Hvor kommer havstigningerne fra?

Et af klimaforkæmpernes slagnumre er selvfølgeligt havstigningerne, der snart vil nå uanede højder og oversvømme alt, hvad der befinder sig tæt på havspejlet i dag (inkl. København). Man mener at kunne konstatere, at niveaustigningen endda er accelererende, hvorfor det hele bliver meget værre i løbet af få år.

Accelerationen finder man, hvis man kigger på data fra satellitmålingerne. De er kun blevet foretaget i de seneste 30 år, og i praksis er det en uhyre vanskelig opgave af nå frem til et ”globalt” havniveau ved hjælp af radarmålinger fra godt 200 km’s afstand. Usikkerhederne er enorme, og der bruges massiv computer-regnekraft for overhovedet at få noget brugbart ud af foretagendet.

Satellitkurverne viser med lidt god vilje en acceleration, forstået på den måde, at i de seneste 10 år ser den årlige stigning ud til at være større, end den var i de foregående 10-20 år. Det kan så tænkes at hænge sammen med, at man skiftede fra én satellit til en anden, og de to ser ikke ud til at være indjusteret helt ens. Hertil kommer det generelle problem, at satellitterne jævnt hen viser noget større årlige stigninger, 3-4 mm/år, end de kystbaserede målinger, der ligger nede under 2 mm/år.

Et andet problem, som klimaforskningen er opmærksom på, er at få afklaret årsagen til stigningerne. Her tænker man normalt på tabet af is fra Grønland og Antarktis, alt bliver jo til vand, der løber ud i havet.

Nu er problemet imidlertid, at Antarktis i disse år faktisk ikke har noget netto-tab af is, og den smule, som Grønland mister, kan højst forklare 0,5 mm havstigning pr. år. Til disse bidrag kan man lægge tabet fra gletsjere rundt omkring på Jorden, og en nedgang i vandmængderne i søer, floder og undergrunden på land. Men heller ikke her er bidragene tilnærmelsesvist nok til bare at bringe os over yderligere 0,5 mm/år.

Den sidste store faktor er havvandets udvidelse pga. temperaturstigningen. Det skulle være en af forklaringerne på afvigelsen mellem satellitternes og de kystbaserede målinger. Havet er jo dybest langt væk fra kysterne, så her er der et meget tykkere lag af vand, der kan udvide sig. Reelt vil havene så bule op på midten langt fra land. Det fanger satellitterne, men ikke målestationerne ved vandkanterne.

Det påstås nu, at der frem til 2015 var nogenlunde balance. De satellit-målte havstigninger passede meget godt med summen af afsmeltning fra Grønland & Antarktis, tab fra øvrige gletsjere m.v. samt havvandets udvidelse i varmen.

Men så ”accelererede” havstigningen og der kom ubalance i tingene, jfr. fig. 1. Nogle forskere fremførte, at det kunne skyldes målefejl, enten vedr. indlandsisen, havniveauet eller havtemperaturerne.

Det kunne man dog ikke leve med; der skulle meget hellere være en god forklaring – og helst én, der kunne sammenkædes med ”menneskeskabt global opvarmning”.

Og nu er der for nyligt udsendt en videnskabelig artikel: A. Cazenave et. al., der netop løser ”opgaven”. Baggrunden er, at man jo kender temperaturstigningen og dermed udvidelsen af de to øverste km vand. Her har vi Argo-bøjerne, 4000 stk., der regelmæssigt måler havtemperaturen i dybderne mellem 0 og 2000 m. Målingerne dækker store dele af verdenshavene, men dog ikke det hele. Der er også usikkerheder på resultaterne, som vi har set, men alligevel mener man at have nogenlunde styr på temperaturudviklingen og dermed varmeudvidelsen.

Men verdenshavene er i gennemsnit ca. 3800 meter dybe, så der er masser af vand under Argo-bøjernes måleområde. Og her er det så, at A. Cazenave et al. mener at have fundet den ekstra kilde til havstigningerne, så regnskabet passer igen.

Man har kun få og spredte målinger dernede i dybet, der er nogle få dybtgående Argo-bøjer og lidt tilfældige målinger fra skibe. Men slet ikke noget, der dækker dybhavet globalt.

I stedet kaster A. Cazenave et al. sig ud i de helt store computermodelberegninger, hvor man simulerer dybhavets temperaturer mange år tilbage og frem til i dag, og på basis af de tal finder man så, hvor meget dybhavets temperaturstigning har bidraget med. Siden 2005 er dybhavets niveau vokset med 0,4 ± 0,15 mm/år, hvor det før 2005 lå tæt på nul. Og nu sker miraklet! Der er balance mellem satellitmålingerne og summen af bidrag fra de enkelte faktorer.

Hvor svært kunne det være?

Forskerne slutter af med, at man bør se, om man kan få afklaret mere nøjagtigt, hvorvidt stigningen skyldes drivhusgasserne eller mere naturlige variationer. Hertil ønsker man at foretage nogle flere beregninger på computerne, med brug af den seneste generation af klimamodeller.

Vi er her ude i en type forskning, der kun er alt for velkendt inden for klimaet. Man har et ønsket resultat og computermodeller til overflod, og opgaven går nu ud på at justere modellerne, så man opnår, hvad man gerne vil have. Men undervejs er naturligvis enhver sammenhæng med den virkelige verden gået tabt.

Arbejde som det her er fint som beskæftigelses-terapi, men den praktisk nytte er nu til at overse.