Vil EU forbyde vindmøller?

Der sidder mange bureaukrater nede i Bruxelles, og de skal jo have tiden til at gå med ét eller andet. Helt tilbage i 2018 barslede de med en såkaldt forordning, der skulle få noget skik på elnetværkerne rundt omkring i Europa.

Ideen var absolut fornuftig, fordi elmarkedet var ved at udvikle sig til noget af et Klondyke, hvor investorer satte både solceller og vindmøller op uden nærmere overvejelser, om strømmen overhovedet ville blive brugbar. Når det blæste, snurrede vindmøllerne, og når Solen skinnede, afgav solcellerne strøm – som de nu bedst kunne. Ingen tænkte nærmere over, at elnettet kræver meget nøje overholdelse af grænserne for f.eks. frekvensen eller spændingen af strømmen. Med kørende kraftværker, fyret med kul, gas eller kerne-, var det ikke noget problem, men med svingende sol og vind var det noget andet. Tilmed er både solceller og vindmøller meget dårlige til netop at opretholde en fornuftig frekvens eller spænding.

Hertil kommer, at langt det meste udstyr er forsynet med sikkerhedsanordninger, der skal forhindre at tingene bliver beskadiget, hvis f.eks. spændingen eller frekvensen i nettet afviger for meget fra det, de bør være. Et pludseligt dyk i spændingen kan således være ødelæggende for elektronikken i en vindmølle, og derfor vil den automatisk blive koblet fra.

Det er fint nok som beskyttelse, men nettet får lynhurtigt problemer, hvis for meget udstyr kobles fra uden varsel og over kort tid. Det var bl.a. det problem, der medvirkede til det store Iberiske Strømsvigt for to år siden. Der var ubalancer i frekvens og spænding, og så koblede både den ene og den anden producent fra, og det var mere, end systemet kunne rette op igen.

EU’s forordning: RfG (Requirements for Generators – “Krav til generatorer”), er et digert værk, der stiller detaljerede krav til, hvad alle typer af kraftværker (inkl. vindmøller – og solceller over en vis størrelse) skal kunne klare uden at koble ud – i hvert fald ikke med det samme. Der er også krav om, hvornår og hvordan de skal koble sig ind igen – det skal der jo også være styr på, så netværket ikke pludseligt drukner i strøm.

Inden det går så galt, stiller EU også krav om, at kraftværket skal kunne skrue midlertidigt ned for produktionen – for f.eks. at stabilisere frekvensen – og det bør helst kunne ske ved fjernstyring. Det er umådeligt kompliceret og meget EU’sk, men det viser også, hvor desperate man efterhånden er i elforsyningen med store mængder af uregerlig strøm fra vindmøller og solceller.

Forordningen er nu af de enkelte landes eldistributører – i Danmark er det Energinet – blevet udmøntet i lokale regler. Det var en tung proces, med høringer og dialog med interesserede. Først i 2025-26 blev Energinet klar med regelsættet. Her en smagsprøve:

DK1: 47,5 – 48,5 Hz: 30 min. 48,5 – 49,0 Hz: 30 min.
DK2: 48,5 – 49,0 Hz: 30 min.
Teknisk præciserende tekst: Det betyder, minimum 30 minutter i frekvensområdet 48,5 Hz til 49 Hz samt 30 minutter i frekvensområdet 47,5 Hz til 48,5 Hz. Hvis frekvensen er under 49,00 Hz i over 60 minutter, er der ikke krav til, at anlægget skal forblive tilsluttet længere end de 60 minutter.

Vindmøllen skal således i Jylland/Fyn (DK1) kunne køre videre i minimum 30 minutter, selvom frekvensen i nettet er faldet til mellem 47,5 og 48,5 hertz, hvor den jo normalt skal være 50 hertz. Er frekvensen kun lige under 49 hertz, skal møllen kunne fortsætte i en time.

Reglerne her stiller store krav til al den elektronik, der skal installeres på møllen eller solcellerne. Beskyttelse, fjernstyring og kontrolleret stop og start. Det er ikke noget, man gjorde så meget ud af tidligere. Forordningen gælder således ikke anlæg, der er taget i drift før en vis dato, men den gælder fuldt ud for alle nye anlæg.

Her er Danmark i den situation, at vi kun har opstillet meget få vindmøller på land i de seneste år, og derfor har problemet ikke været så aktuelt.

Men nu er det gået galt med seks helt nye 4,5 MW Vestas-møller, der er blevet sat op i nærheden af Randers. Energinet har konstateret, at de ikke lever op til RfG-kravene og har derfor beordret dem stoppet. Så vågnede branchen endeligt, trods høringer osv. var der ikke rigtigt nogen, der reagerede, før den nye forordning var på gaden. Der blev hyl og skrig, man kunne jo pludseligt konstatere, at ikke en eneste ny vindmølle i Verden ville kunne leve op til betingelserne.

Energinet er noget på hælene i forvejen, og gav så en midlertidig tilladelse til, at møllerne kunne køre videre. Nu skal man kigge på reglerne én gang til, for at finde en mere permanent løsning.

Undertegnede skal ikke gøre sig til dommer over, hvad der er fornuft eller ej i sagen her. Man må bare igen konstatere, at de nye regler er et symptom på det grundlæggende problem, der er med at indføre variable og upålidelige kilder i en elforsyning. Jo større andel af forsyningen, der ønskes dækket af solceller og vindmøller, desto større bliver risikoen for, at elnettets stabilitet ikke længere kan opretholdes. Forsøg på at lappe på problemerne med regler og forordninger giver formentligt kun en stakket frist.