Ansvar i klimasagen

Til mediet The Western Journal har Anthony Watts skrevet et gæsteindlæg med titlen ”Hvem skal holdes ansvarlig for klima-alarmismen?” Vi hører jo altid om, at ansvaret for ”klimakrisen” ligger hos de store energiselskaber. Her kigger vi på den omvendte verden. Watts får ordet:

I årevis har amerikanerne fået at vide, at vi står over for en livstruende klima-nødsituation. Den påstand har omformet regeringens politik, ændret uddannelsen, omdirigeret enorme offentlige og private investeringer og retfærdiggjort omfattende regeringsindgreb i næsten hver eneste del af økonomien.

Hvis offentligheden blev ført på vildspor, enten med fuldt overlæg eller pga. en hensynsløs ligegyldighed over for fakta, så er tiden inde til at stille et svært spørgsmål: Hvem skal holdes ansvarlige?

I næsten et årti har klima-aktivister ført retssager mod energiselskaber under flaget “# Exxon Vidste” og talt for, at selskaberne skulle være økonomisk ansvarlige for den påståede vildledning af offentligheden vedr. klimaforandringer.

Det rejser et indlysende spørgsmål. Hvad nu hvis man brugte den samme standard over for alle? Hvis det at blive holdt ansvarlig er standarden, så skulle den også gælde hver eneste organisation eller institution, der var med til at forme offentlighedens forståelse af klimaforandringerne.

Hvis man kan finde beviser for, at aktørerne med fuldt overlæg overdrev risikoen, byggede på urealistiske scenarier og fremlagde dem som sandsynlige udfald, så bort fra observationer, der ikke passede til fortællingen eller forplumrede skellet mellem videnskab og politisk agitation, så fortjener de det samme eftersyn, som de forlanger af andre.

Det eftersyn skulle udbredes til universiteter, forskere, aktivistgrupper, offentlig undervisning, vedvarende-energi-industrien, politikere og medier, der udtværede linjen mellem journalistik og agitation.

Men den største omkostning dukkede ikke op i de offentlige budgetter. Den kan måles i klasseværelserne. Millioner af børn har lært, at civilisationen er på randen af kollaps, og at de aldrig vil få en tryg fremtid pga. klimaforandringerne. Skoler, dokumentarfilm, de sociale medier og nyhedsdækningen har rutinemæssigt fremlagt RCP8.5’s mest ekstreme forudsigelser, som om de var de forventede udfald, fremfor et tænkt værste tilfælde til brug ved justering af modellerne.

Selv efter at førende forskere nåede frem til, at scenariet ikke længere stod for en sandsynlig ”business as usual”, så forblev det i lærebøgerne, klasseværelserne, regeringsrapporter og medierne. Undersøgelser påviser nu en stigende klima-bekymring blandt unge mennesker, og mange tror, at menneskeheden er fordømt, eller stiller spørgsmål ved, om de skal have børn. At fremlægge et i stigende grad urealistisk værste-tilfælde-scenarie som den forventede fremtid har alvorlige følger.

Siden bare 2021 alene, har Kongressen bevilget hundreder af milliarder dollars til brug på klimaet og energi gennem Infrastrukturlovgivningen og [Joe Bidens] IRA, Inflation Reduction Act, hvor udgifterne til sidstnævnte nu forventes at overstige en billion dollars i dens levetid. Kraftværker og forbrugere er blevet ramt af yderligere milliarder i omkostninger i forbindelse med ombygning af elnettene, tvungne grønne energiløsninger og tilsvarende politiske tiltag.  

Offentlige styrelser har også kastet milliarder af dollars ind i klimaforskning, der byggede på RCP8.5, selv efter at mange forskere konkluderede, at det havde tabt forbindelsen til virkeligheden og ikke længere stod for en fremtid med ”business as usual”. Men alligevel fortsatte scenariet med at ligge bag regeringsvurderinger, klima-retssager, økonomiske analyser, undervisningsmateriale og tusindvis af videnskabelige artikler.

Hvis de underliggende videnskabelige påstande er overdrevne, hvis værste-tilfælde-scenarier gentagne gange bliver præsenteret som de mest sandsynlige, eller hvis agitation ikke mere kan skelnes fra ærlig videnskab, så bør nogen holdes ansvarlige.

Ansvarliggørelsen bør starte med undersøgelser i Kongressen og uafhængige videnskabelige analyser. Processen skulle inkludere gennemsyn af offentlige tildelinger, større gennemsigtighed i forskningsbevillinger, og en omhyggelig undersøgelse af hvordan klimavidenskab er blevet kommunikeret ud til politikerne, undervisere, journalister og offentligheden.

Hvis beviserne understøtter det, bør der rejses retssager mod de ansvarlige.

Men bare udredningerne alene kunne vise sig at være uvurderlige. Interne e-mails, ansøgninger om forskningsbevillinger, og kommunikation mellem forskere, aktivist-organisationer, styrelser, velgørende fonde, undervisere og medierne kunne afsløre, om den videnskabelige usikkerhed ærligt blev fremlagt eller med overlæg neddæmpet i forbindelse med politiske, økonomiske eller organisationernes mål.

Klima-aktivister har knæsat et vigtigt princip: De, der fuldt bevidst har vildledt offentligheden, kan blive holdt retsligt ansvarlige for den skade, der følger.

Hvis det princip er noget værd, så kan det ikke kun gælde kul- olie- og gasselskaber. Det må gælde for enhver organisation, der har formet offentlighedens forståelse og haft indflydelse på den førte politik.  

Videnskaben gør fremskridt ved at stille spørgsmål til antagelser og rette fejl. Der bør kigges nærmere på de folk, der er fortsat med at agitere for ideer, efter at deres svagheder er blevet afsløret, specielt når agitationen medfører lovgivning, retslige søgsmål, skoleundervisning og den offentlige mening.

Hvis forundersøgelserne til ”# Exxon Vidste”-retssagerne skulle afsløre hvem, der vidste hvad og hvornår, så fortjener samfundet den samme klarhed vedr. de organisationer, der opbyggede og fremmede klima-nødsituation-fortællingen. Deres interne kommunikation, bevillingsansøgninger, politiske diskussioner og medie-strategier bør underkastes den samme gennemgang, som aktivisterne forlanger af energi-industrien.

Ansvarspådragelse skal ikke afhænge af politik. Den skal afhænge af faktiske data.

Hvis den lovmæssige standard siger, at det får følger, hvis man bevidst vildleder offentligheden, så er tiden inde til ikke bare at spørge om, hvorvidt Exxon vidste, men hvem ellers vidste, hvad vidste de og hvorfor intet blev offentliggjort.

Først derefter kan vi begynde at genskabe offentlighedens tillid, som både videnskaben og medierne afhænger af, og sikre at klimavidenskaben igen står bag de offentlige tiltag, fremfor at klima-alarmisme driver dem.