Hvis man følger nyhederne for tiden, kunne man let få det indtryk, at varme er en slags naturkatastrofe i sig selv. Kortene bliver mørkerøde, journalisterne lyder som sirener, og man skulle tro, at Europa var ved at koge væk, fordi temperaturen enkelte steder nærmer sig det, mennesker i troperne har levet med i hundredtusinder af år.
Men måske skulle vi lige trække vejret. Gerne i skyggen. Med et glas vand.
For varme er ikke kun noget, vi skal overleve. Varme er også noget, vi søger, nyder og betaler dyrt for.
Jeg husker tydeligt, da jeg for mere end 25 år siden underviste vandmiljøingeniører i Thailand. Hver gang jeg landede i lufthavnen og trådte ud i den thailandske varme, føltes det som at komme ned i et varmt bad. Luften lagde sig omkring kroppen som en blød dyne af velbehag. Ikke som en fjende, men som en venlig og varm omfavnelse.
Præcis den samme oplevelse havde jeg forleden i Leipzig. Da min frue Inge og jeg satte os udenfor for at spise aftensmad, viste termometeret omkring 38 grader. Det lyder dramatisk, når temperaturen vises på et mørkerødt vejrkort. Men vi sad ganske afslappet, nød maden, nød aftenen og havde ikke den mindste lyst til at flygte ind i et airconditioneret lokale.
Hvordan kan det lade sig gøre?
Hvordan kan man føle sig godt tilpas i en lufttemperatur, der endda er lidt højere end kroppens normale temperatur?
Forklaringen er, at mennesket ikke først og fremmest køles af kold luft. Vores vigtigste kølesystem er fordampning. Når sved fordamper fra huden, bortleder den store mængder varme. Derfor kan kroppen holde sin kernetemperatur omkring 37 grader, selv om luften er varmere. Det er faktisk kun den sved, der fordamper, som køler. Den sved, der løber ned ad ryggen, gør næsten ingen nytte.
Derfor kan 38 grader i tør luft med en let brise føles langt mere behageligt end 30 grader med høj luftfugtighed og ingen vind.
Det er også derfor, at millioner af mennesker hvert eneste år frivilligt rejser til Thailand, Grækenland, Spanien, Italien eller Florida. Ingen betaler tusindvis af kroner for at komme hen et sted, de forventer bliver uudholdeligt.
For mange ældre mennesker er varme ovenikøbet en stor lettelse. Med alderen falder stofskiftet ofte, og mange bliver mere kuldskære. En varm sommerdag kan løsne musklerne, gøre det lettere at opholde sig udendørs og ganske enkelt give en følelse af velvære. Den side af historien hører man sjældent om.
Det samme gælder menneskers egne valg.
Hvis varme virkelig var så frygtelig, som man nogle gange får indtryk af, burde pensionister flytte mod nord, når de endelig får frihed til selv at bestemme, hvor de vil bo.
Men det stik modsatte sker.
Hvert år flytter hundredtusinder af pensionister mod syd. Amerikanerne søger mod Florida, Arizona og Texas. Briterne flytter til Spaniens Costa del Sol. Tyskere, hollændere og skandinaver køber boliger i Spanien, Portugal, Sydfrankrig og Grækenland.
Ingen behøver at lave et videnskabeligt eksperiment.
Menneskers egne valg fortæller historien.
Når arbejdslivet er slut, og de frit kan vælge, hvor de vil tilbringe de næste 20 eller 30 år, vælger de færreste sne, frost og mørke. De vælger sol, varme og et liv, hvor man kan sidde udenfor en lun sommeraften.
Naturligvis findes der grænser. Høj varme kombineret med høj luftfugtighed, hårdt fysisk arbejde, sygdom eller mangel på vand kan være farligt. Særligt skrøbelige mennesker skal beskyttes, og hedebølger kræver omtanke.
Men vi ved også, hvordan sådanne situationer skal håndteres: Man går i skygge, drikker vand, sørger for mineralbalancen og bruger aircondition, når det er nødvendigt. I et oplyst, velhavende samfund udgør varme derfor ikke noget grundlæggende problem for menneskers velfærd. Det kræver omtanke, ikke panik.
Det er noget ganske andet end at fremstille varme som et onde i sig selv.
Mennesket er udviklet i et varmt klima. Vi er blandt naturens dygtigste arter til at regulere vores kropstemperatur, og de fleste af os forbinder stadig varme med ferie, afslapning, frihed og livskvalitet.
Måske burde klimadebatten derfor være lidt mindre hysterisk og lidt mere menneskelig.
For sandheden er, at varme ikke kun er noget, vi kan overleve.
Det er også noget, vi længes efter.
Faktaboks 1: Derfor er mennesket så dygtigt til at klare varme
Mennesket er evolutionært udviklet i Afrika og er usædvanligt godt tilpasset et varmt klima.
Vores vigtigste fordele er:
- Omkring 2-4 millioner ekkrine svedkirtler fordelt over næsten hele kroppen.
- Relativt lidt kropsbehåring, så sveden kan fordampe effektivt.
- Meget præcis regulering af blodgennemstrømningen til huden.
- Evnen til at erstatte væske og salte ved at drikke.
Når man opholder sig i varme gennem en uge eller to, sker der varmeakklimatisering. Man begynder at svede tidligere, sveden bliver mere fortyndet, og kroppen mister færre salte.
Derfor kan kroppen køle sig effektivt, uden at man nødvendigvis bliver dækket af synlige sveddråber.
Faktaboks 2: Pensionister stemmer med fødderne
Der findes ikke noget præcist globalt regnskab over pensionister, der flytter mod varmere klima, fordi nogle flytter permanent, mens andre kun opholder sig i syd om vinteren.
Men mønstret er entydigt:
- I USA flytter hvert år hundredtusinder af ældre til varmere delstater som Florida, Arizona, Texas og Carolinas.
- I Europa bor flere hundrede tusinde britiske pensionister i Spanien, Portugal og andre middelhavslande.
- Hertil kommer store grupper af tyske, hollandske, skandinaviske og andre nordeuropæiske pensionister med bolig eller langtidsophold i Sydeuropa.
Et forsigtigt bedste skøn er, at flere millioner pensionister verden over har valgt at bosætte sig permanent eller tilbringe en væsentlig del af året i et varmere klima end det, de kommer fra.
Når mennesker får frihed til selv at vælge klima, vælger de fleste ikke kulde. De vælger varme.
Danish
Jovvmen, så kunne DR jo ikke bruge halvdelen af sendetiden på sommerkatastrofevejr. Og udsende journalister på overarbejde i ferielandet.
Og så kunne DR ikke få brugt 4 milliarder skattekroner på at skræmme folk til døde.
Det er selvfølgeligt helt rigtigt, at mennesker flest higer efter varme. Det er også derfor at alle canadiere bor langs den sydlige grænse mod USA og ikke i kulden i resten af det store land. Det frie valg af bosted som pensionist er desuden så demokratisk, som det kan være. Derimod er klimaalarmisternes mål et totalitært samfund, hvor få skal diktere, hvad pensionister og andre må gøre, hvor de må bo, hvordan de må bo, hvad de må spise og ikke spise, hvordan de må transportere sig osv osv. Historien viser, at totalitære samfund er menneskefjendske. Det burde enhver vide. Og enhver burde derfor være på vagt overfor den voksende totalitarisme i Europa. Inklusive DK. Det synes bare ikke at være tilfældet, og begrundelsen er selvfølgelig, at i et totalitært samfund har de stærkeste tilranet sig magten (over medierne ikke mindst) og rigdommene og goderne. Dette vil den herskende klasse selvfølgelig ikke opgive. Den herskende klasse består i Danmark og størstedelen af Europa af klimaalarmister og de kyniske mennesker, som er blevet millionærer og milliardærer på at udnytte folks frygt. Det er analogt til den katolske kirkes udnyttelse af folks frygt for 500 år siden. I dag sker det blot lidt mere subtilt, idet der er skubbet et skattemaskineri ind imellem den herskende klasse og undersåtterne. Det gør det belejligt svært at følge pengene.
Det er sandt. Enhver form for afladshandel med den guddommelige luftart CO2 skal afskaffes. Længe leve den grønne reformation.
Socialister, alarmister og ideologer hader dem, der stemme med fødderne.
På det seneste har jeg set beklagelser fra økologiske svineproducenter. De kan ikke sælge deres varer til fremstillingsprisen, og straks kommer der krav om lovgivning der favoriserer deres produkter. De forventer en særstilling.
Tidligere socialminister Gregersen mente, at offentlige kantiner skulle være økologiske. Hvis hun havde gode, sunde demokratiske evner, ville hun selvfølgelig anbefale at offentlige kantiner havde et forbrug, der fulgte det almindelige forbrug.
Fint skriv Karl Iver, bekræfter at der ikke er nogen klimakrise.
@Oudrup, Ja, helt enig. Et fint skriv og der er ingen klimakrise. Der er derimod en sandhedskrise. Sandheden undertrykkes. Det er en politisk krise. Desværre ved jeg ikke, hvad man skal gøre ved det. Indtil videre må det bestå i at støtte folk, som de hyperaktive mennesker, der driver klimarealisme.dk og no. Så sandheden i det mindste er tilgængelig et enkelt sted og forbliver at være det. Men med den generelle fordummelse af folk, er jeg bange for, at massepsykosen vil vare meget meget længe.
En meget interessant observation. Folks handlinger er meget mere retvisende end deres ytringer.