Dæmning over Beringstrædet

Til samlingen af tossede forslag, der skal ”redde” klimaet, kommer der her et pragteksemplar. Det drejer sig om en videnskabelig artikel, der blev udsendt af Science Advances, og som ved hjælp af klimamodel-beregninger har fundet frem til en løsning, der kan forhindre, at AMOC går i stå. Det lyder jo rart, fordi den store atlantiske havstrøm jo forudses at komme i vanskeligheder allerede i år, eller i bedste fald inden for få årtier.

Løsningen er lige til at sætte i værk. Der skal bare bygges en dæmning tværs over Beringstrædet, mellem Alaska og Ruslands østkyst. Det drejer sig om ca. 80 km, med en havdybde på kun maks. 50-60 meter, jfr. fig. 1. Man påtænker, at dæmningen skal rage 20 meter op over havets overflade, være ca. 100 meter bred på toppen, og have skrånende sider. Det skulle i alt kræve brug af 1,3 kubik-kilometer materialer, hvilket kan omregnes til ca. 3,5 milliarder ton.

Artiklen beskriver, hvordan næsten en sverdrup (en million kubikmeter pr. sekund) af overfladevand fra det nordlige Stillehav strømmer nordpå gennem Beringstrædet, hvor det til sidst ender ovre ved den nordlige ende af Atlanterhavet og AMOC. Vandet har et relativt lavt saltindhold og dermed kan det forstyrre ”saltpumpen” i AMOC, hvor vand med højt saltindhold synker ned i dybet og vandrer tilbage sydpå.

Computermodellerne viser nu, hvordan man ved at fjerne dette bidrag fra Beringstrædet kan forstærke AMOC, med måske helt op til 2,5 ± 0,5 sverdrup.

Baggrunden for arbejdet er naturligvis frygten for en hurtig kollaps af AMOC. Følgerne af den er så alvorlige, at det kan berettige drastiske indgreb.

Hele arbejdet er udelukkende baseret på computerberegninger, man bruger en grov model, der kigger på et gitter med ”maskestørrelse” på flere hundrede km. Det betyder at modellen reelt ikke kan ”se” Beringstrædet, men blot indsætte nogle gættede tal. Fordelen ved den grove model er, at beregningerne kan gennemføres hurtigt, og derved kan man udføre en hel masse med forskellige udgangspunkter.

Resultaterne viser klart, at en lukning af Beringstrædet vil styrke AMOC. Det er dog ikke ligegyldigt, hvornår man gør det, jo længere man venter, desto mindre bliver effekten, og på et tidspunkt kan man faktisk få det modsatte resultat, et hurtigere nedbrud af AMOC.

Forskerne anbefaler naturligvis mere forskning, de vil gerne lege med en mere avanceret klimamodel. Men de mener, at deres resultater allerede nu viser, at metoden er brugbar, og man bør snarest begynde at arbejde videre med de tekniske detaljer, økonomien og eventuelle følger for miljøet. Det bliver da også lige nævnt, at der er risici forbundet med løsningen her, og en bedre løsning på klimakrisen stadigvæk vil være drastiske nedskæringer i vores CO₂-udledninger.   

Nogle medier fik fat i historien, heriblandt The New York Times, der var begejstret og skrev, at her var der en ny løsning til at redde klimaet. Dæmningen over Beringstrædet kunne stabilisere afgørende havstrømme.

Derefter tog køligere hjerner dog fat, her Anthony Watts på hjemmesiden ClimateRealism: 

Det foreslåede indgreb beskrevet i artiklen ville blokere Beringstrædet for at ændre strømmene af ferskvand mellem Stillehavet, Det Arktiske Hav og Atlanterhavet. Modellerne viser, at hvis AMOC stadigvæk er kraftig, vil en lukning af strædet måske kunne medvirke til at opretholde saltindholdet og stabilisere havstrømmene. Men hvis AMOC allerede er svag, kan det samme indgreb fremskynde sammenbruddet.

Med andre ord: Indgrebet kunne hjælpe, skade eller ikke have nogen effekt, afhængigt af tidspunktet og startbetingelserne.

Det er ikke en metode til at kontrollere noget, det er hasardspil på Las Vegas-maner i global skala.

Omfanget af forslaget burde også mane til eftertanke. En 80 kilometer lang dæmning i arktiske omgivelser tværs over en international grænse er ikke et projekt, der ligner det, man normalt bygger ved kysterne. New York Times nævner, at når først dæmningen er bygget, vil den blive meget svær at fjerne igen. Det her er geoengineering, og den kommer ikke med en ”fortryd”-knap.

Der er også en iøjnefaldende selvmodsigelse i historien. I gennem årene har læserne fået at vide, at AMOC er skrøbelig, følsom over for forstyrrelser fra ferskvand og i risiko for at ramme væltepunkter. Hvis det er sandt, hvordan kan man betragte en idé om at lukke en enorm havstrøm for at være det mindste fornuftig? Hvis systemet er robust nok til at kunne klare sådan et indgreb, så bør man måske snarere genoverveje hele ideen om et sammenbrud af AMOC.

Hvis man frygter klimaforandringerne, bør man i endnu højere grad frygte for følgerne af alle forsøgene på at afhjælpe ”krisen”.