Sidste år grundlagde skærmtrolden Peter Mogensen en ny tænketank ved navn CERI, Climate and Energy Research Institute – ”Klima- og Energiforsknings-instituttet”. Fint skulle det være med et engelsk navn, trods det åbenlyse fokus på danske forhold. CERI har en hjemmeside, hvor man kan finde en stribe rapporter inden for emnekredsen (og nogle udenfor) og også en definition på, hvad foretagendet går ud på:
CERI er en ny grøn tænketank i Danmark, der styrker beslutningsgrundlaget for den grønne omstilling gennem uafhængige analyser af Danmarks klima-, energi- og miljøpolitik.
Vi arbejder ud fra en præmis om, at en langsigtet og holdbar omstilling kun lykkes, hvis beslutningerne træffes på et solidt samfundsøkonomisk grundlag.
Forkerte beslutninger på klima-, energi- og miljøområderne kan lede til dyre omveje og irreversible fejltagelser.
Målet er at gøre udfordringerne lettere at navigere i politisk, så brugen af borgernes skattekroner i den nødvendige grønne omstilling sker økonomisk ansvarligt og meningsfuldt.
CERI finansieres bl.a. af Novo Nordisk Fonden, Danske Bank, Maj Invest, Vestas, Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening. Hvor de tre førstnævnte kunne forvente en vis grad af økonomisk ansvarlighed, vil sidstnævnte naturligvis ikke kunne få nok af grøn omstilling og klimatiltag.
Grundlæggende stiller CERI da heller ikke spørgsmål til fornuften i klimamålene og i den påtænkte grønne omstilling. Blandt rapporterne er der således én om truslerne fra Norge og Sverige om at nedskære kapaciteten for udveksling af strøm med Danmark, og gennem Danmark med Tyskland. Rapporten beskriver nøgternt situationen, med de hyppige svigt af elforsyningen fra sol og vind, og hvordan Norge og Sverige hjælper os med deres vand- og kernekraft. Det gør de til høje priser, hvorimod strømmen bliver meget billigere, når Danmark og Tyskland svømmer over i sol- og vind-elektricitet og vil sende den i modsat retning.
Elforbrugerne i Norge og Sverige er utilfredse med, hvordan de danske og tyske høje priser smitter af på deres eget elmarked, især nordmændene har traditionelt være vant til meget billig strøm fra deres vandkraft. CERI mener nu, at de alligevel skal glæde sig over indtjeningen fra de høje priser, og forbigår, at pengene primært havner i lommerne på diverse energiselskaber. Dan Jørgensen har i øvrigt brilleret med at foreslå, at svenskernes store overskud på handelen bør inddrages af EU og klattes væk til andre projekter. Den idé er svenskerne ikke vilde med, og deres motivation for at opretholde kabelforbindelserne til Danmark er ikke blevet større herved.
CERI er godt klar over, at vi ville være i store vanskeligheder uden de forbindelser, det ville betyde, at vi formentligt selv skulle producere meget mere strøm på gasfyrede kraftværker. Det er også rigtigt. Men CERI undlader her at komme ind på fremtiden, hvor Danmark i løbet af få år vil udbygge kapaciteten af især solceller voldsomt. Når vores elforsyning i dag holdes oppe af udvekslingen med Norge og Sverige, hvordan skal det så gå, hvis vi får meget mere ustabil strøm?
Den slags uønskede spekulationer er fejet ind under gulvtæppet hos CERI. Til gengæld foreslår man, at den danske stat skal betale for fornyelsen af elkablerne til Norge. Staten kan i CERI’s univers betale for alting, det ser man også i en rapport om CO2-opsamling og lagring, CCS.
En anden interessant rapport handler om udtagningen af lavbundsjorde, der som bekendt ifølge treparts-aftalen skulle have reduceret Danmarks CO2-udledninger med 1,4 mio. ton allerede i 2030. Det indebærer udtagning af ca. 140.000 hektarer. P.t., her fire år før, er der reelt kun udtaget 635 ha. Klimaministeriet er dog godt klar over, at den er gal. CERI skriver:
Klimafremskrivningen forventer dog som sagt ikke, at målet om at udtage 140.000 hektar realiseres i 2030, hvorfor man heller ikke opnår den fulde effekt. Her forventes det i stedet, at udtagning af lavbundsjorde vil reducere udledningerne med 1,1 mio. ton CO2 i 2030.

Det vil sige, at ministeriet regner med en udtagning på ca. 83.000 hektarer. Også det finder CERI at være alt for optimistisk, man citerer Naturstyrelsen for et gæt på godt 50.000 ha, og når selv frem til, at der næppe bliver udtaget mere end 30.000 ha, jfr. fig. 1. Det får dystre konsekvenser for klimamålene:
Forsinkelser i lavbundsindsatsen har stor betydning for 2030-målet. Reduktionerne med det erfaringsbaserede skøn svarer til en merudledning ift. fremskrivningen på 0,7 mio. ton CO2 i 2030. Klimafremskrivningen forventer selv at nå 2030-målet med en buffer på 0,4 mio. ton. Dermed er der ikke udsigt til at nå klimamålet med den nuværende indsats.
CERI ender så med at anbefale at man drastisk nedskærer sagsbehandlingstiden for lavbunds-projekterne – i et desperat forsøg på at ”redde” klimamålet.
For nyligt udkom der en ny rapport fra CERI og den havde et anderledes positivt budskab for klimafolket. Titlen er: ”Fossil energi udgør mindre end 50 pct. af Danmarks effektive energiforbrug”. Det fik mediet Klimamonitor til begejstret at skrive:
Tænketank med positivt opråb: Den grønne omstilling er tættere på, end vi går og tror.
Det viser sig så, at rapportens hovedbudskab er baseret på de velkendte tanker om, at energi fremstillet direkte som elektricitet bør veje tungere i statistikkerne, end hvis den kommer fra brændstoffer. Bruger man f.eks. kul til produktion af el, får man kun måske 40% af kullenes energiindhold ud som elektricitet. Med en vindmølle vil der være måske 90%, der vil gøre nytte.
Det er et princip, som f.eks. Our World in Data allerede benytter. Her ganger man energiudbyttet fra sol og vind med en faktor, således at de ser ud til at levere en større andel af Verdens primære energiforbrug end de rå tal umiddelbart viser. Hvis et lands energiforsyning består af 95% brændstoffer og 5% vindkraft, vil man i statistikken vise det som ca. 90% brændstoffer og 10% vind.
Pointen er nu, at vores solceller og vindmøller ikke i fremtiden behøver at fremstille lige så meget energi, som vi nu anvender fra olie og gas. Så derved kan man sige, at Danmark er længere fremme med den grønne omstilling, end man umiddelbart skulle tro.
Danmark får som bekendt ca. halvdelen af sit energiforbrug dækket fra ”vedvarende” kilder, men langt det meste kommer fra biomasse, og her kan man naturligvis ikke foretage nogen korrektioner, da f.eks. halm brændes af på nøjagtigt samme måde som kul. Tilbage er der sol og vind:
I Danmark udgjorde sol og vind 13 pct. af bruttoenergiforbruget i 2024, men hele 17 pct. af det effektive energiforbrug.
Rapporten illustrerer situationen med diagrammerne vist her som fig. 2.

Den gode nyhed er selvfølgeligt, at vi vil få nemmere ved at gennemføre den grønne omstilling, fordi der ikke skal helt så mange solceller og vindmøller til. Men om hvorvidt omstillingen overhovedet kan lade sig gøre, vil rapporten ikke ind på:
Der er en række andre forhold end energieffektivitet, der vejer ind, når det optimale energisystem skal designes, ikke mindst behovet for en stabil forsyning af strøm, som sol- og vindenergi ikke kan levere uden backupkapacitet eller muligheder for lagring, …. En belysning af disse andre forhold ligger udenfor rammerne af denne analyse.
Det er jo de alvorlige forhindringer, så dem lader vi ligge.
CERI-initiativet var på papiret en god idé, men hvis tænketanken for alvor vil skille sig ud fra det rutinedrevne hylekor, så bør man anlægge en mere realistisk indgangsvinkel til klimasagen og den grønne omstilling. Det bør man gøre, også selvom nogle af aktørerne i branchen givetvis ville blive fornærmede. Men det er nødvendigt, hvis CERI vil leve op til målsætningerne om at sikre fornuften i brugen af skatteydernes penge.








Landbrugets folkemord startede med Dalgas.
“CERI finansieres bl.a. af Novo Nordisk Fonden…”
– interessant: Formanden har tidligere forholdt sig ret kritisk til de udmeldte ‘reduktionsmål’:
“Jeg kan simpelthen ikke rationelt forstå 70 procent-målsætningen. Den er bygget på en ambition om, at Danmark har førertrøjen inden for bæredygtig energi. Det har vi slet ikke. Kun en tredjedel af den bæredygtige energi, vi bruger i Danmark, kommer fra vind og sol. To tredjedele kommer fra noget så gammeldags som at brænde træer af”
https://sustainreport.dk/nyheder/rebien-danmark-har-ikke-foerertroejen-inden-for-baeredygtig-energi/