New York viser vejen

Hvad klimaet angår, nærmer Danmark sig en skillevej. Om fire år, i 2030, skal vi have reduceret vores CO₂-udledninger med 70% i forhold til, hvad vi tror, at vi udledte i 1990. Der er blevet fulgt op årligt på udsigterne til at nå målet, og på det sidste ser det hele ud til at skride. Klimaministeriet er stadigvæk optimistisk, mens Klimarådet har udtrykt store betænkeligheder. På det seneste er der udtrykt et politisk ønske om at kigge nærmere på udsigterne, et såkaldt ”kasseeftersyn” af klimamålene.

Problemerne er flerfold, først og fremmest er de store visioner om CO₂-fangst og -lagring skredet, der mangler p.t. ca. en million ton i 2030. Hertil kommer udtagningen af lavbundsjorde, der på papiret (men næppe i virkeligheden) skal give en stor reduktion i udledningerne, men iflg. Klimarådet var der her i starten af 2026 kun udtaget ca. 600 hektarer ud af de forudsete 140.000 i 2030. Endvidere bliver der ikke nogen udbygning med havvind, kun Thor-parken vil starte op inden 2030, det forlyder dog, at den er forsinket, og først kommer i drift i 2027. Hvor Energistyrelsen kun forventer en beskeden udbygning med landvind, er der enorme ambitioner mht. solceller, men også her går det langsomt i praksis.

Energistyrelsen har således opgjort udviklingen mht. solceller frem til 1. april 2026, jfr. fig. 1. Her ser man, at udbygningen i 2025 var ca. 1000 MW, mens den i første kvartal 2026 lå på lige godt 100 MW. Planen iflg. Analyseforudsætningerne til Energinet var ellers en stigning i 2025 på knap 2000 MW, ligeledes 2000 MW mere i år og derefter hele 15.000 MW oveni frem til 1. januar 2030. Mon vi når det?

Danmark mangler ellers strøm fra sol og vind. I 2025 udgjorde deres samlede produktion kun 57% af forbruget. Resten blev dækket af biomasse, gas og en smule kul – og ikke mindst import af elektricitet.

Så hvad gør man, når opfyldelsen af klimamålet skrider? Vi har flere gange omtalt problemerne i New York, hvor man havde sat sig meget ambitiøse mål, men hvor det, som årene gik, begyndte at se mere og mere urealistisk ud. Staten skulle i 2030 have reduceret sine CO₂-udledninger med 40% i forhold til 1990. I 2025 havde man reelt kun opnået 10%. Men klimamålet var fastsat ved lov, og derfor var der ingen nåde, da sagen kom for en domstol i fjor. Delstaten forsøgte at sno sig ud af forpligtelserne ved at henvise til de uhyrlige omkostninger, som befolkningen ville blive påført. Men beskeden fra dommeren var, at enten skulle loven opfyldes, eller også måtte delstatsregeringen få den ændret.

I maj blev der så vedtaget en ændring af loven. Mål-året blev flyttet fra 2030 til 2040 hvor der i stedet for de 40% nu skal være en reduktion i forhold til 1990 på 60%. Det gør situationen nemmere på kort sigt, men samtidigt ser målet meget mere ambitiøst ud. Det burde jo glæde klima-entusiaster, men her skal det så bedrøveligvis nævnes, at sprogbrugen blev blødt op, således at der ikke længere er tale om et fast og forpligtende mål, men kun en hensigt. Der tales om, at målet skal opfyldes i ”videst muligt omfang og omkostnings-effektivt”.

Da 60% hverken er muligt eller billigt, er det det samme som at sige, at målet er totalt udefineret.

Der var også elementer i målet, der skulle regulere borgernes adfærd, herunder voldsomme kommende skatter og afgifter på olie og gas, de skulle tvinge folk ud i en elektrificering, uanset om den var mulig eller ej. Alternativet ville være, at mindre virksomheder ville gå fallit.

Den ændrede lovgivning foreskriver, at skatter og afgifter skal begrænses, så de ikke anretter skade på virksomheder eller beboere og påvirker deres leveomkostninger i væsentlig grad. Det er igen elastik i metermål, og reelt kan man helt undgå de nye afgifter, også selvom en dommer skal kigge på sagen.

På denne måde har New York igen vist sig som en foregangs-stat, denne gang er de gået først med at droppe urealistiske og skadelige klimamål. Nu er det spændende, om andre vil finde inspiration her, ikke mindst den danske regering og Folketinget.