Problemer med biokul

Biokul er et af tiltagene, der skal frelse klimaet og bringe Danmarks udledninger af CO₂ ned med de 70% inden 2030. Biokul lyder rart, fordi der er et ”bio” med, men i virkeligheden er der tale om interessante og delvist ukortlagte kemiske processer, som man i alle andre sammenhænge end lige klimaet ville møde med betydelig skepsis.

Biokul fremstilles ved opvarmning af biologisk materiale, træ, halm, planterester osv., uden at der er ilt til stede. Det er den såkaldte pyrolyse. Med metoden undgår man, at materialet brændes af og bliver til CO₂. I stedet vil kulstofindholdet i materialet blive til mere eller mindre rent kul, der så kan lagres på passende vis – og derved er den pgl. mængde kulstof taget ud af kredsløbet og kan trækkes fra i klimaregnskabet. Ved siden af kullet produceres der en mængde gas og evt. olie, der kan bruges som brændstof, se fig. 1.

I Vrå blev et større pyrolyseanlæg sat i drift i 2024 af selskabet Stiesdal SkyClean. Anlægget er bygget sammen med en biogasproduktion, og fidusen er, at alt det resterende slam fra biogasanlægget kan tørres og derefter sendes til pyrolyseanlægget. Derved vil anlægget både fremstille ”CO₂-neutralt” brændstof og samtidigt bortskaffe kulstof. En – på papiret – ideel kombination.

Idriftsættelsen af anlægget forløb dog ikke uden problemer. Der gik ikke lang tid, før naboerne begyndte at klage over kraftige lugtgener, og flere mente også, at de blev direkte syge som følge af udslippene fra anlægget.

Myndighederne kom på sagen, og Hjørring Kommune udstedte adskillige påbud om målinger og tiltag til forhindring af udslippene. Anlægget måtte i 2025 bygges om på flere måder, og bl.a. skulle der installeres kulfiltre i nogle af skorstenene.

Flere undersøgelser har fastslået, at udslippene ikke skulle give anledning til de konstaterede helbredsproblemer, underforstået, at der nok er tale om hysteri. Og lugtgenerne siges også i det store og hele at være blevet reduceret, i hvert fald overholder anlægget diverse grænseværdier målt hos naboerne.

I hele sagsforløbet er det tydeligt, at myndighederne, bl.a. kommunen, har været tilbageholdende med at gå hårdt til Stiesdal SkyClean, virksomheden tjener jo et godt formål, ved at klimaet reddes. Havde det nu drejet sig om en plastikfabrik, ville piben nok have haft en helt anden lyd.

I litteraturen kan man finde oversigter over de stoffer, der kan dannes ved pyrolysen, og det er ikke småting, jfr. tabel 1. Der er tale om en lang række stoffer, der betragtes som miljøfarlige. De fleste ender i pyrolysegassen og ofte brænder man den af på stedet, til at sikre den nødvendige varme til pyrolysen, og derved slipper man af med langt størstedelen af de dannede stoffer og står tilbage med CO₂ og vanddamp.

Det fremstillede biokul skal man jo gerne af med på en passende måde. Man kunne selvfølgeligt begrave det eller lagre det i store bunker, men tanken er i stedet at sprede det ud på markerne. Det vil delvist fungere som gødskning, men samtidigt vil kulstoffet være bundet i mange år, og derfor slipper det ikke ud igen som CO₂.

Nu er problemet imidlertid, at biokul jo ikke er rent kulstof, men indeholder en lang række af de andre stoffer, der er dannet under pyrolysen. Derfor er myndighederne, bl.a. i Hjørring, tilbageholdende med at give tilladelse til, at biokullene bare spredes ud i større mængder.

I mediet Klimamonitor er debatten om pyrolyseanlægget i Vrå blusset op igen. En bekymret nabo  havde læst analyserapporterne igennem og bragte tabellen vist her som fig. 2. Her ser man en lang liste af problematiske stoffer, som der er målt på, men det kunne konstateres, at langt de fleste stoffer kun blev målt på ét ud af fire afkast (dvs. skorstene). Der var flere andre punkter ved siden af, hvor man kunne drage undersøgelsernes værdi i tvivl.

Situationen kompliceres af, at der er flere processer i gang. Pyrolysen er kun én af dem. Den har sin egen skorsten. Men før det kommer biogasanlægget, hvor biogassen skal renses for CO₂ m.v. og herefter kommer håndteringen af slammet fra dette anlæg, det skal tørres og lagres. Disse aktiviteter dækkes af de tre øvrige afkast. Her er der naturligvis ikke tale om tilstedeværelse af mange af de skadelige stoffer fra pyrolysen, så langt er man ikke kommet endnu.

Så analyseprogrammet er formentligt rimeligt nok, som også Stiesdal SkyCleans direktør påpeger i et svar i Klimamonitor.

Men tilbage står vi med en proces, der kan føre til dannelse af en lang række miljøfarlige stoffer, som både kan undslippe til luften eller befinde sig i biokullene – som ellers skulle spredes ud på markerne.

Som sagt er det ikke noget, der ville kunne opnå de nødvendige tilladelser uden drastiske forholdsregler. Men her drejer det sig om klimaet, og så går det meget nemmere. Biokul vil muligvis kunne pynte lidt på Klimaministeriets regneark vedr. klimamålene, men reelt har det ingen praktisk betydning og medfører store overflødige omkostninger – og så en vis risiko. Er det virkeligt sådan noget, vi gerne vil?