Glemmer folk klimaet?

Mange toneangivende klimaforkæmpere føler sig utrygge i disse tider. Her i Danmark var klimaet ikke noget stort tema ved den seneste valgkamp til Folketinget, ja klimaet var nærmest glemt. Klimaet bliver i det nye grundlag for firkløverregeringen kun nævnt med et par sætninger, men derimod gøres der meget ud af energiforsyningen, men her med vægt på “forsyningssikkerhed” og uafhængighed, fremfor som et forsøg på at “redde” klimaet.

Det går også trægt med den grønne omstilling i Danmark, der bygges stort set ingen vindmøller på land, og det går ligeledes langsommere med solcellerne. Et meget stort problem er det faktum, at Energinet slet ikke kan tilbyde tilslutninger til nye anlæg – producerende såvel som forbrugende – før om måske adskillige år.

Hele brintprojektet er også i vanskeligheder, det er gået op for aktørerne, at økonomien er temmelig håbløs, og de har tøvet med projekterne eller helt aflyst dem. I desperation har EU og Tyskland nu lovet milliardstøtte til danske brintproducenter. Det blev fremhævet som en god nyhed, men er primært udtryk for håbløsheden blandt politikerne på begge sider af grænsen. Og nytter støtten noget? Brinten vil stadigvæk være alt for dyr at producere, så hvem skal dække de eventuelle tyske køberes løbende underskud i al fremtid i den forbindelse?

En anden ”god” nyhed var, at der er indtil flere selskaber, der har budt på de nye havvindmølleparker i hhv. Nordsøen og Kattegat. Det var en ”glædelig overraskelse” for folk, der ikke har nogen indsigt i sagen. Faktum er jo imidlertid, at Energistyrelsen tilbyder de såkaldte differencekontrakter, hvor vindmølleejerne er garanteret en fast pris på al elektriciteten i de næste 15-20 år – og det selv hvor møllerne ikke kan få lov til at producere i perioder med overkapacitet. Hvis ellers investorerne kan gennemføre projekterne inden for tid og budget – og de i øvrigt har regnet rigtigt, så er der absolut nul risiko ved hele foretagendet. Skatteyderne og/eller elkunderne (det er de samme mennesker) betaler hele gildet, i form af tilskud eller elpriser, der bliver betydeligt højere, end vi har i gennemsnit over året p.t.

Klimaet skal som bekendt også ”reddes” ved CO₂-fangst og lagring, men heller ikke her går det godt, de offentlige penge rækker kun til lige godt halvdelen af de forventede mængder.

Klimarådet har netop udsendt en rapport, hvor man har målt folkestemningen mht. klimaet. Der er foretaget spørgeskemaundersøgelser, og Klimarådet glæder sig over resultatet, der viser ”opbakning” til klimasagen og den grønne omstilling. Spørgsmålene kommer naturligvis ikke ind på de reelle omkostninger ved klimatiltagene, som i praksis vil medføre høje energipriser og tab af velstand og velfærd. Man holder sig til myterne om den åh-så-billige energi fra sol og vind, og så er det jo nemt at få opbakning.

Medierne forsøger at puste klimasagen op med den ene skrækhistorie efter den anden. AMOC går snart i stå, og så fryser Storebælt til igen. Alle regnbyger udnævnes til at være ”farlige”, ”usædvanlige” og en følge af ”klimaforandringerne”. Vi har allerede haft årets første ”hedebølge”-historie og ellers glæder klima-parnasset sig til den kommende El Niño, hvor Verden vil begive sig ind i ”ukendt klimafarvand” og alting vil gå galt.

Men danskerne går ikke mere på gaden i store demonstrationer og forlanger redning fra ”klimakrisen”. Andre ting vejer tungere.

I USA mærker man til de nye vinde vedrørende klimaet. I Joe Bidens tid blev der øst milliarder ud i forbindelse med hans Inflation Reduction Act, IRA, og platuglerne stod i kø for at få fingre i de rare penge. Kamala Harris ville helt sikkert have fortsat festen, men i stedet blev Donald Trump valgt til præsident, og han har bremset kraftigt op. Nogle af milliarderne fra IRA er blevet trukket tilbage, statsstøtte til ”vedvarende energi”-projekter er ophørt, og en stribe havvindmølleparker er blevet aflyst. Samtidigt er der kommet yderligere gang i den indenlandske udvinding af olie og gas, hvilket USA nyder godt af nu, hvor iranerne har blokeret Hormuz-strædet.

Men hvis nu der i 2028 bliver valgt en demokratisk præsident, så bliver udviklingen vel bare drejet 180 grader – tilbage hvor den kom fra? Det er ikke så sikkert, fordi et nyt nøglebegreb i amerikansk politik er affordability, dvs. at priserne skal være rimelige, folk skal have råd til f.eks. energien. De stater i USA, der er langt fremme med grøn omstilling, har også nogle af de højeste energipriser, med Californien på en førsteplads.

Demokratiske politikere, f.eks. i Kongressen, har været nødt til at tage affordability til sig, og det vinder helt klart langt mere genklang hos vælgerne end nogle abstrakte trusler fra en lidt højere global temperatur – der i øvrigt ikke har haft nogen synlige konsekvenser lokalt.

Mediet MasterResource tager spørgsmålet op i en interessant artikel. En amerikansk aktivist citeres således vedr. situationen på følgende måde:

Måske er problemet ikke klimabenægteri. Måske er det klima-kommunikationen. Vi har prøvet at skræmme folk eller at få dem til at skamme sig, så de begyndte at tage det alvorligt, men det er ikke effektivt. Er tiden inde til, at vi helt genovervejer, hvordan vi skal tale om klimaet og bæredygtighed? Vi har brugt år på at påvirke folk gennem frygt, data og en moralsk forpligtelse. Resultaterne er blandede.

MasterResource fokuserer meget på en længere artikel skrevet af Bill McKibben, klima-aktivisten over dem alle. Her citeres følgende:

Mens vælgerne i svingstaterne i overvældende grad betragter klimaforandringerne som et problem, har det ikke høj prioritet for dem at gøre noget ved det… Flertallet af amerikanerne mener, at klimaforandringerne er et problem, men klimaet har mindre betydning end andre politiske emner, som f.eks. at folk skal have råd til at leve.
[Det er også konstateret] at man især forbinder demokraterne med ordene ”klima” og ”klimaforandringer”, og det anbefales helt at droppe de to ord i partiets kampagner.

McKibben begræder udviklingen. Politikerne fokuserer nu på andre ting end klimaet, og alle de store selskaber, der ellers var med på den grønne bølge, falder nu fra og koncentrerer sig om deres forretninger.

De store mediers dækning er også for nedadgående, i 2025 var der således 35% færre indslag om klimaet på de førende TV-stationer end der var i 2024, se fig. 1.

McKibben mener at kunne konstatere, at det amerikanske folk stadigvæk er bekymret over klimaet og skriver:

Og det forbavser mig ikke spor. Det er ikke, som om at præsidenten og hans olieindsmurte regering har fremlagt nogen overbevisende ny beskrivelse af klimaet. Han bralrer bare løs om det ”Nye Grønne Fupnummer”.

Hvorefter McKibben bliver lidt mindre høflig, det må læseren selv opsøge i hans artikel. Derefter kommer han til alle velsignelserne ved den grønne omstilling:

Jeg agter at udføre et frontalt angreb på begrebet ”at have råd til”, hvor jeg ikke kun kigger på prisen på æg, men på priserne på benzin, gas og elektricitet og forsikringer. … De er alle tre et resultat af fejlene ved at fortsætte med vores nuværende energisystemer. Alt hvad man kan sige er, at en hurtig overgang til ren energi presser priserne ned. Hvis jeg skulle udarbejde annoncer til kongresmedlemmerne ville jeg helt sikkert have én om Australien, der fra juni vil begynde at levere strøm gratis i tre timer hver eftermiddag til alle sine borgere. Tal om at have råd!

Ja, McKibben, eller tal om at sætte sig ind i tingene. Gratis strøm har vi også i Danmark om eftermiddagen på mange sommerdage pga. overproduktion fra solceller her i landet og i Tyskland. Men som det fremgår af fig. 2, så bliver priserne om natten noget helt andet. Har folk råd til at betale næsten 4 kr. pr. kWh, når de har travlt med de hjemlige sysler?

Vi ser her, hvordan klimaforkæmperne klynger sig til de samme trætte argumenter om billig sol og vind. Folk, der ser deres elregninger stige fra år til år er næppe imponerede. Og herudover optræder McKibben ellers bare med træt klima-propaganda om temperatur- og havstigninger osv., de kan ikke rigtigt motivere nogen nær så meget som udsigten til at skulle betale 4 kr. for en kWh strøm.

Gad vide, hvornår danske politikere indser, at alle de frygteligt mange milliarder spenderet på klimaet ikke vil have den store folkelige opbakning, hvis de økonomiske og tekniske realiteter blev fremlagt åbent og ærligt.