Farvel til RCP8.5

Som bekendt benytter klimaforskningen sig af en stribe scenarier for fremtiden, hvor man med computernes hjælp kan vurdere, hvor galt det vil gå med den globale temperatur, klimaet i øvrigt og menneskehedens fremtid. Oprindeligt hed scenarierne noget med ”RCP”, som står for ”repræsentativ udvikling i koncentrationen”. Her havde man en skala fra RCP2.6 og op til RCP8.5, hvor tallet stod for den ekstra ubalance, der ville være i energistrålingen i toppen af atmosfæren, målt i watt pr. kvadratmeter. Med RCP8.5 skulle man således have hele 8,5 W/m² mere indadgående stråling end i 1850.

De forskellige scenarier afhang af, hvor godt det lykkedes med den ”grønne omstilling” og nedbringelsen af forbruget af kul, olie og gas. Med RCP2.6 ville vi således nå ”netto nul” hurtigt og alt ville være godt, den globale temperaturstigning ville måske ende under de forjættede 1,5 grader celsius. RCP8.5 var derimod et scenarie, hvor kulforbruget blev skruet op til astronomiske højder og det forudsås, at der slet ikke ville være nogen teknologisk udvikling, der ville føre til bedre udnyttelse af energien. Hertil kom en voldsom forøgelse af Jordens befolkning.

Ophavsfolkene til RCP8.5 lagde slet ikke skjul på, at de anså det for at være et urealistisk scenarie, men de ønskede at have en stribe udgangspunkter, der også omfattede ekstremt høje og ekstremt lave tal. RCP8.5 var således indrettet som et yderpunkt til beregningerne.

Derefter skete der det forunderlige, at RCP8.5 hurtigt gled ind i forskningen som scenariet for business as usual, dvs. hvad der ville ske, hvis vi ikke rigtigt kom i gang med den grønne omstilling. Når man puttede RCP8.5 ind i sine computerprogrammer, fik man virkeligt nogle sensationelle resultater, temperaturen ville stige til glohede højder, eller AMOC ville gå i stå i overmorgen. Roger Pielke Jr. opstillede flere gange statistikker over valget af scenarier i forskningen, og her kom RCP8.5 klart ind på en førsteplads, med over halvdelen af artiklerne.

Det blev ikke bedre af, at man indførte en ny gruppe scenarier, denne gang kaldet f.eks. SSP5-8.5, hvor SSP står for ”Delte socialøkonomiske stier”, og som var mere komplicerede end de gamle RCP-scenarier, men det var stort set samme vin på de nye flasker, og igen var det favoritten SSP5-8.5, der klart gav mest smæk for skillingen.

Situationen er nu selv for IPCC blevet for broget. I forvejen har man måttet luge ud i vildnisset af klimamodeller, der regnede alt for varmt, og nu er tiden kommet til scenarierne. Allerede nu kan vi se, at vi ligger et godt stykke under RCP8.5-kurven for udledninger af CO₂ eller global temperaturstigning, og derfor er det forkert at arbejde videre med det scenarie, og skrupforkert at kalde det ”business as usual”.

En videnskabelig komite under IPCC er derfor barslet med nye scenarier, der skal danne grundlaget for den næste store Vurderingsrapport, nr. 7, også kendt som AR7. Roger Pielke Jr. beskriver i et opslag nærmere, hvad der skal ske.

Komiteen har vedtaget at fjerne de tre mest ekstreme scenarier, RCP8.5, SSP5-8.5 og SSP3-7.0.

Begrundelsen er officielt, at de tre scenarier ikke længere er ”plausible”, dvs. sandsynlige i virkeligheden, og det er resultatet af faldende omkostninger i forbindelse med den grønne omstilling, vi har haft ind til nu. Heri er Pielke ikke enig (og det er undertegnede heller ikke), da de scenarier reelt aldrig har været realistiske på nogen måde. Pielke påpeger, hvordan de er blevet misbrugt i de senere år:

Titusinder af videnskabelige artikler er blevet – og fortsætter med at blive – udgivet med anvendelse af disse scenarier, et tilsvarende antal af overskrifter i medierne har udbasuneret resultaterne, og regeringer og internationale organisationer har opbygget politik og lovgivning på basis af disse umulige scenarier.
Vi ved nu, at alt dette er bygget på et fundament af sand.

De nye scenarier hedder ”høj”, ”medium”, ”lav” og ”meget lav”. Deres fremskrivninger mht. udledninger af CO₂ fremgår af fig. 1. Her ser man hvordan ”høj” ligger lidt under den gamle SSP3-7.0, hvor SSP5-8.5 ligger milevidt over.

Med på fig. 1 er indtegnet IEA’s fremskrivninger til 2050, dels hvad den nuværende politik (CPS) vil føre til, og dels hvad politikerne har stillet i udsigt (STEPS). De ligger på eller under det nye ”medium”-scenarie.

Man ser, at ”høj” ligger tæt på SSP3-7.0, hvor sidstnævnte bl.a. forudså en verdensbefolkning på 13 milliarder i år 2100. Det er helt ved siden af. ”Høj” lander på en energiubalance på 6,7 W/m² i 2100, hvilket givetvis også er betydeligt højere, end hvad der kan anses for realistisk.

Pielke er med god ret skeptisk over for det nye ”høj”-scenarie, og man kunne frygte, at det ender med at blive det foretrukne i den fremtidige klimaforskning og i IPCC’s næste rapport. Pielke citerer en Van Vuuren der er en af folkene bag de nye scenarier:

Det er klart, at dette scenarie ikke er ”business as usual” og ikke kan bruges til sammenligning baseret på en manglende klimapolitik. Scenariet er tænkt som et middel til at undersøge den høje ende af CO₂-udledningerne, som man ville få, hvis der afviges kraftigt fra den nuværende politiske, teknologiske og strukturmæssige udvikling.

Lidt lige som det gamle RCP8.5 var tænkt – men hvor vi alle så det begrædelige resultat.

Pielke går nu mere i detaljer med de nye scenarier, som langt hen ad vejen bygger på SSP-tankegangen. ”Høj” har overtaget SSP3’s astronomiske folketal. ”Medium” ligger tættere på realiteterne lige nu – og frem mod 2050, men derefter er der mere uenighed. ”Medium” forudser stadig vækst i CO₂-udledningerne, hvor Pielke mere tror på en større effekt af grøn omstilling.

Det er uvist, hvem, der får ret her, men under alle omstændigheder skulle vi kunne få en mere sober klimaforskning, hvis ellers folk kan holde fingrene fra ”høj” som business as usual. Det kan de dog nok ikke.