Juridisk modstand

I bogen Canary in a Climate World har en Andrew Roman bidraget med et interessant kapitel om hele den juridiske proces vedr. klimaet som i disse år er i fuldt sving i hele den Vestlige Verden. Regeringer eller olieselskaber bliver hevet i retten og anklaget for at have påført samfundet eller enkelte personer skader, som en følge af CO₂-udledninger og tilhørende ”klimaforandringer”.   

Roman nævner eksemplet med de ældre schweiziske damer, der ved Menneskerettighedsdomstolen klagede over regeringen, fordi den ikke gjorde nok ved den grønne omstilling og dermed bragte deres liv og fremtid i fare. De endte som bekendt med at få medhold i sagen, og regeringen blev pålagt at gøre mere for at redde klimaet.

Roman påpeger den farlige sammenblanding mellem politik og retssystemet, der er tale om her. Vi hylder normalt magtens tredeling, hvor parlamentet vedtager love, regeringen fører dem ud i livet, og domstolene sikrer, at alt går rigtigt til. Men ved at pålægge regeringerne konkret handling, bevæger dommerne sig over i parlamentets rolle. Det gør de, selvom de kun har begrænset indsigt i de eventuelle konsekvenser, indgrebene måtte have, f.eks. for skatteyderne i landet. Den sædvanlige politiske prioritering mht. fordeling og brug af samfundets ressourcer sættes ud af spillet.

Hele det juridiske spil bygger endvidere på en fejlopfattelse af klimaet, og den rolle CO₂ spiller. Den schweiziske regering pålægges at gennemføre klimatiltag, men da landets CO₂-udledninger i en global sammenhæng er helt forsvindende, så vil tiltagene ingen effekt have på de schweiziske sagsøgere. Deres livskvalitet bliver på ingen måde bedre. Men her virker det som om, at landet befinder sig i en boble, hvor den lokalt udledte CO₂ er enerådende og isoleret fra omverdenen, og man derfor kan nedbringe mængderne og ændre klimaet ved lokale tiltag, jfr. fig. 1.

Den anden type sagsanlæg er rettet mod energiselskaberne, og her går sagsøgerne normalt efter erstatninger i millioner eller milliarder. Et olieselskabs aktiviteter de seneste 50 år kan omregnes til CO₂-udledninger, inkl. alle dem fra kundernes afbrænding af den producerede olie. Udledningerne kan så oversættes f.eks. til en fiktiv havstigning, der truer et lokalsamfund, og derefter kan erstatningen udregnes. Påskuddet er altid ”olieselskabet vidste, at brug af olien vil føre til global opvarmning”.

Der er mange eksempler på den slags søgsmål, og nogle gange bliver det helt grotesk, som da delstaten Vermont i USA vedtog en lov, der gjorde det muligt at sagsøge de store energiselskaber for ”skader fra mere ekstremvejr”. I Vermonts tilfælde var det specielt nogle store oversvømmelser for et par år siden. Det skulle koste milliarder af dollars, selvfølgeligt.

Den officielle forklaring på søgsmålene er, at staterne mangler penge til reparationerne efter skader forårsaget af storme, naturbrande, havstigninger og som nævnt oversvømmelser. Det bør energiselskaberne betale for.

Heldigvis er der også køligere hoveder, der beskæftiger sig med spørgsmålet, og nu har staten Louisianas lovgivende forsamling vedtaget en lov, der gør det umuligt at sagsøge energiselskaber i forbindelse med skader fra klimaforandringer. En håndfuld andre republikansk ledede delstater har indført tilsvarende lovgivning.

Louisianas nye lov gør det umuligt for hvem som helst, enkeltpersoner, organisationer eller stater at rejse sager mod energiselskaber eller alle andre aktører ved domstole i staten.

Næste skridt er et forsøg på i Washington at få vedtaget en tilsvarende lov, der vil gælde for hele USA.

Der er selvfølgeligt modstand mod loven, bl.a. at den vil kunne misbruges af virksomheder til at slippe ud af andre sager, hvor søgsmålet måske er mere berettiget og ikke har noget med klimaet at gøre.

Retorisk får en miljøprofessor også lov til at udtale at:

Nogen vil blive efterladt med problemet, og det virkelige spørgsmål er: Skal det være de mennesker, der er skyld i problemet eller skal det være de mennesker, der kom til skade? Loven forudsætter, at det skal være de personer, der kom til skade.

Linnea Lueken på ClimateRealism kommenterer og synes, at loven er en rigtig god idé. Hun skriver:

Olie og gas er nødvendige for den tilværelse, Louisianas indbyggere har. Varmen og fugten i staten bliver håndteret med store mængder af energi, da der er behov for aircondition næsten året rundt. Stabil og rigelig elektricitet til en rimelig pris kommer mest fra naturgas i Louisiana, næsten 70%, mens resten dækkes af kernekraft plus lidt kul. Borgerne har ikke tænkt sig at opgive deres aircondition, eller veje, eller at køre i bil, eller beton, eller hospitaler, eller medicin og elektronik, der alt sammen kommer fra raffineret olie. Og det skal de heller ikke tvinges til. At forsøge at ruinere virksomheder med søgsmål, fordi de fremstiller disse livsnødvendige produkter, er meget værre end de påståede følger af en opvarmning på 1-2 grader i løbet af 100 år.

Lueken påpeger derefter, at de enkelte firmaers andel i de totale udledninger – og dermed af opvarmningen – er meget lille og ingen forskel gør. I øvrigt kommer de fleste af udledningerne, når regeringer, myndigheder og almindelige mennesker bruger produkterne, f.eks. benzin i bilen.

Indtil nu har de fleste klima-søgsmål haft mere at gøre med at genere olie- og gasproducenter og påføre dem tab, fremfor at løse nogen problemer, og de kan i hvert fald ikke stoppe havstigninger eller orkaner, som vi jo altid har haft. Der er ingen udvikling i forekomsten af disse fænomener i retning af det værre, og færre mennesker dør nu pga. temperaturer eller ekstremvejr end nogen sinde før i historien.

Ja, det er svært at komme i tanke om noget som helst positivt ved klimakrigen i retssalene, og man kan kun håbe på, at flere lande og staters myndigheder følger i Louisianas fodspor.