Bortforklaringer om RCP8.5

I de danske medier var der i lang tid total tavshed om det faktum, at klimaforskningen ved IPCC har opgivet tre af de mest pessimistiske scenarier, først og fremmest det forkætrede RCP8.5. I engelsksprogede medier kom der først en reaktion, da Donald Trump havde kommenteret, og her havde man naturligvis mest fokus på at nedgøre Trump.

Nu er imidlertid både Jyllands-Posten og Berlingske på banen med artikler. Først kom dog Weekendavisen, der for knap to uger siden bragte en længere artikel, skrevet af Gunver Lystbæk Vestergård. Her bliver vi sat grundigt ind i sagen og får først RCP8.5 beskrevet i detaljer:

I en RCP 8.5-verden vil halvdelen af verdens befolkning regelmæssigt opleve højere temperaturer, end deres kroppe kan holde til. Oversvømmelser og tørke vil skylle millioner af huse væk og udtørre kornmarker. Regnskove vil tørre ind til bare sletter og havisen smelte bort.

Derefter kommer Vestergård ind på reaktionerne, hvor man fra klimaforskningens side har nedtonet betydningen. Men er det så uvæsentligt?

En bagatel? Ikke ifølge den konservative politolog Roger A. Pielke Jr.
Nu meldte klimaforskerne så diskret ud, at de havde pensioneret RCP 8.5. Pielke Jr., der længe har angrebet scenariet for at være uvidenskabeligt og bygget på »et fundament af sand«, kalder det en »god nyhed«. 

Pielke Jr. mener ikke, at det er uvæsentligt, og derfor skal han lige karakteriseres som ”konservativ”. Det er han faktisk ikke, han stemmer demokratisk, men han har i hele sit virke nægtet at acceptere hele klimafortællingen og katastrofe-forudsigelserne. Det har han gjort på et sagligt grundlag hele vejen igennem.

Vestergård forklarer om RCP8.5:

Ét af de scenarier beskrev, hvad der ville ske med temperaturen, hvis udledningen af klimagasser fortsatte i samme tempo uden nogen politisk indgriben. Det blev til RCP 8.5.
»Det var aldrig tænkt som det mest sandsynlige scenario,« siger [en forsker].
»De skal også vide, hvor galt det kan gå. Hvad er worst case?«
Der var andre bud på, hvor meget temperaturen ville stige, hvis ingen klimapolitik blev indført, og de var meget mildere. »Så RCP 8.5 var det højeste af de høje bud.«

Og her hopper kæden af, da RCP8.5 aldrig var tænkt som hverken ”worst case” eller ”business as usual”, men blev født som et yderpunkt, for at modelfolkene kunne teste de ekstreme ender af deres computerprogrammer.

Vestergård skal jo helst se ud som om, at hun leverer en balanceret tekst, så Anthony Watts får da også lige ordet:

Anthony Watts kommenterede besk, at RCP 8.5 fik en »hel generation af børn til at tænke, at de ikke havde nogen fremtid«.

Vi skal nu forstå, at klimaforskningen selv var på vej væk fra RCP8.5. Vestergård skriver:

Herhjemme brugte DMI RCP 8.5 som standardindstilling i deres Klimaatlas, indtil de for nogle år siden gik over til det mere sandsynlige mellemscenario.

Tja, man kan bare stadigvæk finde RCP8.5, f.eks. i forudsigelserne om fremtidens havstigninger. Og der er ingen kommentarer om, at scenariet er mindre realistisk.

Og så får vi klimaforskningens figenblad serveret:

Komiteen tog RCP 8.5 ud, fordi prisen på vedvarende energi er faldet, klimapolitikker er ført ud i livet, og udledningerne er mindsket. Mennesket har således handlet sig væk fra scenariet, påpeger de.
I Danmark er prisen på solceller for eksempel faldet med 80 procent siden 2010, og hver sjette bil kører på el.
Det første store ryk mod den politiske aktivering, som nu har gjort RCP 8.5 overflødig, var Parisaftalen fra 2015.

Den har Vestergård slugt råt, selvom udbygningen med solceller og vindmøller ikke har haft nogen synlig effekt på forbruget af de fossile brændstoffer, og de årlige globale CO₂-udledninger er stadigvæk stigende. Hverken elbiler, Paris-aftale eller billionerne hældt ud på solceller og vindmøller har for alvor ændret på udviklingen. Når vi ikke er på vej mod RCP8.5 skyldes det alene, at det scenarie er helt uopnåeligt i praksis.  

Men det er jo ikke godt, at klimavidenskabens favorit-scenarie sådan forsvinder. Hvad så med sortsynet, de dystre forudsigelser og fremtidsudsigterne for forskningen? Her har man heldigvis fundet på at nedgøre betydningen af de ekstreme scenarier. Også de mere milde af slagsen vil føre til en katastrofe, hvis ikke vi gennemfører den grønne omstilling. Her citerer Vestergård Adrian Lema fra DMI:

»Der er videnskabelig konsensus omkring, at selv meget små ændringer i vores klima vil få større konsekvenser – mere ekstrem regn, hedebølger og så videre – end vi troede,« siger Lema.
Han påpeger, at der intet glædeligt er ved en stigning på »kun« 2,7 grader.
»Det koster menneskeliv at gå fra 48 til 50 grader de varmeste steder på Jorden.
Danmark går ved mellemscenariet mod mudrede marker, fugtige kældre og vestnilfeber fra myg.

Pyha, så kan hele forestillingen køre videre, som om intet var hændt. Umiddelbart kan man indvende mod Lemas udtalelse, at der ikke er noget sted på Jorden, hvor temperaturen vil stige fra 48 til 50 grader, andet end måske i nogle få timer, hvor det allerede er varmt, f.eks. i Mellemøsten omkring den Persiske Golf. Generelt foregår den ”globale opvarmning” i områderne meget tættere på Nordpolen, og her er det vintertemperaturerne der stiger mest. Det får naturligvis ingen til at dø af varme. At Adrian Lema kan få sig selv til at sige det – og at Vestergård sluger det råt – siger noget om desperationen i klimakredsene.

Men et meget mere fundamentalt spørgsmål er, hvad har computermodellerne og scenarierne overhovedet gjort af godt for menneskeheden? Der er brugt snesevis af milliarder af dollars på forsøgene på at opnå præcise og troværdige forudsigelser om fremtidens klima. De er så grundlaget for politiske initiativer for at ”redde” klimaet. Men hvis det hele bygger på falske forudsætninger, hvor meget har vi så brug for alle de vanvittigt kostbare tiltag med ”grøn omstilling”? Til det siger Lema m.fl. at det er lige meget med forskningsresultaterne, vi skal alligevel bare gøre som han siger.

Det her er ikke synderligt overbevisende…