En vild løsning på klimakrisen

For nyligt har organisationen Verdens Skove udsendt en bog vedrørende klimaet og de forskellige muligheder for genopretning af naturen her i Danmark. Titlen er: “Vild Natur, Den Glemte Løsning på Klimakrisen”. Det er en nydelig bog, med mange fotografier og illustrationer i farver. Til udseendet er det eneste, man kan indvende noget imod, valget af en meget tynd og alt andet end pæn sats. Bogen er skrevet af en stribe universitetsfolk, heriblandt Sebastian Mernild, som vist ikke behøver nogen nærmere præsentation.

Bogen gennemgår de problemer, Danmark står overfor mht. klimakrisen, biodiversiteten og havmiljøet. Biodiversiteten er nødlidende, mange arter er lokalt forsvundet eller i kraftig tilbagegang. Årsagerne er kun delvist forstået, men det er et faktum, at der kun er ganske små områder i landet med, hvad man kunne kalde uberørt vild natur. Tilsammen udgør de kun 2% af Danmarks areal. De ligger tilmed ofte med stor afstand i mellem, og derfor kan dyrene ikke flytte sig fra det ene til det næste, og planternes frø kan ligeledes ikke blive flyttet så langt.

Nu har den grønne trepart jo som mål, at store landbrugsarealer skal nedlægges og omdannes til skov eller mere blandet vild natur. Bogen beskriver, hvordan det ikke er ligegyldigt, hvilken løsning man vælger, hvis man for alvor vil gøre noget ved biodiversiteten eller bare redde klimaet.

Nyplantet skov kan f.eks. indrettes med henblik på senere produktion af træ til tømmer. Men her viser det sig, at f.eks. klimagevinsten bliver meget lille, og i nogle tilfælde endda negativ.

Den bedste løsning, og som bogen igen og igen fremhæver, er at satse på 100% vild natur, hvor området efterlades helt urørt af mennesker, bortset fra enkelte personer på vandretur. Der tales varmt for at vi skal have ”store græssere” gående, dvs. kvæg eller heste. De sikrer en mere alsidig natur med muligheder for trivsel af flere arter. Den vilde natur skulle ideelt op på at dække 30% af Danmarks areal, hvorved vi ville komme til at opfylde EU’s direktiv desangående.

Det vil så koste 36 mia. kr. i tabt produktion i land- og skovbrug, men tænketanken Concito citeres for, at det vil medføre en stigning i Danmarks ”arealers værdi” på hele 56 mia. kr., så det er en fin forretning for landet. Vi får at vide, at de årlige skader på klima, natur og miljø i Danmark reelt andrager 250 mia. kr., som så burde fratrækkes det officielle BNP. Endeligt har nogen også beregnet, at for hver krone, der bruges på naturgenopretning, får vi 8 kroner retur i ”samfundsøkonomisk gevinst”.

Så bogens budskab, der gentagne gange slås fast, er, at jo før vi kommer i gang med at oprette vild natur, desto hurtigere får vi reddet klimaet, biodiversiteten, og vi bliver samtidigt rigere.

Bogen giver et interessant indblik i tankegangen i de politisk korrekte kredse. Sebastian Mernild skriver selvfølgeligt kapitlet om de truende klimaforandringer, og her udsættes vi for den fladest tænkelige rutinepropaganda, med hedebølger, ekstremvejr, havstigninger osv. Her en smagsprøve:

For Danmarks vedkommende har vi oplevet den ene ekstreme vejrrekord og -hændelse efter den anden over de seneste årtier. I meget varme perioder har det givet anledning til tørkeramte køkkenhaver og i særdeles våde perioder til højtstående grundvand, kajakroning i gaderne og kloakdæksler, der springer op ved intens nedbør.

Som om alt det skulle være noget nyt, men det er så velegnet til at skræmme folk til at tro på ”klimakrisen”, at selv Mernild ikke kan dy sig, selvom han burde vide bedre. Han vil også have os til at tro, at havet inden år 2100 vil være steget med ½-1 meter. Her må han vist også gå på kompromis med sin indsigt i realiteterne.

Bogens følgende kapitler gør meget ud af at beskrive, hvordan de forskellige metoder til naturgenopretning vil føre til lagring af større eller mindre mængder af kulstof. Selv en urørt græsmark vil gradvist opbygge et lager under jordoverfladen. Forskellige typer af skov giver selvfølgeligt også lagring i træstammer og -grene, men hertil kommer ophobningen nede mellem rødderne. Derfor vil en urørt skov med fuldvoksne træer stadigvæk kunne optage yderligere kulstof gennem årene, og derfor er den løsning for bogens forfattere så ideel.

I et helt kapitel dissekeres produktionsskovene, hvor man lader træerne vokse hurtigt, hvorefter man fælder dem og planter nye. Tømmeret bruges så til f.eks. byggeri, møbler eller andre genstande af træ, hvor kulstoffet vil være bundet i mange år. Bogen beskriver en hel industri af forskere, der regner på scenarier her. Problemet er jo, at det langt fra er alt træet, der bliver til gavntømmer. Grene, bark og ureelle stykker ender snarere som brændsel eller bliver efterladt i skovbunden, hvor de rådner og frigiver CO₂-en. Til gengæld tæller det til tømmerets fordel, at bjælker i nogle tilfælde kan erstatte dele af beton eller stål, der jo giver anledning til meget større CO₂-udledninger. Mulighederne for at regne er uendelige, og man kan vælge frit mellem så mange forudsætninger, at man kan få et hvilket som helst resultat. Og hvorfor så ikke vælge det ønskede, som for bogen er, at produktionsskove er dårligere for klimaet end de vilde urørte skove.

Man leder forgæves i bogen efter mere konkrete regnestykker på hvordan, man når frem til pengebeløbene citeret ovenfor. Der er heller ikke nogen udregning af hvordan, man når frem til sparede CO₂-udledninger ved omlægning til vild skov. Det nævnes, at tallene generelt er meget usikre, også fordi der er store variationer fra én geografisk egn til en anden. Så må man jo gætte i stedet, men det er man jo vant til, når det drejer sig om ”udledninger” fra land- og skovbrug.

Så vi får ikke at vide, hvor stor en del af de årlige danske CO₂-udledninger, der vil blive håndteret af de 30% urørt natur. Mernild fik vist ikke oplært sine medforfattere særligt grundigt, da én (på s. 124) slipper afsted med en betragtning om, at det er bedre at udskyde udledningerne, f.eks. ved at vente med afbrænding af træ. Argumentet er, at et CO₂-molekyle, der slippes ud i luften nu, vil have 50 år mere til at ”bidrage til global opvarmning”, end et, der først kommer om 50 år. Det er jo noget vrøvl, opvarmningen er en funktion af mængden af CO₂ i atmosfæren, der igen resulterer i en ligevægt med temperaturen.

Ellers bruges der mange sider på at beskrive alt det gode, som den urørte natur vil medføre. Den vil køle luften pga. mere fordampning af vand, den vil (måske) medføre ændringer i mængden af tilbagekastet lys (albedo), det afhænger dog af om der er tale om græs eller skov. Alt sammen effekter, der er helt uden betydning, hvis vi taler om det globale klima, da næppe mange lande vil eller kan følge Danmarks eksempel.

Sammenfattende må man sige, at det er en bog med en mission, der bliver hamret fast med syvtommersøm, men som ikke efterlader læseren særligt meget klogere.

Én ting lærte undertegnede dog af bogen. På engelsk taler man om de to forskellige tiltag mod klimaforandringerne, adaptation og mitigation. Adaptation er ”tilpasning”, dvs. at man bygger diger mod havstigninger. Mitigation er ”forebyggelse”, dvs. at man bygger vindmøller for at nedbringe CO₂-udledningerne, men ordet forebyggelse rammer lidt ved siden af. Her bruger bogen udtrykket ”afbødning” for mitigation, og det er et godt ord.