Optimisme om AMOC

Som vi allerede har beskrevet flere gange, er der fuld gang i diskussionerne vedrørende den store havstrøm i Atlanterhavet, AMOC, hvoraf Golfstrømmen udgør en del. Der fremkommer ustandseligt spådomme om AMOC’s svækkelse eller snarlige kollaps, mens andre forskere peger på målinger, der ikke viser nogen større udvikling over årene.

Problemet er jo, at der er tale om langsomme bevægelser af havvandet fordelt over kolossale arealer, og de er jo ikke lige til at måle. Derfor tyer mange klimaforskere til modelberegninger i stedet, her er det meget nemmere at nå frem til passende dystre resultater. Helt fremme i skoene er den velkendte Stefan Rahmstorf fra det tyske ”Klimafølgeforskningsinstitut” PIK i Potsdam. Her fokuserer man meget på det kolde område af Atlanterhavet syd for Grønland, som vist på fig. 1. Ifølge Rahmstorf er det, som vist på figuren, det eneste område i hele Verden, der er blevet koldere siden 1880. Teorien går nu på, at det netop skyldes en svækkelse af AMOC, der ikke længere bringer varmt vand nordpå.

Hertil kan man naturligvis høfligt spørge, hvordan man kendte de globale temperaturer så nøje tilbage i 1880? Var der ikke nogen ”kold plet” den gang? Og kan det ikke tænkes, at der i stedet har været tale om en øget fordampning fra netop det område, det har jo en kraftigt kølende effekt?

Hvis man gerne vil have en sober gennemgang af hele sagen med AMOC er Charles Rotter fra WUWT faldet over en artikel i Science, skrevet af en Paul Voosen, der er journalist ved Science. Rotter kan varmt anbefale artiklen, og det kan undertegnede tilslutte sig.

Voosen giver en grundig og letforståelig gennemgang af hele sagen. Han tager udgangspunkt i en tur ud på havet, hvor forskerne skal opsamle data fra de ”Rapid” målestationer, der har været nedsænket i havet i op til 18 måneder for at samle data sammen. Instrumenterne måler temperaturer og saltindhold hver time. Målestationerne er opstillet i hver side af Atlanterhavet, ud for De Kanariske Øer i øst og ud for Bahamas i vest, se fig. 2, begge på 26,5 graders Nordlig Bredde.

Målingerne har pågået de seneste 20 år og viser ikke nogen klar udvikling, hverken i den ene eller den anden retning, se fig. 3.

For at kaste yderligere lys over sagen, byggede man en række nye målestationer, denne gang meget længere mod nord, mellem Skotlands nordlige kyst, Grønlands sydspids og Canada, se fig. 4. Systemet, der blev sat i drift i 2014, fik navnet OSNAP og man forventede nu, at det i store træk ville vise den samme udvikling, som RAPID-målingerne gjorde. Men hvor RAPID måske antydede et svagt fald i AMOC’s styrke i de senere år, så viste OSNAP en stigning i strømmen. Dermed er ideen om AMOC som et langt transportbånd ikke længere holdbar, virkeligheden er meget mere kompliceret.

Modellernes resultater peger oftere på en opbremsning, men de har den forudsætning, at Grønland afgiver store mængder af fersk smeltevand, der fortynder havvandet og gør det mindre tilbøjeligt til at synke ned i dybet i AMOC’s nordlige ende. Problemet her er, at der i disse år sker en meget beskeden afsmeltning fra Grønland, og de mængder af is, der er involveret, er slet ikke store nok til at have nogen mærkbar effekt.

Voosen har også kigget på forsøgene på at rekonstruere AMOC tilbage i tiden, helt tilbage til den seneste istid, hvor bl.a. det meste af Danmark var dækket af tyk is. Her har de fremherskende tanker været, at AMOC nok slet ikke var i gang på det tidspunkt. Men Voosen kan citere forskning, der siger noget andet. Voosen skriver:

Fortiden har også vist sig at være mere kompliceret, end man først troede. Data fra tidligere istider pegede på, at AMOC stoppede helt, når store mængder af ferskvand fra afsmeltningen af Nordamerikas iskapper væltede ud i Atlanterhavet. Men nyere forskning peger på, at AMOC måske slet ikke stoppede i disse perioder. [En ny metode baseret på aflejringer] blev brugt til at vurdere strømningen i AMOC i fortiden. Forskerne fandt, at selv ved udgangen af den seneste istid – et sandsynligt tidspunkt for et stop på AMOC – ændrede havstrømmene i Atlanterhavet sig ikke meget, hvis overhovedet. En af forskerne siger endda, at AMOC ”om noget, måske var kraftigere.”

Voosens artikel er som nævnt meget læseværdig, og man må konkludere, at vi i hvert fald ikke skal forvente at en nedbringelse af vores CO₂-udledninger vil have den mindste indflydelse på AMOC. Den store havstrøm lever sit eget liv, og vi forstår meget dårligt, hvad det er, der foregår.