Et helt grundlæggende led i argumentationen for menneskeskabt global opvarmning er snakken om en energimæssig ubalance i atmosfærens top. Den er på engelsk kendt som EEI, Earth Energy Imbalance. Filosofien er, at hvis Jordens temperatur skal forblive uændret, så skal mængden af energi, der går ind i Jordens atmosfæren være lig med mængden, der forlader atmosfæren igen.
Her kan man tænke sig en gryde på et gasblus. Den får tilført varme fra flammen, og afgiver varmen gennem grydevæggen og låget. Hvis vi er ved at lave simremad, og temperaturen bare skal holdes konstant, så skruer vi ned for gassen, indtil flammen netop tilfører så meget varme, som der tabes gennem væg og låg. Skruer vi nu lidt op for varmen, vil temperaturen begynde at stige. Det sammen ville ske, hvis vi lægger en tevarmer oven på låget, derved vil der tabes mindre varme den vej, og med uændret gasblus bliver gryden igen varmere.
Nu betragtes hele jordkloden som en sådan gryde, og det er Solens indstråling, der agerer gasblus. Noget af energien når aldrig at bidrage til energibalancen, fordi især skyerne kaster solstrålerne tilbage. Det sammen gælder i mindre grad jordoverfladen, havet og polernes sne og is. Tilbagekastningen er Jordens såkaldte albedo. Men resten af sollyset bliver til varme, havet og landjorden opvarmes og derefter bliver atmosfærens luft opvarmet. Varmen bevæger sig opad og udstråles til sidst fra toppen af atmosfæren. Det svarer til tabet fra grydens væg og låg.
Nu virker CO2 og de øvrige drivhusgasser – især vanddamp – på den måde, at de i et mindre omfang forhindrer denne udadgående transport af energi, svarende til da vi lagde tevarmeren oven på grydelåget. Så der kommer mindre energi ud, end der kom ind med sollyset og Jorden varmes op. Det kan udtrykkes som Jordens energi-ubalance.
Men hvor meget drejer det sig om? Man forsøger at sætte tal på ubalancen, og i litteraturen har man i de seneste 30-40 år kunne finde tallet 0,7 W/m2, eller watt pr. kvadratmeter. En watt er en joule pr. sekund. Dvs. hvert sekund vil hver kvadratmeter af atmosfærens top modtage 0,7 joule mere, end den afgiver. En joule er en meget lille energimængde, men selvfølgeligt kan det løbe op alligevel. Nu hører det imidlertid med til historien, at den indgående solstråling ligger i gennemsnit på over 400 W/m2, dvs. måske 500 gange mere end ubalancen. Så begynder det at blive mere interessant, fordi vi jo må vurdere, hvor godt vi overhovedet er i stand til at måle det tal.
Her har den ukuelige Dr. Willie Soon netop holdt et foredrag på den nylige klimarealistiske konference i Washington DC, hvor alle, der betyder noget indenfor foretagendet, deltog. Soon tog fat i spørgsmålet om ubalancen men lagde ud med en lille historie, der skal illustrere problemet i den forbindelse:
Man har en kulsort kælder og nu en formodning om, at der befinder sig en sort kat dernede. Man har ikke nogen lygte, men går alligevel ned og leder efter katten. Til sidst hævder nogen at have fundet den, men efterfølgende viser det sig, at der slet ikke var en kat.
Begrebet ”ubalance” blev ifølge Soon opfundet af den navnkundige James Hansen i 1986. Han manglede noget slagkraftigt, der kunne overbevise offentligheden om klimakrisen. Med nogle primitive computermodeller, der simulerede klimaet, nåede han frem til en formodet opvarmning, og ud fra den kunne han så beregne ubalancen i atmosfærens top, og tallet 0,7 W/m2 blev født.
Noget senere kom der for alvor gang i satellitterne, og her forsøgte man at måle direkte på strålingerne ind og ud. Det gik imidlertid ikke så godt, man nåede frem til en ubalance på hele 6,5 W/m2. Det tal var helt klart for stort, og derefter greb man til at justere på tallene med forskellige påskud, og man nåede derefter frem til resultaterne for satellitterne, der svarede nogenlunde til de 0,7 W/m2. Disse resultater kunne efterfølgende bruges til at vurdere om modellerne var troværdige – og dermed havde man en solid cirkelslutning.
Det var ikke helt tilfredsstillende, og derfor kastede man sig over målingerne af havets temperatur. Det er ikke nogen nem opgave, havets areal er 370 millioner kvadratkilometer og gennemsnitsdybden er knap 4 kilometer! Hvor varmt mon det er? Før år 2000 havde man kun spredte og usystematiske målinger, primært fra de øverste meter af havet, men i starten af det nuværende århundrede kom Argo-bøjerne til, og nu kunne man år for år se udviklingen i havets temperatur, der derefter kunne omregnes til et energiindhold (i monsterenheden zetta-joule), der til sidst kunne bruges til vurderingen af energi-ubalancen. Vi har for nyligt set, hvordan tallene fra Argo-bøjerne er belagt med store usikkerheder, svarende til ± 1 W/m2 i atmosfærens top, og derfor kan et tal på 0,7 W/m2 statistisk set lige så vel være nul.
Soon påpeger, at begrebet ubalance i atmosfærens top bliver yderligere kompliceret, dels af variationerne i Solens indstråling, som ikke er helt små, og dels af ændringerne i Jordens albedo, hvor variationer i skydækket får procentdelen af tilbagekastet sollys til at svinge meget.
Soon konkluderer, at i praksis har klimaforskningen lagt sig fast på de 0,7 W/m2 og alle andre tal og målinger vrides rundt, så de afspejler det samme resultat. Men reelt kender vi ikke tallet, og ved derfor heller ikke, om der er nogen global opvarmning af betydning. Ja, atmosfæren er blevet varmere, det kan vi trods alt måle, men er det bare udtryk for en overførsel af en sjat energi fra havene?
CO2 spiller nok én eller anden rolle, men ikke den dominerende, og derfor er det så farligt at kaste sig ud i vidtrækkende politiske tiltag, når grundlaget nu mere er uvidenhed end videnskab.
Danish
Massepsykoser har vi haft mange af: P.t. opvarmningen. Men blandt de tidligste kan nævnes kernekraft som i en del lande stadigvæk er tabu. Selvom f.eks. Frankrig lever fint med deres 57 generatorer. Og Kina har masser af dem.
Igennem decennier ‘hærgede’ den kolde krig. Våbenkapløbet knækkede til slut Sovjetunionen – og det var måske meningen med det hele ?
Så kom europæisk bekymring for global oliemangel. Det var i 90-erne. Luftforurening var en af indikatorerne på for højt olieforbrug. F.eks. de døde skove langs tyskernes motorveje ! Dem nåede jeg dog aldrig at se.
Covid 19 var et virkeligt hit. Den løftede hele farmaindustrien til nye højder. Læg f.eks. mærke til hvordan et apotek ser ud i dag: Som et supermarked med tusinder produkter og flotte reklamer. For tredive år siden var det mere beskedent – og folk var ikke mere syge af den grund.
Kære læser: Den overordnede strategi ser ud til handle om et skud panik med jævne mellemrum – så at vi ikke reflekterer for meget over de økonomiske og politiske samfundslederers aktiviteter.