Det er et stykke tid siden, at vi har bragt en oversættelse af en af Willis Eschenbachs artikler, men her kommer én, hvor han i sædvanlig stil tager klimamodellerne ved vingebenet. Der er ikke mange fjer tilbage på hønen, når han er færdig:
IPCC beskriver computer-klimamodellerne på følgende måde:
”Klimamodeller er matematiske beskrivelser af klima-systemet, udtrykt ved computerprogrammer og kørt på supercomputere. En grund til at have tillid til modellerne ligger i det faktum, at de grundlæggende bygger på velkendte fysiske love, som f.eks. bevarelse af masse, energi og inerti, sammen med en masse observationer.” – IPCC AR4
”Modellerne for cirkulationen mellem atmosfæren og havene, de globale modeller og regionale klimamodeller, der omtales her, bygger på grundlæggende love i naturen (f.eks. bevarelse af energi, masse og inerti).” – IPCC AR5
Og det er godt, at disse modeller ”bygger på grundlæggende love i naturen” og bliver ”kørt på supercomputere”, fordi de bliver brugt til at fortælle os, at vi fuldstændigt skal ombygge Verdens energiforsyning, ændre vores personlige liv, forøge vores skatter, advare os om, at en vejrbegivenhed er blevet elleveogtyve gange mere sandsynlig pga. ”klimaforandringer”, og til at forlange, at vi bringer endeløse kostbare offergaver til en ukendt klimagud.
Vi bliver hele tiden mindet om, at modellerne er gode nok, virker præcist, og der skal ikke stilles nogen spørgsmål til dem. Zeke Hausfather siger: ”Vi fandt, at klimamodellerne – selv dem, der blev offentliggjort tilbage i 1970-erne – klarede sig bemærkelsesværdigt godt, hvor 14 ud af 17 fremskrivninger faldt lige oveni, hvad der faktisk skete.” Hvad er der at være utilfreds med?
Så jeg tænkte, at jeg ville kaste et blik på den nyeste generation af klimamodeller, dem, der er en del af det sjette sammenligningsprogram (CMIP6). Jeg mener, hvis modellerne fra 1970-erne var så gode, som Zeke hævder, så må de nyeste modeller sidde lige i øjet, især fordi de ” bygger på velkendte fysiske love, som f.eks. bevarelse af masse, energi og inerti, sammen med en masse observationer.”
Til en start viser fig. 1 hvad 36 af disse nylige CMIP6-modeller siger om den globale overfladetemperatur i luften fra 1850 til 2024. Bemærk, at i perioden 1850-2014 bliver de fodret med, hvad vi tror er de faktiske koncentrationer af drivhusgasser og partikler, ændringer i Solens stråling, vulkaner og alle de andre kendte data, så den periode er en simulering af fortiden. Forudsigelser med forventede koncentrationer begynder først efter 2014.
Idet modellerne alle har fået nøjagtigt de samme data at regne på, skulle man tro, at i hvert fald simuleringen af fortiden er nogenlunde ens fra model til model. Men…
JAVEL. Snak om totalt kaos – det kan næsten ikke blive mere rodet end det her. Jeg spekulerer på, hvor mange af disse modeller Zeke ville betegne som ”lige oveni, hvad der faktisk skete”.
Der er noget andet mærkeligt med fig. 1. Jeg har ingen idé om, hvorfor de modeller, der starter koldere, varmer op mere, sammenlignet med de modeller, der starter varmere. Jeg tænkte, at det kunne hænge sammen med forholdet mellem W/m2 og temperaturen, der ifølge teorien skal stige meget kraftigere, så det tjekkede jeg. Det viser sig, at det ikke er tilfældet – temperaturen stiger meget mindre, end man teoretisk ville forvente. Så … hvad er årsagen?
Bemærk derefter de enorme forskelle i forløbene af de enkelte modelresultater. Nogle viser en nogenlunde stabil stigning i temperaturen fra 1850 til 2024. Andre er stort set uforandrede eller køler endda lidt ned fra 1850 til omkring 1970 – og derefter stiger de hurtigt frem mod 2024. Og andre stiger og falder hele tiden i hele perioden.
Jeg forventer ikke, at de kan ramme rigtigt år for år. Det er de ikke bygget til. Men jeg forventede i hvert fald ikke så store variationer i resultaterne af en 175 år lang kørsel.
Kald mig tosset, men det forekommer mig, at enten har modellerne eller også deres ophavsfolk meget forskellige opfattelser af, hvad der er ”velkendte fysiske love”. Fra mit synspunkt skulle jeg mene, at disse modeller ”bygger på velkendte fysiske love” på cirka samme måde som en Hollywood storfilm fyldt med computerbilleder, flyvende drager og alskens filmtrick ”bygger på en virkelig historie”.
Efter at være blevet overvældet af resultaterne i fig. 1 fortsatte jeg. Idet man konstant taler om opvarmningen siden ”førindustriel tid”, ønskede jeg at se, hvad modellerne siger om denne. Folk bliver ved med at hævde, at hvis det bliver mere end 1,5 eller 2 grader celsius varmere end ”førindustriel tid”, så får vi TermogeddonTM og verdenshavene vil koge. Nuvel, måske ikke bogstaveligt, men FN’s generalsekretær, António Guterres sagde: ”Tiden med global opvarmning er afsluttet, tiden med global kogning er ankommet” … vær meget bange.
Nu er gennemsnitstemperaturen fra 1850 til 1899 normalt den, der bruges af klimaforskerne som ”førindustriel temperatur”. (Om end den i virkeligheden ikke er det. Den Industrielle Revolution bliver normalt anset for at have startet omkring 1760, hvilket fulgte lige efter det kolde dyb i Den Lille Istid … men det var et sidespring …)
Så efter gængs fremgangsmåde tog jeg alle modelresultaterne i fig. 1, og opstillede dem som afvigelser omkring deres 1850-1899 gennemsnitstemperaturer og satte dem op i en ny graf. Fig. 2 viser det overvældende resultat af velkendt fysik …
Er vi røget over den frygtede 1,5oC tærskel? Femten modeller siger ja, enogtyve siger nej. Hvad med tærsklen på 2 grader? Fire siger ja, toogtredive siger nej. Ja, man kan finde modeller, der siger, at det siden ”førindustriel tid” er varmet med alt fra 0,6oC hele vejen op til næsten det firdobbelte, 2,3oC. Næsten en variation på fire gange, hvor nogle af modellerne endda siger, at temperaturerne i 1960-1980 lå under det ”førindustrielle” gennemsnit … velkendt fysik, når den er allerbedst.
Da jeg iførte mig mine vadestøvler og begyndte at kæmpe mig igennem denne katastrofe af tal, havde jeg planlagt at sammenligne modelresultaterne med realiteterne. Men efter nærmere overvejelser, gik det op for mig, at det kun ville føre til argumenter om, hvordan modeller ikke kan sammenlignes med virkeligheden, fordi modellerne kun viser lufttemperaturer ved overfladen, hvorimod de globale temperaturkurver, f.eks. Berkeley Earth eller HadCRUT bruger havets overfladetemperatur i stedet for lufttemperaturen osv.
Det gik også op for mig, at det ikke rigtigt er problemet. Det rigtige problem er det følgende:
Hvis alle disse vidunderlige modeller ”bygger på velkendte fysiske love, som f.eks. bevarelse af masse, energi og inerti, sammen med en masse observationer”, hvorfor afviger deres resultater så så meget fra hinanden?
Og selvfølgeligt den naturlige følgeslutning:
Hvorfor er der overhovedet nogen, der gider bruge tid på dette upræcise og latterligt ubrugelige klimamodel-roderi?
Danish
Hele artiklen hviler på én fejl: fig. 1 viser absolutte temperaturer i grader. Det er ikke det modeller bruges til, og det ved forfatteren godt for i fig. 2 regner han selv om til anomalier (ændringen over tid), og så forsvinder “kaosset” og bliver til et pænt bånd. Han modbeviser altså sig selv midt i sin egen artikel.
Spredningen mellem modellerne er hverken hemmelig eller mystisk. Den skyldes, at modellerne regner lidt forskelligt på skyer og partikler, det står åbent i IPCC’s rapporter, og IPCC sorterer netop de modeller fra, der rammer helt ved siden af. At kalde det hele “ubrugeligt roderi” er en påstand, som forfatterens egne grafer siger imod.
Det er nu svært at se, hvordan fig. 2 er meget “pænere” end fig. 1. Modellernes resultater kommer ud fra computeren som absolutte temperaturer, og derefter omregnes de til anomalier, hvis man ønsker det. I fig. 2 har Eschenbach taget hver model og sat gennemsnittet af deres temperaturer mellem 1850 og 1900 til nul. Efter år 1900 er kurverne så modellernes resultater som anomalier i forhold til deres udgangspunkt. Og de ender med et spæn på 2,3 grader. Det er svært at se noget særlig imponerende eller brugbart ved det.
Pointen er jo, at det ikke er ligegyldigt, om den globale opvarmning bliver på 0,6 eller 2,3 grader, specielt ikke, hvis man skal planlægge forebyggende tiltag. IPCC sorterer så arbitrært nogle resultater fra og ellers opererer man med gennesnit af en masse tal, hvor man ved at de allesammen er forkerte. Set i det lys er det i høj grad berettiget at tvivle på, om pengene til dette cirkus er givet særlig godt ud. Får vi noget brugbart ud af modellerne? Jeg er enig med Eschenbach i, at det gør vi reelt ikke.
Hvis det minder lidt om økonomiske regnemodeller, så er problemet nok lidt det samme.
Der er uendelig mange parameter, så du skal vælge nogle (og der bliver det allerede politisk) og du skal vægte dem.
Desuden så “fastlåser” man nogle parameter. Man får derfor en model som kan give en indikation på hvordan “systemet” bevæger/udvikler sig (under forudsætningerne), men det er ikke den endelige sandhed og skal ikke betragtes som det.
Men det bliver økonomiske modeller ofte og det gælder tilsyneladende også for klimamodeller 🙂
Det simple svar på Sørens afsluttende spørgsmål er, at der for de involverede forskere er en videnskabelig karriere at forfølge og penge at tjene, fra de institutioner der beredvilligt stiller de fornødne midler til rådighed. Jeg tror egentlig ikke den er ret meget længere.