Klima i Medier, Klimarealisme i medierne

Fodboldens klima-kvaler

Verdensmesterskaberne i fodbold er skudt i gang i USA, og nogle af kampene skal spilles i Canada og Mexico. Det er noget, millioner af mennesker har glædet sig til og mediebevågenheden er massiv. Det burde jo umiddelbart blive betragtet som noget positivt, at Verdens lande kan samles om fredelig kappestrid, men så enkel er sagen naturligvis ikke i vore dage.

Det engelske medie The Guardian lægger hårdt ud med mesterskabernes konsekvenser for klimaet:

2026 VM er … på vej til at blive det mest forurenende VM nogensinde, med samlede drivhusgasudledninger, der vil ramme næsten to gange det historiske gennemsnit. Forskere forudser konservativt, at mesterskabet vil føre til omkring 9 mio. ton CO2-udledninger. Flyvninger udgør ca. 7,7 mio. ton af dette kulstof-budget.

Noget, der kalder sig New Weather Institute (”Nye vejr-institut”) har ligefrem udgivet en kort rapport med titlen: ”FIFA’s klima-blinde plet”. Her kan man læse, at FIFA’s synd bl.a. består i, at man medtager flere hold i mesterskaberne, fra tidligere 32 hold til nu 48, og det giver en masse ekstra flyrejser, og derved næres et farligt bål.

Klimakrisen rykker tættere på foldboldfesten, den driver ekstrem varme, der udsætter spillerne og tilskuere for fare, og oversvømmelser, der truer de stadions, der har været skueplads for tidligere VM-begivenheder. Det er ikke kun det ekstreme vejr. En varmere og mere uforudsigelig Verden vil gøre grundlaget for VM mere og mere vakkelvornt med forhold på stadions og i værtslandene, der slet ikke fremmer spillet.

Rapporten gør derefter opmærksom på, at FIFA sponseres af Aramco, det saudiarabiske olieselskab, der er ”Verdens største forurener”, og det er selvfølgeligt også helt uacceptabelt. 

FIFA er fast besluttet på at tjene penge på den nuværende situation i stedet for at fokusere på at få fodboldspillet til at trives i fremtiden.

Rapporten kigger på det nuværende VM og de to planlagte, hhv. Spanien i 2030 og Saudi Arabien i 2034. Hvor VM i perioden 2010-2022 førte til gennemsnitlige CO2-udledninger på knap 5 mio. ton, vil de tre følgende ende på mellem 6 og 9 mio. ton.

FIFA bliver derefter bebrejdet for deres valg af sponsorer, der er nogle af de værste ”forurenere” i Verden, og som pga. al omtalen i fodboldsammenhænge vil få mere forretning og derved ”forurene” endnu mere, dvs. udlede mere CO2. Det drejer sig om foruden Aramco også Gazprom og Qatar Energy.

Så får vi en gennemgang af udvalgte amerikanske stadions, mht. de forventede temperaturer og risikoen for oversvømmelse(!). I Florida kan der eventuelt blive tale om en risiko for orkaner. Andre steder kan blive ramt af naturbrande. Vedr. temperaturen bliver alt over 28 grader betragtet som yderst farligt.

Derefter får FIFA nogle gode råd til fremtiden. Færre hold til mesterskaberne, mindre stadions med færre tilskuere (hvilket også giver færre flyrejser til fans), og så skal de ”forurenende” sponsorer naturligvis droppes.

Medierne har naturligvis grebet sagen med kyshånd, og man kan finde overskrifter som følgende:

  • FIFA’s VM er blevet kaldt den mest dødbringende sportsbegivenhed i historien
  • På vej til at blive en klimakatastrofe
  • Det mest forurenende VM nogensinde, med totale udledninger, der rammer næsten to gange det historiske gennemsnit
  • Det farligste VM nogensinde? Klimaforandringerne giver en stigende risiko for spillerne.

Der udtrykkes bekymringer for tilskuerne, der jo er tilbøjelige til at drikke en del øl, og det er som bekendt farligt, når vejret er varmt. Ligeledes kan man læse, at spillet nok generelt vil blive noget langsomt, da spillerne ikke kan løbe så hurtigt, hvis temperaturerne er høje.

Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at tågehornene forsøger at blæse os bagover med en masse tomme argumenter. 9 mio. ton CO2, ud af de globale udledninger på næsten 50 mia. ton. Det er jo en meget lille ”omkostning”, hvis f.eks. op til 1,4 mia. mennesker har glæde af at følge kampene. Alt vrøvlet om varmen er jo også langt ude. Den globale temperatur er måske steget med ca. en grad, og det er næppe den, der gør forskellen mellem, at alt er perfekt, og til at vi står midt i katastrofen. Masser af sport afvikles under høje temperaturer, så det er jo ikke noget nyt. FIFA har i øvrigt gjort visse tiltag, f.eks. at lægge nogle af kampene om aftenen, eller indføre drikkepauser midt i halvlegene, hvis temperaturen er høj.

Men klimapropagandaen hviler aldrig. Alt, hvad menneskeheden foretager sig, er ”farligt” for klimaet, og det budskab skal bare hamres ind igen og igen. Af hensyn til troen på ”klimakatastrofen”.

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Michael Johansen

    Men med interessen for det her VM, må man så også konstatere at en stor del er ret ligeglade.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*