Kunstige proteiner

Kinesiske forskere fra et universitet i Beijing har kigget på et udvalg af metoder til at fremstille proteiner til ernæring af menneskeheden. Hvis kød skal ned- eller udfases er det afgørende, at menneskene får proteiner på en anden måde, og en mulighed er at fremstille stofferne i form af koncentreret pulver.

Men hvilken metode skal man vælge? Kinesernes artikel, M. Chuan et al., analyserer på tre metoder. Dels produktion ud fra sojabønner, dels fra fisk og endeligt ved hjælp af mikroorganismer i ståltanke.

Artiklen blev udsendt ledsaget af en begejstret pressemeddelelse, hvori man kan læse at:

Brygning af proteiner fra drivhusgasser:
Et grønnere og mere økonomisk indbringende alternativ til landbrug. [Forskerne] påviser, at hvis man fodrer mikroorganismer med metan, er resultatet bedre end traditionel soja- og fiske-baseret protein, både mht. økologiske besparelser og indtjening.
En strengt videnskabelig ny livscyklus-analyse viser, at dyrkning af metan-ædende bakterier er meget mere end en idé på forsøgsstadiet – det er en stærkt indbringende, og miljømæssig overlegen realitet.

Det lyder jo rigtig godt, men man bør ofre lidt tid på at undersøge, hvad kineserne faktisk har gjort.

De opstiller tre scenarier, hvoraf det første som nævnt er dyrkning af sojabønner på land. Det medfører et energiforbrug, brug af kemikalier, ikke mindst gødning og pesticider, og vil give anledning til skader på både klima, miljø og menneskenes sundhed. Med i scenariet er, at der skal ryddes skov for at gøre plads til dyrkningen, det går naturligvis yderligere ud over klimaet.

Det næste scenarie indebærer, at store trawlere sejler langt ud på havet og fanger fisk, der derefter kommer på proteinfabrikken. Det indebærer naturligvis også et stort forbrug af brændstof m.v. Sjovt nok tænker man ikke på fisk fra farme, hvor ellers ca. halvdelen af Verdens forbrug i vore dage kommer fra.

Sidste scenarie, der jo vinder stort, er baseret på en reaktor med bakterier, der bliver fodret med metan. Metan er jo en drivhusgas, så det er kun godt at slippe af med den, men det er imidlertid uklart, hvor den skal komme fra, hvis det skal op i industriel skala. Forfatterne kigger også på flere metoder til oprensning af metanen, og vælger en metode baseret på opsugning i porøse sten, den såkaldte PSA. Den reducerer ressourceforbruget med ”140%”.

Pressemeddelelsen oplister alle fordelene ved reaktor-metoden:

• De økologiske skader bliver reduceret med 88% sammenlignet med sojadyrkning.
• De negative følger for menneskenes sundhed bliver reduceret med 41%, når man sammenligner med proteiner fremstillet ud fra fisk.
• Mikroorganismerne giver den bedste indtjening af alle tre metoder og gav en forrentning af investeringen på 51%.

Der findes ikke noget anlæg i dag, der i fuld skala producerer bakterier på den måde, men forskerne har gjort forsøg i laboratoriet i en lille beholder på 150 milliliter. Her kunne man fremstille ca. 8 gram bakterier pr. dag. Resultaterne bliver derefter ved hjælp af computeren opskaleret til fuld industriel målestok, og man regner frisk på både ressourceforbrug, udledninger og økonomien. Processen forbruger megen elektricitet, hvilket er ok, hvis den kommer fra vind og sol, men ikke så godt, hvis kilden er den rigelige kinesiske kulkraft.

Umiddelbart at omregne til fuld skala kan man selvfølgeligt ikke, forholdene vil være meget anderledes, styringen af temperatur og andre elementer bliver meget mere vanskelig, og der bliver også et problem med at holde hele processen fri for forureninger og uønskede mikrober. Produktet skal jo bruges til menneskelig ernæring. Der er også stadigvæk problemet med, hvor metanen kommer fra, ifølge artiklen er det mest nærliggende bud en form for biogas, men den er jo i sig selv ligeledes både ressource- og energikrævende.

Mht. investeringsbeløbene til alt det mikrobiologiske udstyr havde forfatterne fundet et par ældre artikler med nogle tal, der blot blev overtaget og brugt.

Men hele øvelsen er amatøragtig, for at sige det mildt, eller snarere et forsøg på at manipulere sig frem til et ønsket resultat. Alle omkostningerne og ressourceforbruget ved den mikrobiologiske metode er helt sikkert groft undervurderet, hvor man til gængæld har valgt urimelige betingelser for landbruget (fældning af skov) og fremskaffelsen af fisk (fangst ude på det åbne hav).

I sidste ende bliver ingen rigtigt klogere af det her.