Psykologien bag klima-dommedag

Gæsteindlæg af Anthony Watts.

Hvis man bruger tid nok på at følge med i den offentlige diskussion om klimaet, vil man se et mønster, der ikke har så meget med varmestråling at gøre, men som mere viser, hvordan mennesker håndterer information, når der er usikkerhed. De evige klima-dommedags-historier er ikke så mystiske, de følger genkendelige psykologiske og sociale mønstre.

Før vi går i detaljer, er her et sammendrag af drivkræfterne:

• Mennesket er programmeret til at prioritere information om farer fremfor neutrale oplysninger.
• Medierne forstærker historierne om ekstreme begivenheder, mens man ser stort på sammenhængen.
• ”Konsensus”-budskaber træder i stedet for en dybere forståelse.
• Videnskabelig usikkerhed bliver presset sammen til en falsk nøjagtighed.
• Holdningen er, at uenighed er en risiko for samfundet.
• De værst tænkelige udfald bliver behandlet som de mest sandsynlige forventninger.

Husk disse punkter, de viser sig igen og igen.

Lad os begynde med en grundlæggende egenskab i vores bevidsthed: Mennesket er meget følsomt over for oplevede trusler. Psykologer kalder det en negativ hang, og den sikrer, at alarmerende sprogbrug – ”katastrofal”, ”ingen vej tilbage”, ”væltepunkter” – får større vægt end mere afdæmpede beskrivelser af en gradvis forandring med betydelige usikkerheder. Den hang arbejder sammen med, hvad der er let tilgængeligt, hvor folk bedømmer virkeligheden baseret på, hvad de med lethed kan huske. Hvis mediedækningen gentagne gange fremhæver naturbrande, orkaner eller hedebølger og sammenkæder dem med klimaforandringer, så bliver disse begivenheder helt naturligt til beviser, selvom data for lange perioder viser, at situationen er mere kompliceret eller har større variationer. Men iøjnefaldende billeder får os til at se bort fra den statistiske sammenhæng.

De fleste mennesker læser ikke tekniske tekster, så de får deres oplysninger fra omgivelserne. Vendinger som ”videnskabelig konsensus” fungerer som genveje, de kommer med budskabet om, at sagen er afgjort, og at yderligere undersøgelser ikke er nødvendige. Mens der er bred enighed om visse grundlæggende ting, så bliver den enighed ofte i offentlighedens bevidsthed udbredt til områder, hvor der stadigvæk er usikkerhed, som f.eks. vedrørende klimafølsomhed, feedback-mekanismer og forudsigelser langt ude i fremtiden. At klimamodellerne er meget komplicerede hjælper til at fremme denne uoverensstemmelse. Modellerne afhænger af antagelser om udledninger, skydannelsen og havenes rolle, og i litteraturen vil man normalt se usikkerheden beskrevet: Klimaforudsigelser har usikkerheder, der stammer fra naturlige udsving, modellernes opbygning og fremtidens forventede udledninger. Men i kommunikationen med offentligheden bliver disse usikkerheder ofte presset sammen til præcise forudsigelser, hvor et spæn af mulige udfald bliver til ét eneste tal, og klima-scenarierne betragtes som sikre forventninger til fremtiden.

På samme tid bliver klimasagen mere og mere betragtet som et moralsk anliggende. ”Planeten skal reddes”, vi ”skal beskytte de fremtidige generationer” – og dette flytter diskussionen fra en teknisk analyse over til ren etik. Når først vi er kommet derover, så får uenighed sociale konsekvenser. Hvis man er skeptisk, kan man blive stemplet som uansvarlig, og et forsøg på en mere ærlig vurdering bliver stemplet som ren sabotage. Medielandskabet forstærker denne effekt ved at fremme indhold, der fremkalder følelser, og ofte vil man gå efter de mest dramatiske historier. Som tiden går, vil medie-brugerne møde en mere og mere snæver ramme for holdningerne, og det fremmer fornemmelsen af enstemmighed og styrker troen på mere ekstreme konklusioner.

En anden vigtig del er brugen af scenarier. I videnskabeligt arbejde undersøger man en række af muligheder, inkl. dem med de værst tænkelige udfald. De er nyttige, når man skal teste sine modeller, men i den offentlige samtale får de ofte status af at være de mest sandsynlige. Scenarier med udledninger i den høje ende eller meget høje tal for klimafølsomheden bliver betragtet som den sandsynlige fremtid, fremfor en mulighed blandt flere, og derved vil folks forventninger hænge på de høje tal. Her er der også en bredere psykologisk tiltrækning – krisefortællinger i stor skala giver orden, klarhed og en følelse af en mening i en kompliceret verden, og gør dem derfor ekstra tillokkende.

Der er ikke noget her, der betyder, at data slet ikke betyder noget. Temperaturerne er steget, og indholdet af CO₂ i atmosfæren er forøget. Vanskeligheden ligger i fortolkningen: Hvor følsomt er systemet, hvor pålidelige er spådommene om fremtiden, og hvordan kan man sammenkæde enkelte begivenheder? De spørgsmål står åbne i forskelligt omfang, selvom beskederne til offentligheden som regel udtrykker noget andet. Hvor det får følger, er i politikken. Beslutninger, der bygger på de værste scenarier med stor tiltro, kan ende i hastværk fremfor fornuft, og det kan få alvorlige følger for energisystemerne, den økonomiske stabilitet og adgangen til ressourcer.

Skepsis spiller en nødvendig rolle i forbindelse med at holde den slags antagelser i skak. Skepsis indebærer, at man afprøver sine modeller i forhold til virkeligheden, stiller spørgsmål til data, der fødes ind, og at man opretholder synligheden af usikkerhederne. Hvis man ser bort fra sådanne aktiviteter, giver det en svækkelse af den videnskabelige proces, der ellers gerne skulle føre til, at vi bliver klogere.

Konklusion

Fastholdelsen af klima-dommedags-fortællinger følger et forventeligt mønster:

• Menneskets natur forstærker trusler
• Medierne foretrækker drama
• Sociale mekanismer fremmer signaler om konsensus
• Videnskabelig usikkerhed bliver presset sammen eller helt glemt

På det tidspunkt, hvor beskeden når ud til offentligheden, er den ikke mere kun en følge af de fremlagte data, men også de filtre, som den passerede igennem.

En forståelse for disse filtre løser ikke alle klimavidenskabens problemer. Men den gør det lettere at indse, hvorfor samtalen så ofte styrer i retning af vished og hastværk, selv når den underliggende viden fortsat kun har en vis sandsynlighed og er åben for fortolkninger.