Hvor er klimakrisen og klimakatastrofen?

Der er næppe mange emner, der er omgærdet af så stærke følelser som klimaet. Næsten dagligt mødes vi af overskrifter om klimakrise, klimakatastrofe og dommedagsscenarier. Men når man ser nøgternt på de faktiske udviklingstendenser, så tegner der sig et helt andet billede.

Ja, den globale temperatur er steget. Men derfra og til at konkludere, at Verden befinder sig i en klimakatastrofe, er der et meget langt spring. Varme er ikke i sig selv en katastrofe. Klimaet har altid ændret sig og det vil det også gøre i fremtiden. Spørgsmålet er derfor ikke blot, om temperaturen stiger, men hvilke konsekvenser det har for mennesker og natur.

CO₂ omtales ofte som et forurenende stof, men man glemmer, at det samtidig er et livsvigtigt plantenæringsstof. Planter vokser ved hjælp af fotosyntese, og en højere koncentration af CO₂ øger generelt planternes vækst og forbedrer deres vandudnyttelse. Satellitmålinger viser da også, at store dele af denne klode er blevet grønnere og mere frodig igennem de seneste årtier. Man taler endda om desert greening,”en grønnere ørken”.

Den øgede plantevækst ses også tydeligt i landbruget. Den globale produktion af alle de vigtigste afgrøder er steget markant gennem de seneste årtier. En stor del skyldes teknologiske fremskridt, bedre plantesorter, kunstvanding og gødning, men et højere CO₂-indhold i atmosfæren bidrager også til en væsentlig forøgelse af planternes vækst.

Samtidig bliver de kolde egne mere produktive. Længere vækstsæsoner giver bedre muligheder for skovbrug og landbrug i områder, hvor kulden tidligere satte snævre grænser.

Ser vi på menneskers levevilkår, går udviklingen også i den rigtige retning. Den globale middellevetid stiger, den ekstreme fattigdom er faldet dramatisk gennem de seneste årtier, og langt færre mennesker sulter i dag end tidligere.

Når det gælder naturkatastrofer, overses en vigtig pointe ofte. Antallet af mennesker, der mister livet som følge af naturkatastrofer og ekstremt vejr, er faldet markant over de seneste hundrede år. Årsagen er ikke, at naturen er blevet mindre farlig, men at mennesker er blevet langt bedre til at beskytte sig gennem varsling, diger, stormsikring, robuste bygninger, beredskaber og økonomisk udvikling.

Det samme gælder de økonomiske tab. Selv om de absolutte skader kan være store, falder de generelt, når de opgøres i promiller af BNP. Rige og velfungerende samfund har ganske enkelt langt bedre muligheder for at modstå naturens kræfter end fattige samfund har.

Det er derfor heller ikke overraskende, at velstående lande typisk rammes langt mindre alvorligt af de samme naturfænomener end fattige lande. En orkan eller en oversvømmelse bliver først til en katastrofe, hvis samfundet ikke er rustet til at håndtere den.

En anden overset kendsgerning er, at kulde fortsat forårsager langt flere temperaturrelaterede dødsfald end varme på verdensplan. Det betyder naturligvis ikke, at hedebølger ikke kan være alvorlige, men det viser, at temperaturens betydning er mere kompleks end den ofte fremstilles.

Udviklingen viser også, at mennesket bliver stadig bedre til at tilpasse sig. Teknologiske fremskridt, højere velstand og bedre infrastruktur gør os mere modstandsdygtige over for både storme, oversvømmelser, tørke og hedebølger. Historien viser, at innovation og økonomisk udvikling er blandt de stærkeste værn mod naturens risici.

Det betyder ikke, at klimaændringer er uden udfordringer, eller at miljøproblemer skal ignoreres. Men det betyder, at vi bør føre en debat, som bygger på proportioner og fakta frem for frygt.

Når man ser på de langsigtede udviklingstendenser – stigende levealder, højere fødevareproduktion, grønnere vegetation, færre dødsfald ved naturkatastrofer og samfund, der bliver stadig bedre til at beskytte sig mod naturens kræfter – er det meget vanskeligt at se dokumentationen for, at verden er på vej ind i en klimakatastrofe.

Den største udfordring er derfor ikke klimaet i sig selv, men at fortsætte den økonomiske og teknologiske udvikling, som gør mennesker rigere, mere robuste og bedre i stand til at håndtere de udfordringer, naturen måtte bringe.

Hvis Verden virkelig var på vej ind i en klimakatastrofe, burde det kunne aflæses i de vigtige statistikker over menneskers og naturens udvikling. Men vi ser det modsatte. Levealderen stiger. Fødevareproduktionen stiger. Vegetationen breder sig. Færre mennesker dør i naturkatastrofer. Samfundene bliver stadig bedre til at beskytte sig mod naturens kræfter. Det er ikke et billede af en verden i sammenbrud. Det er en verden, der fortsat udvikler sig – trods udfordringer.