Vindmøller og mikroplast

Nogle år efter ophøret af Den Lille Istid havde undertegnede som et led i sin uddannelse en stribe kurser i læren om materialer. En af pointerne var, at det er meget få materialer, der ikke straks påbegynder en nedbrydning, efter at de er blevet et led i en genstand eller en større konstruktion. Det ved vi jo godt. Jern og stål ruster, plastik bliver nedbrudt af Solens lys, træ kan gå i forrådnelse, beton smuldrer osv. Et væsentligt element i enhver konstruktionsopgave er derfor at gøre noget for at sikre eller i hvert fald forlænge levetiden.

Ting til brug indendørs kan ofte holde længe, men ude i naturen er kræfterne meget mere aggressive. Og intet sted er værre, end hvis vi taler om havet eller strandkanten. Her har man den værst tænkelige kombination af vand, vind, salt og skiftende temperaturer. Det er en af grundene til, at man absolut bør se meget skeptisk på bølgekraft-installationer, de er store og omfattende, har bevægelige dele i vandoverfladen, og når man ser på de forskellige forslag til konstruktioner, skal man ikke forvente nogen imponerende levetid.

Til gengæld har vi vindmøllerne, og dem er der allerede mange af ude på havet. Det er absolut ikke nogen problemfri opgave at få dem til at holde et passende antal år. Fundamenterne, der ofte er pæle eller skeletter af metal, er permanent neddyppet i saltvandet, og udsat for havstrømme. Det kan normalt klares med passende lag af maling.

Værre er det område lige ved havoverfladen, hvor mølletårnet skiftevis er under vand og skiftevis over. Her er rust et meget alvorligt problem, og selv den bedste maling holder ikke så længe i bølgernes konstante påvirkninger. Her bruger man ofte den opfindelse, der kaldes en offeranode. Det kan være en klods af zink eller aluminium, der boltes fast til tårnet under vandet. Ideen er nu, at da de to metaller ruster lettere end jern, vil et rustangreb medføre, at offeranoderne går i opløsning, mens jernet forbliver uskadt. Det er samme princip, der ligger bag en galvanisering af stål, igen er det zinken, der bliver ramt, hvis konstruktionen bliver angrebet. Offeranoderne bevirker så til gengæld en tilførsel til havvandet af betydelige mængder af zink eller aluminium, hvilket i nogle tilfælde kan betragtes som en forurening. Når offeranoden næsten er væk, er man nødt til at skrue en ny på.

Resten af mølletårnet over vandet er også udsat, bl.a. pga. den tåge af salt, der til stadighed føres af vinden mod tårnet. Igen stiller det store krav til den brugte maling, der påføres i flere lag.

Så er der møllevingerne, de er primært af glasfiber, dvs. i familie med plastik, og de ruster selvfølgeligt ikke. Maling kan beskytte dem mod sollyset. Til gengæld er der her et andet problem, pga. vingernes rotation. Moderne store vinger roterer hurtigt, og hastigheden ude i nærheden af vingespidserne kan nå op på 150 kilometer i timen (km/h).

Det betyder, at enhver genstand, der rammer vingen, kan anrette skade på den – eller hvis det er en fugl, selv få store skader. Det er mange gange konstateret, at møllevinger efter nogle års drift kan se temmelig flossede ud på forkanterne. Og en af synderne viser sig faktisk at være regndråber. Vand kan også slå hårdt ved 150 km/h.

En ny videnskabelig artikel, A. Tempelis et al., har kigget nærmere på spørgsmålet. Der er tale om et meget grundigt stykke arbejde, både med laboratorieforsøg og med opstilling af en computermodel til efterregning af situationen på møller udendørs. Fig. 1 viser laboratorieopstillingen, hvor tre stænger kører rundt med høj hastighed, mens der hældes vanddråber ned over dem. Forskerne kunne køre ved forskellige hastigheder, forskellig mængde af ”regn” og endda justere på dråbestørrelsen. Efter valgte tidsrum kunne forsøget stoppes, og ”vingerne” undersøges for slid.

Vindmøllevinger har normalt ca. 0,2 mm maling på, og forskerne var primært interesseret i udbredelsen af skader på dette lag. Fig. 2 viser nogle resultater, hvor man kan se, hvor mange træf pr. kvadrat-millimeter, der skal til ved forskellige hastigheder, før malingen er gennembrudt. Den situation kan opstå allerede efter 3½ timers kørsel. Er vi oppe omkring de 150 km/h, skal der kun 30-40 træf til, før malingslaget har fået huller. Ved 130 m/s skal der op imod 1000 træf til.

Så hastigheden betyder meget, og i takt med at møllerne bliver større og større, vil vingespidserne bevæge sig hurtigere og hurtigere, og dermed bliver skaderne mere betydelige.

A. Tempelis et al. konkluderer, at i praksis vil malingen være slidt af allerede efter et år under danske vejrforhold. Bare efter et halvt år er der tale om tydelige skader. Når møllevingerne har mistet deres maling, bliver de mindre glatte, de slides hurtigere, og det går ud over møllens effektivitet.

Man kommer umiddelbart til at tænke på de forudsete levetider for nye havvindmøller, de er løbende blevet sat op, nu til 30 år eller mere. Det vil så kræve flere omgange med kostbart vedligehold (det er ikke så nemt at male en vinge højt til vejrs ude på havet). Mon de udgifter fuldt ud er med i investorernes budgetter?

Malingen og vingematerialet inden under, der bliver slået af, ender som mikropartikler i naturen. Dem er man jo ikke så glad for. Det har fået nogle norske medier til at reagere (hvorimod, så vidt det kan konstateres, de danske landsdækkende medier har været tavse. Den slags sager har bedst af at befinde sig inde under gulvtæppet).

Men det norske TV2 Nyheter havde en længere artikel om emnet. En dansk professor Jes Vollertsen citeres for, at det er mindre heldigt, at vindmøller giver anledning til forurening. Nordmændene er bekymrede, fordi det generelt regner meget mere i Norge end i Danmark. Så der kan blive tale om betydelige mængder af mikroplast fra vindmøllevingerne. Vollertsen påpeger, at forureningen bør tages med i miljøvurderingerne af nye mølleprojekter.

Vollertsen foreslår ligefrem, at man kan stoppe vindmøllerne, når det regner kraftigt. Det vil kun koste få timers drift hvert år og kan begrænse sliddet meget.

TV2 Nyheter blev efterfølgende opfordret til at revidere artiklen og bl.a. spørge vindmøllebranchens repræsentanter. Det anføres, at de hævder, at norske vindmøller generelt kører langsommere, med en hastighed på 50-80 km/h. Det er selvfølgeligt rigtigt, at eksisterende møller er mindre, og derfor har lavere hastigheder ude ved vingespidserne. De norske vindfolk påpeger også, at man bruger tykkere maling på norske møller, men det bør nu ikke gøre den store forskel.

En branchedirektør for bæredygtighed jamrer sig over, at diskussionen her er en afsporing af vindkraftdebatten. Det hævdes, at der i Norge årligt udledes 19.000 ton mikroplast, hvoraf kun 280 kg stammer fra møllerne.

Den gode Vollertsen kom efterfølgende ud i et alvorligt stormvejr, det fremgår af mediet Klimamonitor, der bringer historien solidt forskanset bag betalingsmuren. Årsagen var bl.a., at Vollertsen blev omtalt i medierne for til TV2 Nyheter oprindeligt at have udtalt sig meget bramfrit.

Vindmøller har problemer med det danske vejr. En ny stor undersøgelse viser, at møllerne lækker mikroplast, når det regner, og sender det ud i naturen. Og det er ikke bare en smule – studiet viser, at det beskyttende lag på vindmøllerne gennemhulles fuldstændigt på under et år i almindeligt dansk vejr.
– Jeg havde ikke forestillet mig, at regn kunne gøre så stor skade. Møllerne slås ganske enkelt i stykker, siger Jes Vollertsen.

Nu trak han så i land og nøjedes med at sige, at det kun var malingen, der blev slået i stykker.

Det er imidlertid ret ligegyldigt hvem, der sagde hvad hvornår. Det er mere interessant, at selv ikke de forgudede vindmøller er uden problemer. Det er i sig selv rimeligt nok, og man kan altid diskutere om mikroplasten (og de øvrige malingsrester) er et reelt miljøproblem eller ej. Men det er tankevækkende, at den slags helst slet ikke skal bringes frem i lyset og diskuteres åbent. Hvorfor ikke?