Problemer med bortskaffelse af CO₂

Som bekendt endte det store udbud af statsstøtte til CO₂-opsamling og deponi (CCS) med at Aalborg Portland blev tilbudt 16,4 milliarder i støtte over de næste 15 år. Der er nu underskrevet en kontrakt med Energistyrelsen på en støtte pr. ton på 874,75 kr. for bortskaffelse af 1,25 mio. ton pr. år. Støttebeløbet vil blive pristalsreguleret igennem perioden.

I alt var der bevilget 28,7 mia. kr. til CCS, men efter det oplyste kunne Energistyrelsen kun tilbyde en delvis støtte til den anden byder, ”Gaia” – en alliance mellem Vestforbrændingen og CIP (Copenhagen Infrastructure Partners). Det lød noget gådefuldt, da der reelt skulle være ca. 12 mia. kr. tilbage, og Gaia kunne kun bortskaffe 0,5 mio. ton pr. år. 12 mia. ville således muliggøre en støtte på ikke mindre end godt 1600 kr. pr. ton. Var det ikke nok?

Derefter kom nyheden om, at Energistyrelsen kun havde tilbudt Gaia 4 mia. kr. Det lød jo meget sparsommeligt, det ville kun svare til godt 500 kr. pr. ton, langt mindre end Aalborg Portland blev tilbudt. Det fremgik så også, at Gaia kunne nøjes med at bortskaffe en mindre mængde end de 0,5 mio. ton pr. år. Det sagde Gaia imidlertid nej tak til, de ville ikke kunne få investeringen til at hænge sammen med en mindre årlig omsætning.

Men hvorfor blev Energistyrelsen pludseligt så fedtet med pengene? Det er der naturligvis en forklaring på, og den siger noget om finurlighederne, når det offentlige skal ud med store armbevægelser. For det første er der moms på beløbene, så reelt skal Aalborg Portland modtage ca. 20,5 mia. kr., hvoraf dog momsen på de 4 mia. straks skal tilbageleveres til statskassen. Så var der kun 8 mia. tilbage til Gaia. Det var pudsigt nok også det beløb, Gaia havde søgt om.

Men hertil kommer så, at staten jo allerede opkræver CO₂-afgifter, ikke mindst fra fjernvarmesektoren. Når CO₂-en nu bliver samlet op og deponeret, så bliver den ikke længere lukket ud, og så bortfalder afgiftsbetalingen. Det tab havde man politisk vedtaget også skulle dækkes af CCS-puljen, og beløbet vil andrage 4 mia. kr. i de næste 15 år. Forstå det hvem, der kan, men resultatet var, at Gaia kun kunne få de 4 mia. kr. og derfor takkede nej.  

Slutresultatet er således, at Energistyrelsen kun får godt halvdelen af den forventede opsamling for alle pengene. Det er jo ikke så godt.

Man kunne nu være nysgerrig efter at se, hvad CO₂-opsamling egentligt koster. I litteraturen er der tal mellem 100 og 500 amerikanske dollars pr. ton, og vores hjemlige Klimarådet regnede med 800-1200 kr./ton. Hvad siger de friske tal her så?

Gaia’s tilbud på 0,5 mio. ton bortskaffet for 8 mia. kr. svarer til knap 1100 kr./ton. Det er noget dyrere end Aalborg Portlands aftalte støtte på de 875 kr. Men foruden støtten er der andre elementer i sagen. Det forlyder, at Gaia havde en aftale med Microsoft om køb af kulstofkreditter (”aflad”), men det vides ikke hvor meget, der ville blive betalt pr. ton, eller hvor store mængder det drejer sig om. Men her ville der være et godt tilskud til de 1100 kr./ton.

Det vides ikke, om Aalborg Portland har tilsvarende aftaler, men til gengæld har de fået massiv støtte fra EU til bygningen af opsamlingsanlægget. Det drejer sig her om ca. 1,6 mia. kr. Hvordan de kommer ind i regnskabet kan være svært at vurdere, men et groft overslag kunne gå ud på, at Aalborg Portland herved får reduceret sin investering med de 1,6 mia. kr. Hvis man regner med årlige renter + afskrivninger på 10% af beløbet (det er lavt for industrielle investeringer), så sparer Aalborg Portland 160 mio. kr. pr. år, svarende til 128 kr./ton CO₂ bortskaffet, og så bliver den totale støtte på omkring 1000 kr./ton. Hertil kommer, at cementfabrikken vil spare en del af den kommende CO₂-afgift på 125 kr/ton. Så er vi tæt på Gaia’s tal.

Gaia ville ellers altid forventes at være dyrere, dels fordi deres anlæg er mindre, og dels fordi deres røggas har en lavere procent CO₂ end en cementfabrik.

Så her står vi nu. Staten mangler ca. 1 mio. ton CO₂-opsamling i forhold til klimamålet. Ørsted, der allerede pr. 1. januar i år skulle være i fuld gang med at indsamle deres 430.000 ton CO₂/år er så vidt vides ikke kommet i gang endnu. Der er åbenbart tekniske eller praktiske problemer.

Man kan i sagen her undre sig over Klimaministeriet og Energistyrelsens håndtering. Hvis de i forvejen vidste, at der skulle bruges 6 mia. kr. på moms og 4 mia. på noget afgifts-halløj, hvorfor bildte de så politikerne ind, at det ville være muligt at bortskaffe de 2,3 mio. ton for de resterende knap 20 mia. kr.? Det svarer til en støtte på under 600 kr./ton, hvilket virker meget urealistisk. Men lukkede man i ministeriet og styrelsen bare øjnene og håbede på det bedste?