Når uvidenhed får presselegitimation

Jeg har lige været til et rigtig godt møde arrangeret af Verdens Bedste Fødevarer. Den forening kan jeg kun anbefale. Meld jer ind, hvis I interesserer jer for mad, landbrug og den virkelighed, som fødevaredebatten alt for ofte forsøger at flygte fra.

H.C. Gæmelke, formand for L&F Gris, ramte hovedet på sømmet i sin indledning. Der er en milevid afstand mellem det, folk gerne vil have, det de vil betale for, og det det faktisk koster at levere.

Alle vil have bedre dyrevelfærd, lavere klimaaftryk, bedre vandmiljø, billigere fødevarer, stærk eksport og levende landdistrikter. Det er jo dejligt. Jeg vil også gerne have en Bentley til prisen for en brugt cykel. Men verden fungerer desværre ikke helt sådan.

God dyrevelfærd er let, hvis forbrugerne vil betale. Det vil de bare ofte ikke. Bedre miljø er muligt, men det koster. Klimakrav kan gennemføres, men hvis omkostningerne overstiger gevinsterne, er det ikke ansvarlig politik. Så er det bare dyr symbolpolitik med landmanden som kasseapparat.

Det var den fornuftige del af dagen.

Så kom middagen.

Jeg sad sammen med nogle landbrugsjournalister, og samtalen faldt på klima. Jeg fortalte, hvor svært det er for Klimarealisme at få klimaøkonomiske synspunkter frem i pressen. Ikke sære påstande fra internettets bundslam, men almindelige økonomiske argumenter med udgangspunkt i folk som William Nordhaus, Richard Tol og herhjemme Otto Brøns-Petersen.

Så sagde en ældre herre ved bordet, at det lød meget konspiratorisk. Og at det vel ikke var mærkeligt, at aviserne ikke ville optage den slags, hvis vi kom med anden- og tredjerangsøkonomer.

Der måtte jeg lige tygge af munden.

Manden kendte ikke mig. Han anede ikke, hvem jeg var, eller hvilken faglig baggrund jeg har. Han vidste tydeligvis heller ikke meget om klimaøkonomi. For ellers ville han næppe omtale Nordhaus og Tol som anden- og tredjerangsøkonomer.

Det svarer omtrent til at kalde Niels Bohr for en fysikamateur med skrivebord i Valby.

Men alligevel følte han sig helt tryg ved at stemple mig som noget konspiratorisk.

Det er ikke bare respektløst. Det er underlødigt.

Og det er desværre også ret afslørende.

For sådan fungerer en stor del af klimadebatten. Man behøver ikke kende argumenterne. Man behøver ikke kende litteraturen. Man behøver ikke forstå forskellen på klimafysik, klimaøkonomi og klimapolitik.

Man skal bare finde det rigtige stempel.

Konspirationsteoretiker.

Så er man fri for at tænke mere.

Men klimaøkonomi er ikke konspirationsteori. Det er det enkle spørgsmål: Hvad koster det, hvad virker det, og kunne pengene bruges bedre?

Det burde journalister interessere sig for. Især landbrugsjournalister. For landbruget lever hver dag med konsekvenserne af politiske krav, der lyder smukke i en debatspalte, men gør ondt i en bedriftsøkonomi.

Det mærkelige er ikke, at en mand ved et middagsbord ikke ved noget om klimaøkonomi. Det mærkelige er den selvfølgelige skråsikkerhed. Den lille moralske overdommer, der straks dukker op, når nogen vover at spørge til regningen.

Det er ikke journalistik.

Det er uvidenhed med visitkort.

Og det er præcis derfor, vi har brug for foreninger som Verdens Bedste Fødevarer — og for medier, der tør diskutere virkeligheden, før de deler etiketter ud til dem, der gør.