Kanariefugl i en klimaverden

Det er ikke så længe siden, at der udkom en ny klimarealistisk bog med titlen Canary in a Climate World. Titlen henviser naturligvis til det gamle begreb ”kanariefugl i en kulmine”, hvor man havde et bur med en kanariefugl med nede i minen, og hvis kræet faldt ned fra pinden, var det tegn på, at CO-indholdet i luften havde nået et giftigt niveau, og så var det om at komme op til overfladen.

Bogen her er den tredje i en serie om kanariefugle, de to første handlede om covid-epidemien, den vender vi tilbage til.

Bogen består af 38 bidrag fra forskellige skribenter, og her er næsten alt, hvad der findes af kendisser inden for klimarealismen med: Patrick Moore, Richard Lindzen, William Happer, Willie Soon, John Christy, Anthony Watts og såmænd også vores egen Henrik Svensmark. De bidrager hver med et kapitel fra deres eget felt eller interesseområde, og det er tydeligt, at redaktøren har ført en tilbagelænet tilværelse, så der er både gentagelser og modsigelser blandt bidragene. 

Det meste har vi set og hørt før, og læseren skal ikke forvente nogen samlet redegørelse for klimasagen. Der er alligevel mange guldkorn undervejs. Fremhæves kan bl.a. John Christys indlæg, hvor han viser, hvordan klimamodellerne er dårlige til at simulere temperaturerne 10-15 km oppe over jorden, og derved må man rejse spørgsmål om deres evne til i virkeligheden at simulere klimaet i fortiden, nutiden og fremtiden.

Gregory Wrightstone har også et meget velskrevet indlæg om ideen med ”konsensus” i videnskaben. William Happer skriver om klimakulten, hans indlæg har vi faktisk allerede bragt i oversættelse her på siden.

Vijay Jayaraj, som vi flere gange har refereret her på siden, leverer en kort men fyndig gennemgang af klimasagen. Han skriver:

I dagens klimadebat er faren ikke kun CO₂. Det er faren ved politik, der er drevet af frygt frem for fysik. Det er faren ved at forhindre spørgsmål til den påståede konsensus. Det er faren ved at opbygge skrøbelige systemer, mens man udnævner dem til at være det eneste rigtige.

Jayaraj slutter med at efterlyse flere kanariefugle.

Bogen kommer som sagt i forlængelse af to værker om covid-sagen, og flere af indlæggene har som pointe, at der er lighedspunkter mellem håndteringen af covid og så den nuværende ”klimakrise”. Det klør i fingrene blandt visse magthavere efter at indføre ”klima-restriktioner”, hvor borgernes liv skal reguleres i detaljer. Hvad vi skal spise og hvor meget. Vi skal holde op med at flyve og rejse langt osv. Undertegnede har ingen indsigt i detaljerne vedrørende covid-epidemien og skal derfor ikke gøre sig til dommer over beskrivelserne af håndteringen af den.

Men nogle af bogens kapitler kommer langt ud i konspirationsteorier, og vi slipper da ikke for en enkelt skribent, der kommer ind på flystriber og forsøgene på at forgifte hele menneskeheden.

Bogen er illustreret med figurer med mange grafer og kurver. Der var vist oprindeligt en ambition om, at disse skulle være i farver, og i billedteksten refereres der til ”den røde kurve” og ”den blå kurve” osv. Desværre er det hele i sort-hvidt, og de to farver er nøjagtigt ens lysegrå. Det virker lidt klodset, og er igen tegn på en noget mangelfuld redaktionel indsats.

Umiddelbart kan undertegnede ikke anbefale at investere i bogen. Indholdet er for spredt. Er man velbevandret i klimarealismen, finder man ikke så meget nyt, og er man ny på området, er der bestemt andre bøger, man bør læse først, hvilket fremgår af anmeldelserne her på siden.