Boganmeldelse: Anholts naturhistorie

Niels Schrøder er lektor emeritus fra Roskilde Universitetscenter og har forsket i geologi, miljø, klima og energikilder. Han har i slutningen af 2025 udgivet en bog om Anholt, med speciel vægt på den geologiske historie.

Schrøder var så venlig at tilbyde Klimarealisme, at vi kunne få tilsendt et eksemplar med henblik på anmeldelse. Sådan et tilbud tager vi gerne imod. Bogen er en nydelse at have i hånden, den er meget smukt indbundet, trykt på glittet papir og rigt forsynet med illustrationer af god kvalitet.

Denne anmelder har altid haft brede interesser, både geologi, forhistorien og historien. Her er ”Anholts naturhistorie” det rene guf med rigeligt af viden og spændende oplysninger inden for alle områderne.

Først måtte man dog en tur på Wikipedia for lige at orientere sig om øen, hvilket bogen ikke finder det nødvendigt. Men ens paratviden rakte ikke til, at Anholt er beboet, ca. 120-140 faste indbyggere og flere hundrede sommerhuse. Man sejler ud i Kattegat til øen med en færge fra Grenå.

Bogen gør det klart, hvor fascinerende Anholts natur er, og altid har været. Størstedelen af øen er nærmest ørken, med vandrende klitter af sand og meget lidt bevoksning. Kun den vestlige side er mere frodig, skovklædt, og her bor alle menneskerne.

Gennem århundrederne har øens østlige del ændret facon mange gange, kystlinjerne er konstant i bevægelse. Går vi lidt længere tilbage i tiden, kan man også konstatere, at havniveauet i området har svinget kolossalt. Øen hører med til den del af Danmark, der blev trykket godt ned af iskappen under den seneste istid, og efterfølgende har Anholt rejst sig hurtigere end havstigningerne, da den nuværende mellemistid indtrådte.

Det er så tydeligt, at vi her ser på begivenheder, der får de nuværende ”klimaforandringer” til at blegne. ”Katastrofale” havstigninger på et par mm om året er ingenting i forhold til, hvad naturen har budt på bare i løbet af de seneste 10.000 år. Man ser, hvor absurd tankegangen er, når det hævdes, at naturen har været helt stabil i de seneste mange tusinder af år – lige indtil menneskeheden begyndte at udlede drivhusgasser. Bogen fremlægger således mange vidnesbyrd om det Holocæne Optimum, perioden for 6-7000 år siden, hvor klimaet på Jorden var varmere end i dag.

Det er vidnesbyrd, man finder de mærkeligste steder, og i bogen kommer vi godt rundt i krogene og ser, hvordan naturen og forhistorien er så uendeligt meget rigere, end flade hockeystave giver indtryk af.

Bogen kigger først på de seneste 1000 års udvikling, langt hen ad vejen belyst ved historiske kilder – og vi får små portrætter serveret undervejs af de involverede personer. Derefter går vi længere tilbage i tiden, og her bliver forskning fra bl.a. Grønland taget med for at belyse helheden. Det var jo tilbage i istiden og endnu længere bagud i tid, hele vejen til mellemistider og flere omgange med enorme iskapper. I bogen får vi bl.a. at vide, hvordan man først opdagede, at der har været istider. Et af vidnesbyrdene var de enorme stenblokke, der stammer fra veldefinerede steder i Norge eller Sverige, men som nu dukker op i landskabet i Danmark. De kan kun være transporteret hertil ved hjælp af gigantiske gletsjere, hvilket i øvrigt er noget, man ser den dag i dag i bjergrige områder, hvor gletsjerne slæber sten og grus med sig.

Bogen kan således anbefales til alle, der ønsker at få deres viden og horisont udvidet mht. Jordens historie og baggrunden for de forhold, vi har i dag.

Til sidst en lidt mere generel kommentar. I vore dage er det blevet meget nemt at få udgivet bøger. Man er sit eget forlag og kan derefter få trykt bogen for overkommelige penge. ”Anholts historie” er tilsyneladende blevet til på den måde, og resultatet er som nævnt en smuk bog. Men man kunne godt savne en redaktør, der kunne have hjulpet lidt til med at stramme formen op. Oplysningerne kommer lidt hulter til bulter, og nogle gange kunne læseren godt tænke sig en smule baggrunds-info. Hvad var det, f.eks., der førte til, at danske og engelske soldater under Napoleonskrigene i 1811 udkæmpede en træfning ved Anholt Fyr?

Og så er der lidt for mange skæmmende trykfejl, der hurtigt kunne have været fanget af en årvågen korrekturlæser. Bogen er således uenig med sig selv om, hvorvidt ”grubekeramiske” skal staves med et enkelt b eller med to p’er: ”gruppekeramisk”.

Men vi skal glæde os over, at bogmarkedet i dag er, som det er, så mange flere kan komme til orde, ud over de kendisser og døgnfluer, som de etablerede forlag helst udgiver.