Fornægtelse af virkeligheden

For nyligt havde vi her på siden en omtale af planerne for opsamling og lagring af CO₂, den såkaldte CCS, hvor Danmark inden 2030 skal når op på en årlig opsamling af 1,8 millioner ton. De 1,25 mio. ton skal komme fra Aalborg Portland cementfabrikken, der netop har fået tilsagn om massiv statsstøtte fra Energistyrelsen.

Det viser sig så, at Aalborg satser på ny og uprøvet teknologi til opsamlingen og et deponeringssted – mellem Hobro og Randers, der slet ikke er klar, og hvor fremtidsudsigterne endnu ikke kendes. Alt skal være klar inden 2030, ellers når nationen ikke klimamålet på 70% reduktion af udledningerne.

Det var måske en historie, der var værd at få bredt ud i medierne. Vanen tro prøvede undertegnede med et kort indlæg i Berlingske, der følger her:

Mystik vedr. CO₂-opsamlingen

Mediernes overskrifter har beskæftiget sig med det netop afgjorte forløb, hvor Energistyrelsen har besluttet hvem, der skal modtage de 28,7 milliarder kroner i statsstøtte, der var afsat i det seneste udbud af opsamling og deponering af CO₂.

Som bekendt endte der med at være to bydere, dels Aalborg Portland cementfabrikken og dels ”Gaia”, et fælles projekt fra Vestforbrændingen og CIP. Tilsammen kunne de to bydere håndtere i alt 1,75 millioner ton, hvilket var mindre end regeringens mål om 2,3 millioner ton. Desværre skulle Aalborg bruge så mange penge, at Energistyrelsen kun kunne tilbyde Gaia et reduceret støttebeløb, dvs. færre ton CO₂. Det ville Gaia ikke være med til, og derfor står staten tilbage med bortskaffelse af 1,25 mio. ton, hvilket kun er godt halvdelen af, hvad der var planlagt. Derved kommer opfyldelsen af klimamålet med 70% reduktion af udledningerne i 2030 i alvorlig fare. Der skal mange flere penge på bordet, og tiden er knap.

Det er uvist, hvad staten vil gøre nu. Situationen bliver ikke bedre af den gådefulde adfærd fra Aalborg Portlands side. Man har valgt at satse på en helt ny og uprøvet teknologi til opsamlingen fra skorstenene, og man vil deponere i et lager mellem Hobro og Randers, der slet ikke findes endnu. Her er man først nu begyndt på de geologiske forundersøgelser; det er uvist, om de får et gunstigt resultat, og derefter skal projektet planlægges og til sidst godkendes af Energistyrelsen. Styrelsen har påpeget, at sådan en godkendelse godt kan vare op til 2 år. Alt i alt har Aalborg Portland kun 3½ år til at hele opsamlingen skal køre på fuld kapacitet, ellers vanker der klækkelige bøder.

Spørgsmålet er nu, hvad er det, der foregår? Hvorfor vil Aalborg Portland påtage sig risici på det niveau? Har Energistyrelsen i virkeligheden frafaldet kravet om bøder? Og hvor mange ekstra penge skal der på bordet, hvis målet om de 2,3 mio. ton opsamling stadigvæk skal nås?

Måske var det på tide, at de gode journalister på Berlingske bad om noget aktindsigt, så offentligheden (skatteyderne) kan få ren besked om, hvad der foregår.

Indlægget blev afvist uden nærmere begrundelse, hvilket ikke er så overraskende. Her kan man dog godt igen undre sig over, hvad der foregår i hovederne på sådan en avisredaktion. Regeringen er parat til at bruge et kæmpestort milliardbeløb af skatteydernes penge, og reelt er der slet ikke nogen garanti for, at pengene ikke bliver totalt spildt. Hvis man går op i den slags, må det jo også siges, at udsigten til at 2030-klimamålet nås, hænger i en tynd tråd, jfr. Klimaministeriets netop udsendte status. Men Berlingske mener åbenbart stadigvæk ikke, at man vil bringe indlæg, der er kritiske over for klimasagen – med mindre selvfølgeligt at de er skrevet af én eller anden kendis, som avisen gerne vil fedte for.

Der var imidlertid mere succes med at få indlægget bragt i mediet Nordjyske, her var der tale om en noget længere version. Det er vi naturligvis taknemmelige for, men Nordjyske må alligevel have haft sine betænkeligheder, da man samme dag valgte at bringe et længere interview med en energiforsker fra Aalborg Universitet. Det er ingen anden end Jakob Zinck Thellufsen, som blev kendt som en af forfatterne til universitetets rapporter om kernekraft i Danmark. Konklusionen var helt klart, at Danmark ville være det sidste land i Verden, hvor ”atomkraft” kunne blive relevant. Færdig med den!

Undertegnede havde en lille e-mail-udveksling med hr. Thellufsen om nogle gådefulde tal i en senere videnskabelig artikel om samme emne; det endte dog uden nogen tilfredsstillende forklaring.

Men nu bliver Thellufsen bedt om at kommentere på CCS-sagen. Han redegør sagligt for status på teknologien, hvor den såkaldte amin-metode nok er den mest velgennemprøvede, men problemet med den er, at den er meget energikrævende. Her skulle den metode, som Aalborg Portland har valgt, nok være bedre. Men:

Det er jo ikke fuldstændig ukendt teknologi. Den er testet og analyseret i forskellige skalaer. Men at gøre det i så stor skala, hvor man vil fange 1,4 millioner ton CO₂, det er nyt.
Omvendt så er det nok også nødvendigt at få udviklet på det her, hvis vi skal nå frem til en mere energieffektiv CO₂ fangst, som vil hjælpe den samlede omstilling af hele energisystemet og vores samfund.

Thellufsen erkender, at der er tale om ny teknologi med betydelige usikkerheder, men så bør vi i stedet satse mere på traditionel grøn omstilling for at nå klimamålene:

Når vi har regnet på det … så har CCS egentlig ikke fyldt ret meget specifikt på 2030-målsætningen. Det er, fordi vi har vurderet, at det er en teknologi, der skal komme ind fra 2030 til 2045.
Men det kræver jo selvfølgelig, at vi andre steder i systemet er i stand til at lave den fulde omstilling, altså at vi får fuldstændig omstillet vores varmeforsyning, at vi får elektrificeret rigtig meget af vores transportsektor, at vi får sat flere vindmøller og solceller op, og alle de andre ting, vi også skal gøre i systemet på det.

Thellufsen vil have fuld gang i udbygningen med vindmøller og solceller og ”elektrificering” af samfundet. Ret beset giver han udtryk for, at det nok ikke er så klogt at satse på CCS, når vi taler 2030-målene:

Derfor synes jeg også, det er lidt urimeligt, hvis hele Danmarks klimamålsætning pludselig afhænger af, om Aalborg Portland er forsinket med nogle måneder eller år.

Så reelt ender han med at give undertegnede ret i, at satsningen på CCS er risikobetonet. Men han ser behændigt bort fra, at det jo netop er, hvad Klimaministeriet satser på i sine planer for opfyldelsen af 2030-målet. Her skal Aalborg Portland bidrage med sine 1,25 mio. ton allerede i 2030, jfr. fig. 1, ellers opfylder vi ikke målet. Klimaministeriets status viser som nævnt, at der i 2030 kun er 0,4 mio. ton ”reserve” i nedbringelsen af CO₂-udledningerne. Hvis noget bare går lidt galt, så er de ton hurtigt forsvundet, og så når vi det ikke.

Og reelt kan farten på alle de andre tiltag, som Thellufsen taler om, ikke for alvor sættes op inden 2030. Måske kan man sætte endnu flere solceller op, men de skal jo også forbindes til elnettet, og her har Energinet som bekendt store kvaler, og det kan ikke lige løses fra dag til dag.

Man kan kun konkludere, at 2030-målet er i alvorlig fare. Det ville selvfølgeligt ikke gøre den mindste skade, hvis det ikke opfyldes, men man kan befrygte de desperate tiltag, som politikerne kunne hitte på i ”kampen” for klimaet. Foreløbigt fornægter man bare, at der skulle være et problem.