Livets udvikling og klimaforandringerne

Mediet AP News udsender med jævne mellemrum klima-alarmistisk propaganda, man er aldrig i tvivl om vinklen i historierne. Her er et eksempel, hvor det handler om dyr og planter, der bliver ramt af ”klimaforandringer”. Artiklen beretter om, hvordan det næsten altid viser sig, at nogle individer alligevel trives, og her kan man måske udvikle metoder til at bevare hele økosystemet. Artiklen har en helt typisk indledning:

Den naturlige udvikling virker over årtusinder. Klimaforandringerne bevæger sig meget hurtigere.
Dette misforhold er ved at udrydde nogle af planetens mest betydningsfulde økosystemer, fra Californiens skyhøje fyrretræer til ålegræs-områder langs kysten. Begge arter lagrer enorme mængder af CO₂ og understøtter komplicerede systemer af liv.
Hedebølger i havet, rekordstore naturbrande og menneskelig udbygning ved kysterne skubber disse systemer ud over deres grænser, i takt med at klimaforandringerne, drevet af udledninger fra brændstoffer som olie og gas, accelererer. Det forventes at omkring 1 million arter står over for udryddelse, primært pga. menneskelige aktiviteter, der ødelægger levesteder, forurening og overforbrug af naturressourcer, ifølge en FN-rapport fra 2019.  

Her får vi det sædvanlige rodsammen af klima og alle mulige andre problemer, som er en generel følge af menneskelige aktiviteter, f.eks. forurening og inddragelse af arealer, hvor der førhen var natur. Men vi må forstå, at klimaforandringerne er det værste.

Artiklen beskæftiger sig derefter med ålegræsset, hvor man finder, at visse individer klarer sig bedre under de ændrede forhold, og det skyldes så nogle gener, der netop giver denne egenskab. Der er derfor store planer om at udbrede disse mere levedygtige versioner af ålegræsset.

Det samme gør sig gældende med de tårnhøje fyrretræer, der er hårdt ramt. Dels er en stor del af dem blevet fældet, for at udnytte tømmeret. Derved er deres variationer af gener blevet mindre. Men det største problem nu er de meget voldsomme skovbrande, der hærger, og som mange af træerne ikke kan overleve. Igen tilskrives brandene ”klimaforandringer” i form af mere tørke. Dog nævnes det, at der førhen var flere men mindre brande, som træerne kunne overleve.

Nemlig! At brandene bliver så store nu, skyldes primært en elendig pleje af skovene, hvor alt for meget dødt ved og andet plantemateriale får lov til at hobe sig op. Man er også hurtig til at slukke de brande, der kommer, og resultatet er, at en masse unge træer får en chance for at blive større i skovbunden mellem de store træer. Hermed bliver der tilført yderligere brændbart materiale, og når det til sidst alligevel går galt, bliver det rigtigt slemt.

Men ideen er alligevel at redde naturen fra ”klimaforandringerne” ved at kigge på generne. Til sidst i artiklen citeres dog en lidt køligere hjerne:

[Initiativerne] kan hjælpe til, men de er ikke nogen løsning i sig selv. Det, der skal prioriteres, er en reduktion af udledningerne af drivhusgasser.
At kigge på generne kan hjælpe visse arter, især dem med lang levetid som fyrretræerne, som ikke kan tilpasse sig hurtigt på egen hånd, men metoden har sine begrænsninger. Økosystemer bygger på komplicerede samspil mellem planter, dyr, mikroorganismer og svampe. Hvis man vælger at styrke generne i retning af mere klimamodstandsdygtighed i en enkelt art, giver det ikke nogen garanti for overlevelse af de mange andre arter, der spiller sammen med denne.
Kan man ændre på generne på nogle få arter, så de bedre kan modstå klimaforandringerne? Helt sikkert. Men det er ikke noget økosystem. Vi kan ikke bruge ingeniørkunst til at slippe væk fra klimaforandringerne.

Det er jo rigtigt nok, men til gengæld er ”klimaforandringerne” ikke noget problem, der overhovedet kræver en masse tiltag. Vi skal selvfølgeligt stoppe vores forurening, og vi skal sikre at naturen får tilstrækkeligt med plads uden at blive ødelagt af menneskelige aktiviteter. Men vi forbedrer ikke noget ved f.eks. at smadre vores energiforsyning, det ville bare gøre vores muligheder for effektiv naturbeskyttelse meget ringere.

På WUWT kommenterer Anthony Watts. Han påpeger, at hele tanken om den langsomme udvikling (evolution) og hurtige klimaforandringer ikke giver mening. Der har altid været hurtige klimaforandringer og dyre- og plantelivet har måttet tilpasse sig i samme tempo. Det kan de også, og hvis de ikke kunne, så er de ikke på Jorden mere.

En global gennemsnits-temperaturstigning på en grad er der reelt ingen, der kan mærke. Det svarer til forskellen mellem Nord- og Sydjylland. Tørke er et langt større problem, men den kommer og går og rammer forskellige egne på forskellige tidspunkter. Dyrene reagerer ved at flytte sig, og planterne er også i stort omfang i stand til at følge med. Tænk bare f.eks. på trægrænserne i bjergområder, de flytter sig op- eller nedad i takt med, at det bliver koldere eller varmere.

Naturen har overlevet de seneste 500 millioner år, med kolossale ændringer undervejs, men den er der stadigvæk, og vi har et kolossalt antal arter af både dyr og planter. At 1 million skulle være på vej mod uddøen er også en computerfremstillet myte, den har vi kigget på tidligere. Men nogen vil gerne fremme falske fortællinger i deres ihærdige kamp for deres overbevisning om klimakatastrofen. Watts skriver:

Det større problem er opfindelsen af en falsk historie, der antyder, at en biologisk katastrofe er på vej. Ved at påstå, at klimaforandringerne er ”hurtigere” end udviklingen, hævder artiklen, at livet på Jorden grundlæggende er ude af stand til at håndtere en gradvis opvarmning. Men arter har klaret istider, mellemistider, vulkanske vintre, megastore tørker og pludselige lokale omvæltninger, længe før vi kendte noget til fossile brændstoffer.