Visdomsord om naturbrande

En af klimamyterne er, at den globale opvarmning har medført mere tørke i naturen rundt omkring og dermed forstærket de naturbrande, der opstår hvert år. Vi har som bekendt set meget katastrofale brande i de senere år, hvor ikke blot store områder af natur er blevet ramt, men også menneskelige bebyggelser. Hele boligkvarterer eller landsbyer er gået til i flammerne.

Løsningen er selvfølgeligt altid en hurtig grøn omstilling. Vi skal stoppe med at bruge kul, olie og gas, og dermed vil opvarmningen gå i stå, tørken vil forsvinde, og naturbrandene blive meget mindre.

Imidlertid er der helt andre ting, der for alvor har indflydelse på omfanget og alvoren af naturbrandene, og i mange områder af Verden kan det klart påvises, at årsagerne ikke er menneskeskabt global opvarmning, men derimod andre menneskelige tiltag. Det gælder områder som Sydeuropa, Australien og Nordamerika. Om sidstnævnte udkom der for et stykke tid siden et par artikler, skrevet af en Don Healy, og de er værd at læse som genopfriskning af emnet.

Da de hvide mennesker bredte sig over det nuværende USA, fandt de store områder med smukke skove. Træerne stod med god afstand imellem, og der var grobund for et rigt plante- og dyreliv. Det var ”naturen”, som vi i dag drømmer os tilbage til.

Imidlertid var det i allerhøjeste grad en menneskeskabt natur. De indfødte indianere havde gennem årtusinder forfinet deres metoder til naturpleje og hovedredskabet var hyppige men kontrollerede brande. Der blev med et eller flere års mellemrum sat ild til skoven, hvorved dødt ved, tørt materiale og små træer gik til i flammerne. Tilbage stod de store træer, uskadte og majestætiske. Asken i skovbunden gav lynhurtigt næring til ny plantevækst, ikke mindst græs.

Men så blev indianerne stort set udryddet, primært pga. af de europæiske smitsomme sygdomme men også drevet sammen i reservater. Derved ophørte de regelmæssige brande i naturen, og det hele begyndte at gro til. Den udvikling blev forstærket, fordi en fundamental misforståelse havde sneget sig ind blandt de amerikanske politikere og administratorer. Don Healy skriver:

Her gemmer der sig en sejlivet myte – ideen om den ”urørte natur”. Ifølge den fortælling var Nordamerikas skove, før europæernes indblanding, gamle, urørte, tætte og selv-regulerende; enorme domkirker af gammel vækst, der havde opretholdt sig selv i årtusinder uden menneskelig indblanding. De tanker ligger bag lovgivningen om bevaring, den offentlige administration af områderne og folks følelser i mere end et århundrede. Men det er helt forkert og misforståelserne har alvorlige følger. De skove, som de tidlige europæiske opdagelsesrejsende kiggede på, var ikke ”urørte” i nogen meningsfuld moderne betydning. De var kulturlandskaber – aktivt formet, styret og vedligeholdt af de indfødte folk i gennem årtusinder. 

I USA har man for længst forbudt skovhugst og øvrig naturpleje i de statslige skove, og resultatet er, at de er blevet stærkt overbegroede med al slags planter og træer. Man har konstateret, at der er områder, hvor der for 200 år siden kun var 10-20% af det antal store træer, der er i dag. Den tætte vækst og manglen på regelmæssig afbrænding har mange skadelige følger. Bl.a. trives skadedyr som barkbiller meget bedre, og giver store problemer.

Men det største problem er selvfølgelig de uhyggeligt store mængder af brændbart materiale, man nu har i skovene. Før eller siden vil der opstå en brand, og nu finder den uendeligt meget mere næring end på indianernes tid, og dermed bliver branden hurtigt meget voldsom og kommer ud af kontrol. Situationen er ikke blevet bedre, fordi man i mange år, frem til 1980, var meget aktiv med at slukke selv de mindste brande hurtigst muligt. Derved undgik man flammerne, men alt det brændbare materiale forblev intakt i skovbunden, klar til den næste og endnu større brand.

I USA er katastroferne blevet så meget desto større, fordi man har bygget beboelser midt inde i skovene. Det ser vældigt smukt ud med husene omgivet af store træer, men risikoen for store økonomiske skader bliver selvfølgeligt så meget desto større, når branden så kommer. At amerikanerne tilmed bruger meget træ i deres huse gør ikke sagen bedre.

Omfanget af indianernes aktiviteter har man dokumenteret med analyser af et enormt antal årringe fra gamle træer. Her kan man ofte se sortsvedne lag, hver gang træet har stået i en brand, og man kan umiddelbart tælle, hvor mange år, der gik mellem brandene. Det var typisk 5-25 år.

Det anslås at mængden af brændbart materiale i skovene i det vestlige USA i dag er 4-10 gange større end den var for 200 år siden.

Fra 1970 fik miljøentusiaster i USA som nævnt gradvist gennemtrumfet et totalt stop for skovhugst i de nationalt ejede skove, der udgør meget store arealer. Det medførte dels en kraftig tilvækst mængden af træ i skovene, men hertil kom, at det manglende tømmer skulle fremskaffes ved import fra Canada. Alt i alt ikke nogen gunstig situation – og med en stærkt forøget risiko for voldsomme og ukontrollable brande.

Udviklingen siden 1600 illustrerer Don Healy med tegningen vist her som fig. 1.

Her kan vi i parentes bemærke, at det ofte fremføres, at naturbrande kun opstår, fordi mennesker sætter dem i gang, enten ved tankeløshed eller som udslag af pyromani. Det er rigtigt, at en stor del af brandene opstår på den måde, men det hjælper ikke på faren, selv ikke hvis man fik stoppet alle de menneskelige handlinger. Brandene vil stadigvæk komme, typisk som resultat af lynnedslag. Der er derfor ingen vej uden om at få nedbragt ophobningen af brændbart materiale i skovene. Don Healy peger på, at man i USA burde genoptage skovhugsten og i øvrigt se at få ryddet op i mængderne af dødt ved og tørt plantemateriale, de steder hvor det er værst. Hertil kommer naturligvis etablering af fornuftige brandbælter, ikke mindst i områder med bebyggelse.

I Danmark har vi et andet klima, vi har ikke en lang meget tør periode hvert år, som det er tilfældet i de ovenstående nævnte egne. Derfor er brand ikke en indbygget del af vores natur. Men det er interessant at se, at man i de rigtige kredse her til lands har de samme tanker om, at vores skove skal være ”naturlige”. Men hvilken ”natur”? Efter istidens ophør skete der gradvist udskiftninger f.eks. i de dominerende arter af træer, det hang selvfølgeligt sammen med de klimaforandringer, der indtraf for 5.000-10.000 år siden. Tidligt kom menneskene også til, og specielt i forbindelse med indførelsen af agerbrug blev der tale om store indgreb i naturen, i form af rydning af skov for at skaffe plads til landbruget. Skovrydningen fortsatte helt frem til slutningen af 1800-tallet, hvor skovarealet i Danmark nåede et absolut minimum, langt under hvad vi har i dag.

Sammenhængen – eller rettere den manglende sammenhæng – med den globale opvarmning illustrerer Don Healy med diagrammet vist her som fig. 2. Her ser man, hvordan det årligt brændte areal i USA har været stigende siden 1983. I samme periode har der været en betydelig tilvækst i mængden af brændbart materiale i skovene. Til gengæld har både gennemsnits-, maks- og minimumstemperaturen været uforandret på USA’s fastland. Så det er åbenlyst, at problemerne med naturbrande hænger sammen med dårlig forvaltning snarere end noget, der har med ”klimaforandringerne” at gøre. Grøn omstilling vil i denne sammenhæng ikke hjælpe det mindste.