Vi har allerede for et par måneder siden omtalt en artikel skrevet af Stefan Rahmstorf og en førsteforfatter, som vi ikke har hørt om før. Rahmstorf er som bekendt super-alarmist og forudser Jordens undergang på mangfoldige måder, ikke mindst i forbindelse med et stop for AMOC, den atlantiske havstrøm, hvori Golfstrømmen er en del.
Rahmstorfs artikel handlede om, at den globale opvarmning tydeligvis er ”accelererende”, og virkningen er der, selvom man sorterer effekterne fra El Niño’er, nedsat luftforurening og vulkanudbrud fra. Artiklens budskab blev hamret ind flere gange: Vi må se at få gennemført den grønne omstilling og udfase brugen af kul, olie og gas.
Nu har Frank Bosse fra Klimanachrichten skrevet en skarp gennemgang af Rahmstorfs værk, og der er ikke megen troværdighed tilbage efterfølgende.
Hovedfiguren fra Rahmstorfs artikel er vist her som fig. 1. Figuren viser opvarmningen i grader celsius pr. årti, dels et løbende gennemsnit (brun), dels et korttids-gennemsnit (rød) og endeligt linjer, der viser gennemsnittet for perioderne før og efter 2015 (blå). Sidstnævnte viser et gevaldigt spring netop i 2015, og derved er konklusionen om accelerationen slået fast.
Fig. 1 er grotesk i enhver henseende, og Frank Bosse sammenligner den da også straks med en kurve fra GISS, der viser temperaturafvigelsen år for år fra 2015, se fig. 2. Her ser man, at der absolut ingenting skete frem til 2023, men derefter tog temperaturen et voldsomt hop på ca. 0,4 grader. Det er jo ikke nogen ”acceleration” men derimod et pludseligt spring, som må have andre årsager end atmosfærens CO₂-indhold.
Nu kaster Frank Bosse sig over den såkaldte ”Arktiske Forstærkning”, som er udtryk for, at temperaturstigningen har været højere i de arktiske egne end på resten af Kloden. De arktiske egne har således ”forstærket” opvarmningen. Fig. 3 viser situationen, hvor man ser den månedlige temperaturstigning siden 1974. Her fører især området omkring Nordpolen kraftigt an.
Nu kan vi kigge på temperaturudviklingen år for år i Arktis, og resultatet er vist på fig. 4. Her er der tale om en opvarmning over årene, men absolut ikke nogen acceleration i de seneste 10 år. Tværtimod, der er slet ikke nogen temperaturstigning siden 2016!
Fig. 5 viser temperaturudviklingen i Arktis i 10-årige perioder siden 1974. I det første årti, 1974-84 var der en kraftig stigning. Siden da blev den meget beskeden, og for 2014-2024 er der ligefrem tale om et let fald.
Så Rahmstorf påstår, at der er en global acceleration siden 2015, mens der i Arktis er observeret et temperaturfald. Det er jo ellers Arktis, der skulle ”føre an” i opvarmningen og forstærke den. Bosse skriver ironisk:
Er kanariefuglen [i kulminen, red.] faldet ned fra pinden?
Fig. 6 viser den gennemsnitlige temperaturstigning pr. år i perioden siden 1974. Her ser man igen, hvordan der har været en betydelig stigning i Arktis (rød kurve), og den årlige stigning er langt højere end den globale (sort), om end den ikke udvikler sig yderligere siden 2015. Den globale stigning siden 1974 viser meget lidt udvikling, den har ligget konstant på omkring 0,02 oC/år, eller 0,2 oC/årti.
Bosse advarer generelt i mod at bruge ganske korte årrækker til at konkludere noget som helst om klimaet. Her har vi set en ”acceleration” af den globale temperatur og en ”opbremsning” af den arktiske udvikling. Bosse:
Ingen af delene er solid klimavidenskab: Både ”bortfaldet af den Arktiske Forstærkning” og ”accelerationen i den globale temperatur” siden 2015 er i virkeligheden kunstige konklusioner, frembragt af fejlagtig udnyttelse af uegnede klima-data. Den ene bliver (uretfærdigt nok) udbasuneret i medierne, om den anden hører offentligheden (retfærdigt nok) ikke noget.
Men vi ved det jo: Medierne er fokuseret på klimakatastrofen og bringer gladeligt alt, hvad der udkommer i den retning – hvorimod enhver form for realisme ikke er velset.
Danish