Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Klimarådets dom

En gang om året skal der følges op på klimamålene, for at se, om Danmark stadigvæk er på rette vej til at ”redde” Verden. Det er jo afgørende, at vi i 2030 udleder 70% mindre CO2, end vi tror, at vi gjorde i 1990.

Indtil for få år siden var det Energistyrelsen, der foretog vurderingen i form af en fremskrivning til mål-året. Men her blev man for pessimistiske i bedømmelsen af mulighederne for at nå målene. Opgaven med fremskrivningerne blev derefter overtaget af Klima-ministeriet, her ved man nok, hvordan sådan noget skal skrues sammen.

Umiddelbart skulle man tro, at klimamålene ville være alvorligt i fare. Udbygningen med vindmøller, både til havs og til lands halter langt bagefter de store planer, og Danmark importerer masser af elektricitet, noget af den fremstillet ved kulkraft i Tyskland. Der er stillet en del solceller op, men selv her er der langt til f.eks. Energistyrelsens visioner for den nærmeste fremtid. Så er der landbruget, hvor omlægning af lavbundsjorde går langsomt, for nu at sige det mildt. Hertil kommer opsamling og deponi af CO2, som er voldsomt forsinket, og hvor de nuværende aftaler ligger langt under de planlagte mål. Det eneste plus i regnskabet er reelt, at folk har købt mange flere elbiler end forventet + at Molslinjen vil overgå til elektriske færger…

Vi så for nyligt ministeriets status og fremskrivning, her måtte man indrømme, at ikke mindst CO2-opsamlingen betød et alvorligt indhug i mål-opfyldelsen, hvor man fra 2025 til 2026 gik fra et ”overskud” på 1,5 mio. ton CO2 i 2030 til kun 0,4 mio. ton, hvilket er betænkeligt tæt på nul. Men ministeriet var optimistisk, det skal nok gå alt sammen.

Næste trin i processen er så Klimarådets kommentarer til fremskrivningen, de blev offentliggjort i går ved middagstid. Klimarådet deler ikke ministeriets optimisme, og gør opmærksom på en stribe problemer ved hele sagen. Man skriver:

Klimarådet vurderer, at udledningerne sandsynligvis bliver højere, end fremskrivningen forventer. Det skyldes, at fremskrivningen i flere sektorer sandsynligvis er for optimistisk og dermed undervurderer udledningerne. Omvendt har Klimarådet ikke identificeret sektorer, hvor fremskrivningen overvurderer udledningerne.

  • Øget aktivitet på raffinaderier og afbrænding af raffinaderigas
  • Mindre produktion af biogas
  • Øget metantab fra biogas
  • Langsommere udtagning af lavbundsjorder
  • Langsommere skovrejsning

Generelt beklager Klimarådet, at ministeriet ikke foretager nogen særligt grundig vurdering af usikkerhederne på alle de fremlagte tal. Specielt bør man her kigge på udtagningen af lavbundsjorde og skovrejsning, hvor tallene er meget teoretiske i forvejen, udviklingen indtil nu er gået uendeligt langsomt, og det er svært at være særligt optimistisk mht. fremtiden.

Usikkerheden gælder ikke kun i land- og skovbruget:

På andre områder bør fremskrivningen dog stadig forbedre dokumentationen og øge transparensen. Det gælder særligt dokumentationen om indfasning af eldrevne varebiler, øget kørsel i elbiler frem for fossile biler, affaldsforbrænding og landbrugsfremskrivningen. Ufuldstændig dokumentation og manglende forklaring af intuitionen i beregningerne gør det svært at vurdere, om fremskrivningen er retvisende, og det begrænser muligheden for åbne og konstruktive dialoger om data og metode.

Så er der det helt fundamentale spørgsmål om hvordan, målopfyldelsen skal bedømmes. Loven siger, at reduktionen skal findes som gennemsnittet af tallene for de tre år 2029-2031. Det ved ministeriet, ikke kommer til at virke, bl.a. fordi CO2-opsamlingen først for alvor starter i 2030. Ministeriet kigger derfor alene på 2030. Klimarådet er ikke enige i den fremgangsmåde og skriver:

Ifølge klimalovens bemærkninger skal 2030-målet opgøres som et 3-årigt gennemsnit omkring målåret. Derfor bør fremskrivningen også opgøre udledningen som et 3-årige gennemsnit, når fremskrivningen forholder sig til målopfyldelse i 2030 og 2035.
Hvis klimamålet på 70 pct. reduktion opgøres som et 1-årigt punktmål i 2030, viser fremskrivningen en overopfyldelse på 0,4 mio. ton CO2e. Hvis klimamålet modsat opgøres som et 3-årigt gennemsnit, er der et udestående reduktionsbehov på 0,2 mio. ton CO2e. Dermed nås klimamålet ifølge fremskrivningens egne tal ikke.

Så er der alle Energinets kvaler med at få tilsluttet nye brugere og producenter. Specielt den påtænkte voldsomme udbygning med solceller kan her blive et problem. Klimarådet:

Der er kapacitetsbegrænsninger i elnettet, og Energinet har oplyst, at udbygningen af elnettet fremadrettet ikke kan følge med efterspørgslen.
Det er dog uklart, hvorvidt fremskrivningen har taget højde for disse begrænsninger. Fremskrivningen beskriver, hvordan nettilslutningsaftaler indgår i vurderingen af udbygningen af vedvarende energi og i tilslutningen af datacentre. Det er dog ikke beskrevet, hvordan kapacitetsbegrænsninger indgår i vurderingen af tilslutning af nyt elforbrug ud over fra datacentre.

Så er der elbilerne, hvor Klimarådet mener at have fundet nogle gådefulde tal:

I den nye fremskrivning vurderes elbilers gennemsnitlige årskørsel at være en smule højere end for dieselbiler og markant højere end for benzinbiler. Dertil fremskrives en generelt større nedgang i gennemsnitlige årskørsler for fossilbiler end for elbiler frem mod 2030. Justeringen er ifølge fremskrivningen en af de væsentligste årsager til den reducerede udledning på 0,8 mio. ton CO2e i 2030 sammenlignet med sidste års fremskrivning.
Justeringen bygger på nye synsdata, men er ikke dokumenteret nærmere i fremskrivningen. Det gør det vanskeligt at vurdere, om den nye opgørelse af kørselsmønstre er retvisende, og om den substitution, der modelteknisk sker mellem benzin- og dieselbiler og elbiler, afspejler den faktiske adfærd. Fremskrivningen fremlægger heller ikke teoretiske argumenter for, hvorfor elbiler skulle køre markant mere end fossilbiler.

Det nævnes, at ministeriet forventer en kraftig stigning af produktionen af biogas, der så kan fortrænge mere naturgas i ledningsnettet. Imidlertid er der problemer her, fordi al ny biogas kræver statsstøtte, og dens fremtid er ikke afgjort endnu. Derfor er der en risiko for, at stigningen i mængderne af biogas bliver betydeligt mindre, og derved skal der fortsat bruges mere naturgas. Det går jo ud over klimaregnskabet.

Og så er der lavbundsjordene:

Fremskrivningen forventer en betydelig udtagning af kulstofrige lavbundsjorder, svarende til at målet for udtagning nås i 2033. Dog ser de nuværende incitamenter ikke ud til at kunne levere denne udtagning inden for den givne tidsramme. Klimarådet peger i Statusrapport 2026 på, at den planlagte afgift på 40 kr. pr. ton CO2e sammen med de eksisterende tilskudsordninger kun gør det økonomisk attraktivt at udtage omkring 20.000 hektar. Først ved et afgiftsniveau omkring 125 kr. pr. ton CO2e bliver det økonomisk attraktivt at udtage omkring 70.000 hektar, som er den størrelsesorden fremskrivningen forventer. Det er derfor sandsynligt, at fremskrivningen undervurderer udledningen fra kulstofrige lavbundsjorder.

Som vi har set, er det kun nogle få hundrede hektarer af de påtænkte 70.000 ha, der faktisk er udtaget ind til nu. Men så mener Klimarådet bare, at vi må flå landmændene noget mere.

Og så har Klimarådet en meget realistisk indstilling til CCS, opsamling og lagring af CO2. Her gik det jo ikke så godt med udbuddene, og ifølge Rådet skyldes det oplagte årsager:

Værdikæden er stadig umoden, og der er både tekniske usikkerheder forbundet med at få lageret til at fungere og administrative udfordringer i form af nødvendige tilladelser. Dertil kommer usikkerheder knyttet til transporten af CO2, ligesom samtlige faser involverer større anlægsprojekter, der erfaringsmæssigt er forbundet med betydelig risiko for forsinkelser og overskridelser.
Dette gælder især for Aalborg Portlands projekt. Selv om virksomheden har forpligtet sig til reduktioner fra 2030, må det forventes, at Aalborg Portland har indregnet en risiko for forsinkelse i sit bud — enten i støttebehovet eller kontraktmæssigt — og således er økonomisk rustet til at modstå eventuelle forsinkelser og bøder.

Klimarådet lufter her den samme mistanke, som vi har gjort her på siden. Aalborg Portland må have nogle aftaler eller garantier, der sikrer, at virksomheden ikke skal betale kæmpebøder, hvis det ikke lykkes at få gang i CCS-processen pr. 1. januar 2030.

Alt i alt er Klimarådet skeptisk, og det med god grund. Heldigvis sker der jo ikke noget med klimaet, selvom Danmark ikke skulle nå sit 70%’s mål i 2030. Det eneste man dog kan frygte, er en eller anden ugennemtænkt panikreaktion fra den røde regerings side. Vi må håbe at fornuften får overtaget.

Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Jesper Jagd Ottosen

    Regeringens egne forventninger til opfyldelsen af de grønne omstillingsmål hviler på kreativ bogføring. Nu har Klimarådet rejst kritik af tempoet. En realistisk kritik af landets samlede CO2-budget er der ikke tale om. Nej, det går ikke så godt med den grønne omstilling. Det kan man glæde sig over, hvis det betyder et langsommere tempo i spild af penge og forkrøbling af kritisk infrastruktur. Desværre kan skaden nå at blive voldsom og ekstremt dyr at rette op på, inden den økonomiske nødvendighed åbner befolkningens øjne for vanviddet i en grad, der resulterer i politisk konsekvens. CCS er et glimrende eksempel på elendigheden. Aalborg Portland modtager mere end 70 pct. af midlerne i statens CCS-pulje. Alligevel ender udbuddet med kun at levere lidt over halvdelen af den CO2-fangst og -lagring, politikerne oprindeligt havde håbet på ifølge Energy Supply. Der høres stadig højere klagesange. Staten må påtage sig en større risiko, hvilket er det grønne bistandssegments foretrukne udtryk for “send flere penge”. Nu følger jeg spændt Danmarks grønneste regerings livtag med problemerne, og god fornøjelse med det! Inden den overtog og sågar løftede overliggeren fra tidligere regeringer, burde den have taget notits af det måske mest gennemslagskraftige politiske slogan: It’s the Economy, Stupid!

  2. Den Røde Firkant må nedsætte en kommission, der kan kulegrave sagen og afgøre om Ministeriet eller Rådet har ret – og om der i givet fald kan tages tjenstlige skridt mod de ansvarlige ledere.

    Kommissionen skal færdiggøre sit arbejde inden udganggen af 2030.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*