Skandale i videnskaben

Det amerikanske Videnskabernes Selskab, National Academy of Science, NAS, stod i næsten 150 år som et fyrtårn af saglighed og videnskab på højeste plan. Oprettet i 1863, tæller NAS et udvalg af de førende videnskabsfolk, og der er i dag omkring 2000 medlemmer. Man bliver udpeget eller inviteret til at være med, det er ikke noget, man kan søge om.

Men ak, foretagendet er blevet kapret af klimafanatikere, og det har på det seneste givet flere meget uheldige udslag. Først var der sagen med den videnskabelige vejledning til jurister, hvor der udkom en ny udgave i fjor med bidrag fra NAS. De omfattede dels et langt kapitel om klimavidenskab, hvor alle myterne blev serveret helt ukritisk. Værre var næsten det indledende afsnit om den videnskabelige metode, hvor det var lykkedes at vende hele tankegangen på hovedet, så den passede til klimasagen, men ikke havde ret meget med videnskab at gøre.

Folkene bag vejledningen ar åbenlyst faste i troen, når det drejer sig om det nye videnskabelige misfoster – Attribution, på dansk Sammenkædning. Den blev stærkt fremhævet i ovennævnte kapitler i vejledningen. Som næste skridt har NAS nu fået udsendt en lang specialrapport netop om dette emne. Som bekendt går Sammenkædningen ud på at udnævne enhver ekstrem vejrbegivenhed til at være blevet værre pga. den globale opvarmning og menneskehedens CO₂-udledninger. Resultaterne opnås af forskerne ved lynhurtige analyser og bliver udsendt, mens begivenheden stadigvæk pågår eller i hvert fald er i frisk erindring i offentligheden. Det er politik og manipulation, mere end det er videnskab.

Men nu kommer blåstemplingen, i form af NAS’s 253 sider lange rapport, der mildt sagt er tung læsning. Udgangspunktet er hævet over enhver tvivl. Der er en klimakrise frembragt af menneskenes udledninger, og de højere temperaturer bevirker ændringer i ekstremvejret til det værre. Sammenkædningen betragtes helt éntydigt som videnskab, der dog stadigvæk er i sin vorden.

Rapporten beskriver, hvordan man benytter to fremgangsmåder ved Sammenkædningen. Begge er naturligvis baseret på computermodel-beregninger i store mængder. Den ene metode er baseret på ”statistiske data”, mens den anden bygger på ”fortællingen” (storyline). Sidstnævnte er interessant, fordi man her går ud fra nogle simple antagelser om, hvordan tingene forholder sig. En antagelse er således, at højere temperaturer giver større fordampning, der igen vil give mere (ekstremt) regnvejr. På grundlag af disse antagelser kan man så regne sig frem til de ønskede resultater. Rapporten beskriver begge metoder med mange ord, men ikke mere konkret og uden praktiske eksempler, som læserne ellers ville kunne forholde sig til. Der er heller ikke på noget tidspunkt tilløb til at kigge på eventuelle alternative forklaringer, og begrebet falsificering optræder overhovedet ikke i rapporten. Det er jo ellers en hjørnesten i al seriøs videnskab.

Sammenkædningen ender jo som bekendt altid med nogle tal for, hvor meget værre tingene er blevet i forhold til en verden uden forhøjet CO₂-indhold i atmosfæren og tilhørende temperaturstigning. M.a.o. hvordan ville den samme hedebølge eller orkan have set ud i 1850 – den gang det var dejligt koldt, og vejret altid var godt?

På det seneste er man i sammenkædningsindustrien også begyndt at gå skridtet videre og kigge på skaderne som følge af ekstremvejrs-begivenheden, og igen se, hvor meget værre det er blevet. Det kræver naturligvis endnu flere computerberegninger, modeller og gætværk. Fig. 1 fra rapporten viser, hvor meget, man kan bygge oven på en Sammenkædning.

Grundlæggende står Sammenkædningen over for tre udfordringer.

1. Hvis tingene er blevet værre i nutiden, så måtte man kunne se en stigning i antallet eller styrken af begivenhederne. Der burde f.eks. være flere orkaner, og den gennemsnitlige styrke burde være blevet forøget.
2. Hvilke andre forklaringer kunne man tænke sig at have på, hvorfor den enkelte begivenhed blev så kraftig, som den blev? Dvs. er det givet, at den hænger sammen med global opvarmning?
3. Hvad skal det hele bruges til? Hvad er værdien af at få at vide, at i en opdigtet 1850-verden ville en given storm have været så og så mange procent svagere? Giver det videnskaben en ny indsigt, der vil bringe forståelsen af vejr og klima op på et højere niveau?

De udfordringer kan rapporten naturligvis ikke se bort fra, og undertegnede var spændt på, hvordan man ville takle dem – hvis man samtidigt ville opretholde bare en gnist af videnskabelighed.

I forbindelse med punkt 1 gør rapporten meget ud af hedebølger og et stigende antal tilfælde af ekstrem regn. Her vises kurver, der viser hvor meget værre, det er blevet. Det er også i overensstemmelse med konklusionerne i IPCC’s seneste store Vurderingsrapport, AR6. Man må derefter desværre erkende, at det er småt med statistik, der viser nogen tydelig udvikling mht. de øvrige typer af ekstremvejr. Nogle kurver over tørke stopper mærkeligt nok allerede i 2018. Der er slet ingen kurver f.eks. over udviklingen i orkaner eller tornadoer, her kan man ellers i andre kilder klart se, at der ikke er nogen netto-stigning i de seneste 50-60 år. Rapporten opsummerer situationen i figuren, vist her som fig. 2. Den viser, hvordan storme og naturbrande ikke har nogen tydelig sammenhæng med den globale opvarmning, og derfor er det svært at udføre Sammenkædningen. Det er lidt bedre med tørke og ekstrem regn, og selvfølgeligt allerbedst med høje temperaturer.

Men rapporten indrømmer faktisk, at Sammenkædning f.eks. i forbindelse med orkaner p.t. kun har begrænset værdi, om end man kan påpege, at de måske medfører mere nedbør, end de gjorde tidligere.

Vedr. punkt 2 er rapporten helt tavs. Der er ingen betragtninger over de almindelige meteorologiske fænomener, der f.eks. kan føre til varmere hedebølger eller mere regn. At der findes en masse viden – og videnskab – her, ignoreres totalt. Der er kun CO₂-udledninger, der tæller.

Punkt 3 er interessant, fordi her skal rapporten forklare, hvad det hele gør godt for. Det hævdes, at alle Sammenkædningerne vil hjælpe os til at forstå udviklingen over årene af ekstremvejret, og det kan være til nytte for f.eks. planlægning af tiltag til forebyggelse af skader. En dybere indsigt i f.eks. de kraftige regnbyger vil således kunne hjælpe planlægningen af nye drænsystemer.

Men hertil må man spørge, hvorfor skal man igennem alle øvelserne med computermodeller og sammenligning med fiktive verdener? Er det ikke meget nemmere bare at kigge på de faktiske tal?

Det er da tydeligt nok heller ikke hovedformålet med Sammenkædningen. Vi kommer lidt tættere på, når rapporten nævner ”værdien” af, at offentligheden får indsigt i sammenhængen mellem begivenhederne og så de menneskeskabte udledninger. Her er f.eks. en støtte til mediernes journalister, så de husker at nævne den globale opvarmning og menneskehedens skyld, hver gang der sker noget voldsomt med vejret.

Men det egentlige formål lægger rapporten på ingen måde skjul på: De mange sagsanlæg, hvor regeringer anklages for ikke at gøre nok med den grønne omstilling og retssagerne mod de store energiselskaber, der bør give erstatning for ”tab og skader”, forårsaget af klimaforandringerne.

Rapporten her er intet mindre end en skandale. Den trækker en hæderkronet organisation som NAS ned i sølet af primitiv, uvidenskabelig klima-propaganda, når den er værst. Heldigvis har der været sunde reaktioner på tilfældet, og de har bl.a. fået præsident Trump ind i billedet, han har i en af sine korte meddelelser taget afstand fra rapporten og annonceret en nærmere undersøgelse af, hvad der foregår i NAS, der jo bl.a. modtager årlige offentlige tilskud.

Uanset om man tror på en klimakrise eller ej, så er der ingen fornuft i at arbejde med uvidenskabeligt vås, som Sammenkædningen er fra enden til anden. Der vil aldrig komme noget godt ud af den – undtagen for de advokater, der kan hæve kolossale honorarer for nyttesløse retssager. Og dem kan vi godt undvære.