grænser.
Vores månelanding skubbede os frem mod situationen nu, og omfanget af vores følgevirkninger har ligeledes taget et stort skridt. I 2025 købte vi otte gange mere ren energi, end vi gjorde i 2019. Ligeledes udgør de udledninger, som vi med succes har undgået i 2025, syv gange mere end vores 2019 ambitiøse kulstof-fodaftryk.
Menton synes ikke rigtigt, at han får noget svar på, hvordan det går med ”netto-nul” i 2030. Her er han nødt til at bladre hele vejen frem til side 69, hvor man kan læse følgende:
I 2025 var vores totale ambitions-baserede udledninger ca. 14,5 millioner ton CO2… Vores totale udledninger voksede med 18% sammenlignet med 2024 – primært fremkaldt af forøgede aktiviteter i forbindelse med den hurtige vækst af vores virksomhed. Vi erkender, at vores klimapåvirkning er vokset i takt med den kraftige vækst af AI og vi arbejder aktivt for at minimere denne påvirkning.
Det er lidt af et tilbagetog, eller som Menton skriver: En vittighed.
Menton har også været igennem Metas rapporter, men kan ikke her finde nogen konkrete oplysninger. Ud fra nogle tal kan man dog se, at CO2-udledningerne steg med knap 10% fra 2023 til 2024.
Fra andre kilder har Menton kunnet konstatere, at Meta tilsyneladende har opgivet enhver tanke om klimamål, firmaet satser stort på gasfyrede kraftværker til at drive de nye datacentre, der skyder op som paddehatte.
Så de tre giganter, indtil for 2 år siden helligere end Paven selv, har nu sadlet om og glemt alt om klimakrisen. Den troede de vel heller ikke på, sådan for alvor…









