En ny artikel flår masken af de alarmistiske klimaøkonomer

Der er kommet en ny artikel, som rammer et ømt punkt i klimadebatten. Ikke ude i fysikken. Ikke i spørgsmålet om CO₂ har en virkning. Men i den del af klimaøkonomien, som i de senere år har opført sig, som om man med lidt smart statistik kan regne sig frem til, hvor meget klimaforandringer vil koste verdensøkonomien i 2100.

Artiklen er skrevet af Finbar Curtin og Matthew Burgess, OSF | The empirically inscrutable climate-economy relationship og Roger Pielke Jr. har allerede grebet den som en rambuk mod den såkaldte top-down litteratur. Det forstår man godt. For artiklen går direkte til sagen: Kan man overhovedet måle en stabil og meningsfuld sammenhæng mellem klima og økonomisk vækst ud fra historiske makrodata? Forfatternes svar er i praksis nej. Ikke fordi klima er uden betydning, men fordi metoden er langt mere skrøbelig, end de store overskrifter giver indtryk af.

Det er en vigtig diskussion. For når nogen hævder, at nogle få graders opvarmning vil koste Verden en fjerdedel af dens fremtidige velstand, eller mere, så lyder det jo som solid videnskab. Men hvis regnemetoden hviler på lerfødder, er det ikke længere et facit. Så er det et kvalificeret gæt forklædt som præcision.

Skellet mellem bottom-up og top-down

Her er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Der findes groft sagt to forskellige traditioner i klimaøkonomien.

Den ene er bottom-up, dvs. man starter fra bunden. Det er i høj grad den tradition, William Nordhaus repræsenterer. Her begynder man ikke med nationalt BNP og årsmiddeltemperatur. Man begynder med de konkrete sektorer: landbrug, sundhed, energiforbrug, kyster, bygninger, vand, infrastruktur og så videre. Derefter forsøger man at vurdere, hvordan klima påvirker hver sektor, og til sidst lægger man de forskellige effekter sammen til et samlet billede.

Det er ikke nogen fejlfri tilgang. Den bygger også på antagelser, og man kan sagtens diskutere de enkelte led. Men den har en stor dyd: den prøver faktisk at følge årsagskæden. Man kan se, hvad der antages, og hvor usikkerheden ligger. Derfor er det heller ikke urimeligt, at Nordhaus’ mere moderate vurderinger af klimaskader kan fremstå forholdsvis fornuftige. De er i det mindste bygget op nedefra, fra konkrete mekanismer.

Den anden tradition er top-down, hvor man starter fra oven. Her springer man de konkrete mekanismer over og går direkte til de store sammentællinger. Man forsøger at finde en statistisk sammenhæng mellem klimavariable, typisk temperatur, og samlet økonomisk output, typisk BNP-vækst. Ideen er fristende nok: Hvis hele effekten allerede kan aflæses i historiske data, så slipper man for alt besværet med sektorer og delmekanismer.

Det er netop denne genvej, Curtin og Burgess går i kødet på.

Deres kritik af top-down betyder altså ikke automatisk, at al klimaøkonomi falder sammen. Det betyder heller ikke, at Nordhaus nødvendigvis tager fejl. Det betyder noget mere præcist: at netop den statistiske genvej, hvor man vil udlede en global skadefunktion direkte fra historiske makrodata, ser ud til at være langt mere usikker og skrøbelig, end dens tilhængere ofte lader som om.

Hvad Curtin og Burgess faktisk viser

Artiklens hovedpointe er enkel og temmelig ødelæggende. Den top-down klima-økonomiske relation kan ikke estimeres pålideligt ud fra de historiske data, fordi den varierer både mellem lande og over tid.

Et varmt år i Irak er ikke det samme som et varmt år i El Salvador. Et varmt år i Indien i 1965 er heller ikke det samme som et varmt år i Indien i 2015. Økonomier er forskellige, og de ændrer sig. De har forskellig sektorstruktur, forskellig energiforsyning, forskellig infrastruktur, forskellig institutionel kvalitet og forskellig adgang til teknologi og kapital.

Det er ikke en detalje. Det er hovedsagen.

For det betyder, at økonomiers følsomhed over for klima ikke er konstant. Den er historisk og institutionelt bestemt. Når forskere alligevel prøver at presse alle lande og årtier ind i én fælles funktion, får de godt nok et resultat. Men det er ikke sikkert, at resultatet har nogen stabil mening, der påviser en sammenhæng.

Forfatterne peger også på et andet problem: Ekstreme observationer. Krige, sammenbrud, oliebooms, genopretning efter katastrofer og andre historiske særtilfælde kan falde sammen med usædvanligt vejr. Hvis regressionen så læser dette som klimaeffekt, får man et tal, der ser præcist ud, men som i praksis blander klima sammen med historiske chok, der intet har med klima at gøre.

Endelig understreger de noget, som egentlig burde være indlysende: klima er ikke ét tal. Årsmiddeltemperatur er en grov forenkling. Virkelige samfund reagerer på tørke, fugtighed, storme, sæsonforløb, ekstreme hændelser, nedbørsmønstre og en lang række samspil mellem disse forhold. Når man reducerer hele denne kompleksitet til én eller to variable, stiger risikoen for at måle noget andet end det, man tror, man måler.

Hvorfor tilpasning er det afgørende ord

Det vigtigste i hele artiklen er efter min mening ikke de tekniske indvendinger mod sammenkædningen. Det vigtigste er den indsigt, som ligger nedenunder: Følsomheden over for klimaændringer falder, når økonomien bliver bedre, og teknologien bliver stærkere.

Det er her, tilpasning kommer ind som det afgørende nøgleord.

Samfund står ikke stille, mens klimaet ændrer sig. De bygger om. De flytter produktion. De udvikler nye sorter. De ændrer dyrkningsformer. De investerer i kunstvanding, afvanding, køling, isolering, varslingssystemer, forsikring og infrastruktur. De bruger mere energi, mere viden og bedre organisation til at beskytte sig mod påvirkninger, som før ville have ramt dem hårdt.

Kort sagt: De tilpasser sig.

Det er ikke teori. Det er historie. Mennesker har altid levet i skiftende og ofte barske omgivelser, og civilisationens fremgang består i høj grad i, at vi bliver bedre til at håndtere naturens luner. Når samfund bliver rigere, bliver de som regel langt mindre sårbare. Ikke usårlige, men markant mere robuste.

Et fattigt land uden stabil strøm, uden køleanlæg, uden stærke bygninger, uden reserver og uden velfungerende institutioner kan blive hårdt ramt af hændelser, som et rigt land i praksis kan leve sig igennem med relativt beskedne omkostninger. Det gælder ikke kun varme. Det gælder kulde, oversvømmelser, storme, sygdomme og tørke. Velstand og teknologi er ikke pynt oven på klimatilpasning. De er selve motoren i klimatilpasning.

Det er netop derfor, top-down tilgangen kommer galt af sted. Den behandler ofte forholdet mellem klima og økonomi, som om det var nogenlunde stabilt. Men hvis tilpasning hele tiden ændrer forholdet, så kan gårsdagens følsomhed ikke uden videre bruges som målestok for morgendagens verden.

Det er som at ville vurdere nutidens dødsrisiko ved lungebetændelse ud fra data fra 1890 og så se bort fra antibiotika. Man kan selvfølgelig beregne forholdet. Men man må ikke bagefter foregive, at den fortæller den fulde sandhed om den verden, der kommer.

Pielkes læsning af artiklen

Roger Pielke Jr. går faktisk et skridt videre end Curtin og Burgess selv. Hvor de i store træk siger, at klima-økonomi-relationen er empirisk uigennemskuelig, siger han i praksis, at hele top-down projektet er konceptuelt skævt.

Hans pointe er, at både temperatur og BNP (bruttonationalproduktet) i denne litteratur er stærkt sammensatte størrelser. Ingen landmand oplever “landets gennemsnitstemperatur”. Ingen virksomhed oplever “BNP”. Begge dele er statistiske opsummeringer af et mylder af lokale og konkrete forhold. Når man kobler sådanne opsummeringer sammen med hinanden, kommer man meget langt væk fra de egentlige årsagsmekanismer.

Pielkes læsning er derfor mere brutal. Han mener ikke bare, at forskerne har svært ved at måle sammenhængen. Han mener, at de leder efter en samlet skadefunktion, som måske slet ikke findes i den form, de forestiller sig.

Det er en hård dom. Men den rammer noget væsentligt. For hvis økonomiske konsekvenser af klima i virkeligheden bestemmes af lokale forhold, teknologi, tilpasning, sektorvalg, handelsmønstre og institutioner, så er det ikke mærkeligt, at en samlet global sammenkædning opfører sig som en fuld mand på glat føre. Den prøver at bære mere, end den kan.

Hvad en klimarealist bør tage med sig

For en klimarealist er den store lære ikke, at klimaændringer er gratis. Den store lære er, at den påståede præcision i mange top-down studier er stærkt overvurderet.

De store skadetal bliver ofte solgt med en autoritet, som om de næsten var naturkonstanter. Men når man ser nærmere efter, hviler de på stærke antagelser om ensartethed på tværs af lande og tider. De ser ofte bort fra, at økonomier ændrer sig. Og de undervurderer, hvor kraftigt velstand og teknologi kan reducere sårbarheden.

Det er efter min mening den vigtigste politiske konsekvens.

Hvis følsomheden over for klimaændringer falder med bedre økonomi og bedre teknologi, så er økonomisk udvikling ikke en sidebemærkning. Det er en central del af løsningen. Tilpasning er ikke andenrangs. Tilpasning er hovedsporet.

Det er også derfor, den moderne klimadebat ofte får et mærkeligt skær af historieløshed. De samme mennesker, som til daglig tror på innovation, investeringer, markeder, teknik og opfindsomhed, kommer pludselig til klima og taler, som om menneskeheden skal stå passivt og tage imod slagene. Som om fremtidens samfund vil være lige så hjælpeløse som fortidens.

Det er en besynderlig forestilling.

Virkeligheden er, at rige og teknologisk avancerede samfund som regel klarer naturpåvirkninger langt bedre end fattige og primitive samfund. Derfor er det også mere rationelt at styrke samfunds robusthed end at stirre sig blind på modeludregninger, som lader som om tilpasning er en fodnote.

Den nøgterne konklusion

Den fornuftige konklusion er ikke, at klimaforandringer er uden omkostninger. Den er heller ikke, at man bare skal læne sig tilbage.

Den fornuftige konklusion er, at man bør møde de store og meget præcise top-down skadetal med betydelig skepsis.

Til gengæld bør man tage noget andet langt mere alvorligt: At sårbarheden over for klimaændringer ikke er givet én gang for alle. Den formes af velstand, teknologi, institutioner og energi. Og derfor formes den også af samfundets evne til at tilpasse sig.

Det er det afgørende ord. Tilpasning.

Ikke som undskyldning for passivitet, men som realistisk erkendelse af, hvordan menneskelige samfund faktisk overlever og blomstrer. Hvis man vil gøre Verden mere robust, så gør man det ikke ved at tilbede elegante sammenkædninger. Man gør det ved at gøre samfund rigere, stærkere, mere teknologiske og bedre organiserede. Bedre energi. Bedre infrastruktur. Bedre vandhåndtering. Bedre landbrug. Bedre institutioner. Mere nyskabelse.

Det er mindre teatralsk end dommedagsretorikken.

Men det er meget tættere på virkeligheden.