Klimamodellerne er i centrum for store dele af forskningen i den globale opvarmning. De bruges til at forudsige fremtidens temperaturer, både på land og på havet, og de bruges til at give bud på udviklingen i fremtidens vejr, lokalt og globalt. De er også grundlaget for hele den alarmistiske historie om AMOC, den atlantiske havstrøm, hvis endeligt ofte bliver spået. Her er der i praksis ikke foretaget en eneste relevant måling, alt er noget, der kommer ud af maven på computerne.
Store beslutninger tages på grundlag af dette arbejde, f.eks. om hvor mange penge, der skal kastes efter afbødningen af klimakatastrofen ved hjælp af grøn omstilling og mere eksotiske tiltag som opsamling og deponering af CO2.
Man kunne således forvente, eller i hvert fald ønske sig, at modellerne var nogenlunde retvisende, både i deres simuleringer af nutiden og deres forudsigelser om fremtiden. Sidstnævnte kan vi naturligvis ikke tjekke på nuværende tidspunkt, men vi kan da kigge efter, om modellerne rammer rigtigt mht. situationen i dag.
Her på siden har vi fremlagt adskillige eksempler (f.eks. her og her) på, hvor dårligt modellerne faktisk klarer den opgave, og nu er der kommet en ny videnskabelig artikel, der igen rokker ved fundamentet under det korthus, som modellerne udgør.
Artiklen, C. He et al., er udsendt af Nature Communications og har titlen ”Klimamodeller overdriver virkningen af drivhusgasserne på den senere tids mønster af temperaturer nord og syd for Ækvator og det tropiske klima”.
I korthed går budskabet ud på, at klimamodellerne forventer, at den Nordlige Halvkugle varmes hurtigere op end den Sydlige, og det skal så medføre, at temperaturerne i havoverfladen i det nordlige Atlanterhav og Stillehav er højere end i de sydlige dele. De varmere havtemperaturer skyldes også ifølge modellerne, at der er en større andel af landjord mod nord, og der er også forskelligt dække af havis og indlandsis på de to poler, hvilket igen skulle give højere temperaturer i den nordlige ende.
I praksis forholder det sig imidlertid omvendt, når man kigger på målingerne. Sydhavet er varmet mest. Forklaringen ligger formentligt i, at modellerne simulerer balancerne mellem vind og fordampning (der jo køler havet) forkert og overdriver effekten af drivhusgasserne.
Fig. 1 viser resultaterne fra hele 542 kørsler med 50 klimamodeller, hvor man øverst ser deres opfattelse af udviklingen i temperaturerne i tidsrummet 1950-2014. Absolut den kraftigste stigning nord for Ækvator. Realiteten er det modsatte, som vist i midten, nord for Ækvator er temperaturen faldet i store områder, mens den har været stigende i de sydlige have. Forskellen på de to er vist nederst på figuren, det er en kraftig afvigelse mellem modellerne og realiteterne.
Det viser sig, at de modeller, der forudser den største opvarmning ved en fordobling af atmosfærens CO2-indhold, den såkaldte ECS, også er de modeller, der rammer mest ved siden af mht. temperaturforskellene mellem havet i nord og i syd.
Det interessante ved sagen er, at modellerne på en måde simulerer den globale havtemperatur ganske godt. Men det forklarer C. He på følgende vis i et interview:
Hvis for eksempel den Nordlige Halvkugles gennemsnitstemperatur i havoverfladen er 10oC og den Sydlige Halvkugles gennemsnit er 12oC, så vil gennemsnitstemperaturen på 11 grader ikke vise, at der reelt er en 2 graders forskel på de to halvkugler.
Forfatterne overvejer, om forskellen bare kunne skyldes naturlige variationer undervejs, f.eks. de store havstrømme, der svinger mellem én tilstand og en anden, men det ser dog ikke ud til at være tilfældet, afvigelserne er for store og systematiske.
De kigger også på den rolle, som menneskelige udledninger af partikler har medført, og hvor de påpeger, at atmosfærens indhold nåede et maksimum omkring 1980, hvorefter mere og mere omfattende miljølovgivning medførte et fald i mængderne.
I artiklen kan man læse følgende konklusion:
Vores analyse viser en grundlæggende afvigelse mellem CMIP6 klimamodellerne og målingerne mht. forskellen mellem temperaturerne nord og syd for Ækvator. Mens modellerne systematisk viser en højere temperaturstigning på den Nordlige Halvkugle, som primært er fremkaldt af påvirkningen fra drivhusgasser, viser observationerne den modsatte tendens, som fortrinsvis er forårsaget af udviklingen i partikelforureningen og naturlige mekanismer. Forskellen mellem modellerne og realiteterne kommer fra modellernes overdrevne følsomhed over for drivhusgasser, fremkaldt af en fordampning drevet af vinden, der påvirker havoverflade-temperaturen – og som er særligt kraftig i modeller med høj ECS.
Så igen har modellerne fået noget galt i halsen. Det er interessant, at det netop er de modeller, der regner ”varmest”, dvs. har den højeste ECS, der er mest forkerte. Det er endnu et vidnesbyrd om, at klimaets følsomhed over for CO2 er mindre, end hvad man ønsker, når man gerne vil have en ”klimakrise”. Naturlige faktorer spiller en rolle i den nuværende opvarmning, og det begrænser igen vores muligheder for at ”styre” temperaturen ved at ændre på vores forbrug af kul, olie og gas. Og dermed bliver fornuften i grøn omstilling så meget desto mindre.
Danish