Klima-følelser

Der ofres ufattelige summer på forskning, der på én eller anden måde har noget med klimaet at gøre. Amerikanerne kalder det fænomen for et eksempel på et gravy train – bogstaveligt oversat et ”tog med sovs”. Og som en vittig hund bemærkede for nyligt: Der er mange siddepladser i det tog! Pengene ruller, men samtidigt må man konstatere, at standarden falder kraftigt, og der ”forskes” i dag i emner og drages konklusioner, som man kun kan ryste på hovedet af. Hvad nytte gør det dog, nøgternt set?

Et prima eksempel er for nyligt gravet frem af Charles Rotter fra WUWT. Det drejer sig om en artikel vedrørende følelser i anledningen af klimaet. Artiklen, P. Blumenschein et al., er udkommet i et videnskabeligt tidsskrift, Journal of Environmental Psycology, ”Tidsskrift for Miljø-psykologi”. Det lyder måske en anelse poppet og meget moderigtigt, men hvem ved?

Første sætning i Sammendraget (Abstract) bortmaner dog den meste tvivl, der måtte komme artiklen til gode:

Klima-følelser er vidt udbredte psykologiske reaktioner på den fremadskridende klimakrise.

Så ingen tvivl om hvor vi står. I indledningen kan man læse videre:

Klimakrisen udvikler sig i alarmerende hast med alvorlige følger for Planetens og det mentale helbred. Vi står over for mangeartede kriser, hvis kompleksitet kan fremkalde følelsesmæssige reaktioner, kendt som klima-følelser, hvoraf mange opfattes som ubehagelige.

Men nu er klima-følelser ikke ubetinget noget negativt, de kan føre til, at man tager aktion for klimaet og miljøet. Således tjener følelserne til motivation i den rigtige retning, og til adfærd ..

.. der er nødvendig for at bevare en levedygtig fremtid for de nuværende og fremtidige generationer, så de kan leve her på Planeten.

Nu kommer vi til videnskaben, og her prøver forfatterne som noget nyt, at undersøge hele 8 forskellige typer af klima-følelser og deres sammenhæng med tre typer adfærd: Deltagelse i kollektive aktioner (demonstrationer, f.eks.), forsøg på at overbevise venner og bekendte om de rette holdninger og endeligt ens madvaner.

Tidligere forskningsprojekter har hver især fokuseret på én type klimafølelser, så det med de 8 er det nye her. De otte er klima-angst, klima-vrede, klima-sorg, klima-skyld, klima-foragt, klima-begejstring, klima-magtesløshed og klima-isolation.

Forskernes teori er nu, at -angst, -vrede og -sorg vil føre til aktive tiltag for klimaet, mens klima-foragt vil give det modsatte resultat.

Klima-foragt er måske en etiket, som man umiddelbart kunne hæfte på undertegnede og formentligt en del af læserne her. Definitionen lyder som følge:

Det irriterer mig at se folk bukke under for klima-hysteri.

Selve forskningsprojektet var udformet som en spørgeskemaundersøgelse, hvor folk med udsagn som det her nævnte skulle svare, og derefter kunne de af forskerne blive placeret i en af de 8 grupper. Derefter skulle de svare på, om de var motiverede til at tage aktion, eller blot til at tale med folk om emnet. Til sidst skulle de give et mål for deres madvaner, hvor man oplyste tal for forbruget af æg og kød, det var således meget mere konkret end de andre.

Der deltog i alt 1156 tyskere i alderen 18-80 år, men nogle blev sorteret fra af forskellige årsager, så tilbage var der 966 personer.

Efter en grundig statistisk behandling måtte forskerne desværre konstatere, at deres teorier ikke helt holdt stik. Klima-vrede og -sorg førte ikke til nogen større vilje til at tage aktion. Det gjorde derimod klima-foragten! Klima-isolation, -begejstring, og -skyld havde en positiv effekt på tilbøjeligheden til at handle, mens klima-magtesløshed var det modsatte. Alle tallene var dog højst usikre, så statistisk set var det ikke så håndfaste resultater.

Konklusionen bliver dog alligevel, at klima-følelser spiller en rolle for motivationen til at tage aktion, om end det var nogle andre følelser end forudset. Men det er følelser, der bør tages alvorligt indenfor miljø-psykologien, og i klima-kommunikationen bør der fremover tages meget mere hensyn til netop de følelser.

Charles Rotter er ætsende i sin kritik af hele arbejdet, og gør bl.a. opmærksom på, at mange af de nævnte følelser ligger så tæt på hinanden, at det i praksis er umuligt at skelne mellem dem. Syv af de 8 dækker reelt over den samme ting, man er bekymret over klimaet.

Han påpeger også, at punktet vedr. madvaner er det tætteste, man kommer på rigtige data, og her bliver forskernes antagelser slet ikke bekræftet.

Rotter skriver til afslutning:

Man kan ikke bevise en krise ved at antage, at den er der på linje 1, man kan ikke få en generel bekymring til at blive til 8 adskilte følelser ved at indføre en finurlig skala, og man kan i hvert fald ikke tage udsagnet ”Det irriterer mig at se folk bukke under for klima-hysteri”, arkivere det som foragt og spille overrasket, når de folk, der er enige i det udsagn, ikke opfører sig som de slyngler, man havde givet dem rollen som.
De 966 tyskere blev spurgt om, hvordan de følte. De svarede. Følelserne blev puttet ind i modellen, modellen spyttede tal ud, tallene fandt vej ind i tidsskriftet, og alle blev betalt. Og det er, så vidt jeg kan se, hele historien.

Ja, der udgives ufatteligt meget vås, forklædt som forskning, men indtil videre er der stadigvæk masser af siddepladser på toget. Desværre.