Når umoderne folk som undertegnede fylder sin benzinbil op på tankstationen, er der valget mellem to typer brændstof. ”E5” og ”E10”, hvor sidstnævnte er lidt billigere og efter reklamerne også lidt dårligere. ”E” står som bekendt for ethanol, eller på dansk uskønt stavet med ”æ”, ætanol, den alkohol, vi også finder i øl, vin og spiritus. Tallene står for hvor mange procent af brændstoffet, der udgøres af ætanolen.
Men hvorfor i al verden putter vi ætanol i benzinen? Årsagen skal findes tilbage i 70-erne og 80-erne, hvor der var mangel på olie, og hvor den kom fra tvivlsomme leverandører i Mellemøsten. Ideen var således, at man indenlands skulle fremstille noget ætanol ud fra hjemmedyrket biomasse, og den kunne så bruges til at spæde benzinen op.
Bl.a. i USA udviklede det sig til en kæmpe forretning, hvor især majs blev dyrket i store mængder med henblik på fremstilling af brændstof. Herom har en Todd Kiefer skrevet en interessant og lærerig rapport.
Oprindeligt var tanken, at man kun skulle bruge den spiselige del af majsen i en kortere årrække, derefter skulle der være udviklet metoder til at fremstille ætanol ud fra alle de øvrige dele af planterne. Desværre er det ikke rigtigt lykkedes, og derfor er det spiselig majs, der stadigvæk bruges i kolossale mængder til fremstilling af brændstof. Og udviklingen er gået stærkt, som det fremgår af fig. 1.
I dag udgør majs 55% af de dyrkede afgrøder i USA, og heraf bruges 40% til ætanol. Det betyder at ca. en femtedel af USA’s landbrug er helliget brændstoffer. Der er tale om afgrøder, der ville være lige så velegnede som føde til mennesker, og i en tid med stramme fødevareressourcer i Verden er det måske ikke så hensigtsmæssigt. Men energi – og det afledte klima – overtrumfer alt.
USA er jo i mellemtiden kommet i den situation, at man har overskud af olieproduktionen og dermed også af benzin, og den kan nu eksporteres. Så der er ikke noget rationelt behov for at fortsætte med at bruge de enorme mængder af majs. Men her kommer stærke erhvervsinteresser ind i billedet. Majsdyrkningen til brændstof er selvfølgeligt forsødet med statstilskud, og både majsdyrkerne og ætanolfabrikanterne ser ingen som helst grund til, at der skal laves om på noget.
Det kunne man måske forsvare, hvis ætanolen i benzin giver mening i øvrigt, men det gør den ikke. Problemet er, at der er et meget stort forbrug af fossile brændstoffer til hele processen med dyrkning, gødskning, høst og håndtering og den efterfølgende omdannelse af majsen. Der er uenighed i videnskaben om, hvor slemt det står til, men et godt bud er, at for hver kJ energi, man bruger fra olie og gas, får man kun ætanol med et energiindhold på 1,5 kJ.
Det er den såkaldte ERoI, ”tilbagebetaling af energien”, og den bør som minimum i et moderne samfund ligge på 6 eller derover. Dvs. 6 kJ i stedet for de 1,5. Hvis energien er mere besværlig at fremskaffe end det, vil samfundet tabe penge og udviklingen gå baglæns. I Romerriget for 2000 år siden, lå ERoI ifølge Kiefer på knap 3.
Så tilsætningen af ætanol til benzinen er ikke den store fidus rent energimæssigt, og dermed har den også en forsvindende effekt på udledningerne af CO2. Kiefer anfører at klimaregnskabet reelt bliver negativt, hvis man medtager ”udledningerne” fra anvendelsen af de pgl. marker til majsdyrkning. Hvis de arealer f.eks. blev tilplantet med skov, ville de optage større mængder CO2 og så står vi i den situation, at blandingsbenzinen er ”værre” for klimaet, end hvis man droppede den.
Hertil kommer, at majsdyrkningen indebærer et heftigt vandforbrug, langt mere end fremstilling af benzin ud fra råolie medfører, jfr. fig. 2. Pr. kørt kilometer koster E10-benzin således 18 gange så meget vand som ren benzin. Vand er jo mange steder en knap ressource, hvor man driver rovdrift på grundvandsforekomster til vanding i landbruget. Så ud over at være energi- og klimamæssigt mere end tvivlsomt, giver ætanol-satsningen også vand- og miljøproblemer i øvrigt.
Måske så ætanol i benzinen ud til at være en fornuftig idé i tiderne med energikriser, men fejlagtige politiske ideer er ikke nogen god begrundelse for at fortsætte med noget, der gør mere skade end gavn.
Danish
Spørger man fagfolk om dette betegnes majs dyrket til energiformål, som “Energimajs”. Udover fremstilling af ætanol anvendes majs også i stor stil som råvare til gasproduktion i biogasanlæg.
Mange tror at gylle er den primære kilde til biogas, men det er forkert, da gyllen ikke har et tilstrækkeligt energiindhold til en fornuftig produktion. Gylle er derimod et fantastisk medium, hvori de egentlige råvare til biogassen kan opslemmes i. I Tyskland har energimajs været brugt intensivt i mange år i biogasanlæg.
Forgasning af biologisk affald med højt energiindhold, som f.eks. fiskeri- og slagteriaffald i biogasanlæg giver god mening og kan sammen med gyllen give en fornuftig måde at udnytte dette affald på. Man forsøger sig også med dybstrøelse og også med halm. Sidstnævnte er dog svær at håndtere. Men at bruge afgrøder som majs og korn til biogasproduktion er efter min mening hul i hovedet. Det er umoralsk at anvende arealer, som kan anvendes til fødevareproduktion og når disse arealer tillige gødes med risiko for udvaskning af næringsstoffer til vores fjorde er kæden altså hoppet af.