Klimaadfærd, Klimarealisme i medierne

Microsoft svigter klimaet

Vi har flere gange her på siden skrevet om CO2-opsamlingen, CCS, og alle dens genvordigheder. Som tiden går, kan man ikke sige, at situationen er i bedring på nogen måde. I Danmark skulle Ørsted have været i gang med landets første anlæg i stor skala fra starten af 2026, men de forventer først at starte deres anlæg henimod midten af året. Derved skal Ørsted nok betale en bøde til Energistyrelsen for forsinkelsen, klimaet bliver jo ikke ”reddet” på den måde.

Et andet tilbageslag er, at planerne om at etablere et underjordisk CO₂-lager ved Stenlille på Sjælland er blevet opgivet. Det er ellers ejet af Gas Storage Denmark, et datterselskab under Energinet. Begrundelsen er, at man ikke længere har “appetit” på den aktivitet. En af grundene til, at så mange bydere på CO₂-opsamlingen sprang fra i december-januar, var netop usikkerheden om lagringen, hvor og hvornår ville den være klar? Det er jo så ikke blevet bedre nu.

Som vi flere gange har slået fast, er CCS ikke en aktivitet, der på nogen måde skaber værdi for samfundet eller virksomhederne. Derfor er et væsentligt element i økonomien statstilskud på den ene eller den anden måde. Den danske stat er således her i næste omgang parat med 29 milliarder kr. til formålet.

Det er imidlertid ikke nok for de fleste af projekterne. Derfor er en anden indtægtskilde salg af ”aflad” eller kulstofkreditter, som er det officielle navn. Her kan virksomheder købe en mængde CO2, der f.eks. modsvarer, hvor meget de har udledt, og derved bliver de ”CO2-neutrale”. En virksomhed har måske udledt 100 ton CO2, og køber nu 100 af de ved CCS bortskaffede ton, og derefter kan den grønne glorie pudses op til højglans.

Hjemmesiden CDR.fyi følger løbende med i udviklingen. Her kan man se, at der selvfølgeligt har været mange købere, men det interessante er, at én virksomhed dominerer totalt i kundekredsen, og det er Microsoft. Ud af knap 47 millioner ton CO2 købt i alt på verdensplan, står Microsoft for hele 36,4 mio. ton. Det svarer til 77% af hele markedet! Værdien af de solgte ton (heri inkluderet pyrolyse) er opgivet til knap 12 mia. dollars, så i runde tal har Microsoft spenderet 9 mia. US$. Det er da en sjat. Gennemsnitsprisen pr. ton CO2 må ligge omkring 260 US$ eller 1700 danske kroner. Det er jo ikke nødvendigvis lig med omkostningen, der meget vel kan være højere, da der som nævnt vil være tale om statstilskud ved siden af.

Monster-anlæg til CCS fra luften. Foto: Carbon Engineering

Ørsted får statstilskud, men har hertil efter sigende solgt 10 mio. ton til Microsoft, til “leverance” over en årrække.

Som nævnt har CCS-firmaerne haft store praktiske vanskeligheder, og indtil nu er der reelt kun bortskaffet 1,3 mio. ton, svarende til 2,8% af den solgte mængde.

Nu er der imidlertid sket noget mere alvorligt. Microsoft har kundgjort, at de ophører med at købe flere kulstofkreditter. Det er en alvorlig bet for alle de selskaber, der satser på at komme ind på CCS-markedet. Det gælder formentligt også Aalborg Portland og den anden – ukendte – byder på de danske statstilskud, der skal udloddes i nær fremtid.

Microsoft manglede ellers ikke store ambitioner. I 2020 havde de således sat sig det mål, at de skulle købe aflad for samtlige af de ton CO2, de havde udledt lige siden starten i 1975. Men nu er Microsoft midt i kapløbet om at bygge datacentre, og det vil give anledning til meget betydelige udledninger, som det vil være alt for dyrt at få dækket med kulstofkreditter.

Det er et led i en generel udvikling, der også i USA er blevet forstærket af ophøret af Joe Bidens meget rundhåndede klimapolitik med statsstøtte til alt muligt, herunder CCS. Nu er der ingen udsigt til indtægter, og branchen er nødlidende.

John Robson kommenterer på sædvanlig underholdende vis:

Og helt sikkert, når en masse mennesker stiller op for at sælge noget, som ingen stiller op for at købe, bør det vække mistanke. Desværre synes klima-alarmister ikke at have gode filtre mod vrøvl. [Folk i branchen hævder, at] ”det er en industri der kommer til at spille en vigtig rolle i kampen mod den globale opvarmning.” Det siger ideens tilhængere. Det gør kunderne ikke så meget, fordi der er ikke nogen kunder. ”Der er ikke meget at fejre i den nærmeste fremtid”.

Om CCS-ideens langtidsudsigter er Robson nådesløs:

Så det handlede aldrig om markeder i deres normale betydning. Det handlede om høst af statsstøtte i massivt omfang. Microsoft og deres leverandører af mangel på kulstof satsede på, at staten ville tvinge alle til at smide penge ind i aktiviteten. Som en aktør sagde: ”slutspillet her er statsstøtte på langt sigt.” Så der er ikke noget marked, ingen kunder, ingen indtjening og ingen bortfjernelse af CO2. Kun grådige individer, der rasler med tiggerskålen.

Hvornår holder vores politikere op med at være så naive?

Del på de sociale medier

5 Comments

  1. Claus Beyer

    “Derved skal Ørsted nok betale en bøde til Energistyrelsen for forsinkelsen, k” – Denne bøde plus eventuelle andre bøder, bør betales ud til de stakkels danskere, som har finansieret Ørsteds CCS cirkus. Men det er politikerne nok for grådige til.

  2. JENS JAKOB KJÆR

    I gamle dage indførte den danske konge en næseskat (nafsgeld). Alle som havde en næse skulle betale skatten. Men så gjorde folket oprør. De var nu klogere i gamle dage.

  3. Henning Holm Sørensen

    Et er investeringen, et andet er den løbende drift heri også eget el forbrug. Dette er så vidt vides et sted mellem 10-20% af værket produktion. Denne el kan jo så ikke sælges på markedet, hvilket presser prisen op.
    Det er vel værd at tænke på i en tid, hvor Energinet bliver klandret over, at der ikke er energi nok til alskens fata morganaer.

  4. Michael Rasmussen

    Det varer nok ikke længe før vores politisk korrekte politikere står i kø for at indføre en lov om tvungen CO2-måler monteret på munden.
    Så bliver der automatisk trukket en afgift fra kontoen, udregnet efter hvor meget man trækker vejret og udånder den livsfarlige og altødelæggende klimagas.
    Hvis man så skulle få den forfærdelige tanke at snyde med ulovligt at holde vejret, bliver man straks pålagt en bøde.

    • Claus Beyer

      @Michael Jeg tror ikke politikerne ved, at vi udånder luft med en CO2 koncentration 100 gange større (4%) end den luft vi indånder (0,042%). Danmark burde lære af svenskerne, som har et TV program, hvor politikere interviewes om deres viden. Det kan være pinligt at høre deres svar, der åbenbarer en katastrofal uvidenhed om emner, de har magt til at tage beslutninger om. Det koster befolkningerne dyrt at have så uvidende politikere. Godt for Danmark at det tager lang tid at danne en regering. Så kan de da ikke begå landsskadelig virksomhed så længe.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*