Det hævdes til stadighed, at den temperaturstigning, vi har haft de seneste 100 år, har været meget hurtigere, end man nogensinde har set på Jorden før. Temperaturen er som bekendt steget med godt en grad i den periode, og kigger man på hockeystavene, der er rekonstruktioner af temperaturen de seneste 1000-10.000 år, er der på intet tidspunkt tale om så store variationer.
Påstanden er vigtig i klimakredse, fordi den underbygger, at det, der sker nu, er helt usædvanligt. Det er den menneskeskabte opvarmning, der er på spil – pga. vores udledninger af drivhusgasser. Hvis den får lov til at fortsætte, vil temperaturen stige til katastrofale højder osv., osv.
Nu har vi jo mange gange her på siden set, at de store hockeystavs-kurver næppe gengiver fortidens temperaturer særligt troværdigt. De er strikket sammen af målinger af såkaldte proxyer, f.eks. årringe fra træer, aflejringer i søer, drypsten i huler, koraller osv. Typisk er der kun tale om kortere årrækker og reelt siger data kun noget om de lokale forhold. F.eks. er bredden af træernes årringe dels styret af temperaturen, men også af mængden af nedbør og andre forhold det pgl. sted.
Et yderligere problem ved de store rekonstruktioner er dateringen af de enkelte proxyer. Den er ikke særligt præcis i de fleste tilfælde, og kan nemt afvige med 50-100 år fra virkeligheden. Når man så stykker to proxyer sammen, risikerer man, at det, man troede f.eks. var temperaturen i år 1550 i virkeligheden er en blanding af temperaturer fra 1490 og 1540.
Alt i alt må man altid forvente, at de finere detaljer i temperaturudsvingene bliver udvisket, og derved vil man stå tilbage med indtrykket af, at variationerne i fortiden var meget beskedne. Men reelt betyder det ikke, at man så kan konkludere, at stigningen i nutiden er uden fortilfælde. Det er vore data bare ikke gode nok til.
En britisk forsker, Les Hatton, har nu sat sig for at belyse spørgsmålet nærmere, og har udgivet en videnskabelig artikel derom. Han fokuserer på iskerner fra Antarktis. Her har man data, der går op til 800.000 år tilbage i tiden, og da man stort set kan se islag fra hvert år, får man både detaljerede og nøjagtigt tidsfæstede tal for temperaturen. Hatton kigger nu på, hvad iskernerne fortæller os.
Indvendingen vil selvfølgeligt straks være, at en iskerne i Antarktis ikke repræsenterer en global temperatur, men hertil påpeger Hatton, at han udelukkende kigger på ændringer i temperaturen.
Fig. 1 viser de rå data 800.000 år tilbage i tid, dels for temperaturen og dels CO2-indholdet i små luftbobler. De virkelige temperaturer er 55 grader celsius lavere, men for overskuelighedens skyld er de her vist som svingende omkring nul grader.
Man ser, hvordan temperaturen er svinget med op til 15 grader, og forskellen mellem istider og mellemistider fremtræder tydeligt. CO2-indholdet varierer mellem 170 og ca. 280 ppm. Indholdet er lavest i istiderne og højere i mellemistiderne. Det skyldes jo primært afgasning fra det varmere hav i sidstnævnte. De 170 ppm er i øvrigt faretruende nær det niveau, hvor planterne får svært ved at overleve.
Ud fra kurven kan man se, at mellemistiderne generelt er blevet varmere gennem de 800.000 år. Den seneste mellemistid, for ca. 120.000 år siden, var betydeligt varmere end den nuværende har været indtil nu. Til gengæld var den seneste istid den koldeste af dem alle.
Fig. 2 viser de seneste 200.000 år, hvor man tydeligt kan se voldsomme udsving i temperaturen, også over kortere perioder. Hatton har nu gennemgået alle tallene og opstillet en oversigt over hvor hurtige stigninger, der har været, i løbet af 100 års perioder.
Resultatet for de sidste 20.000 år er vist på fig. 3. Her ser man andelen af udsving med hhv. fald fra 2 grader/100 år til stigninger på 2 grader eller derover pr. 100 år. Den blå stiplede linje viser den nuværende stigning på 1,1 grader/århundrede. Det viser sig, at her i vores nuværende mellemistid har 16% af stigningerne faktisk ligget over den grænse. Dermed er nutidens stigning ikke umiddelbart ”uden fortilfælde”.
Interessant nok viser perioden før 200.000 år ikke så stejle stigninger, hvilket der ikke umiddelbart er nogen god forklaring på, men det er formentligt et udslag af de ændringer i klimaet, der fortløbende har været gennem hele Jordens historie.
Hatton kan nu konkludere, at den nuværende temperaturstigning ikke på nogen måde er usædvanlig, og han mener, at man derfor kan stille berettigede spørgsmål til ideen om en ”klimakrise”, der kræver ”klima-handling”.
Hørt!
Danish
En forskergruppe fra Queens University i Belfast har gennemgået temperaturdata og fundet frem til, at den globale opvarmning skete hurtigere fra 1899 til 1940 end fra 1980 og 2024.
For de tyskkyndige her et YT-video fra Klimaschau: https://www.youtube.com/watch?v=1kxgV5cxzTQ
Ved et foredrag om udviklen af Mols Bjerge efter den seneste istid blev det oplyst, at man har konstateret en temperaturstigning på 6 grader i løbet af 50 år. Jeg erindrer ikke forskerens navn, men det gav da lidt at tænke over med henblik på nutidens alarmer ved 1,1 grad over 100 år!
“Hatton kan nu konkludere, at den nuværende temperaturstigning ikke på nogen måde er usædvanlig, og han mener, at man derfor kan stille berettigede spørgsmål til ideen om en ”klimakrise”, der kræver ”klima-handling”
– og dette kunne vel i grove træk beskrives som ‘den antarktiske udgave af Dansgaard-Oeschger begivenheder’?:
https://www.gfy.ku.dk/~mjochum/joeldo.pdf
Jo, men også i tidsrum, hvor der ikke var tale om D-O-begivenheder.
“Jo, men også i tidsrum, hvor der ikke var tale om D-O-begivenheder”
– javist, men skyldes det ikke (mest?), at Vostok-boringerne har tilvejebragt ældre iskernedata end de grønlandske boringer?
Pointen er, at D-O-begivenheder er et særligt fænomen, som vi ikke har haft de seneste 10.000 år. Men der har været andre stigninger på mere end 1,1 grad/århundrede siden da.
Man ignorerer tydeligvis også arkæologisk evidens, så som fund af redskaber fra vikingetiden, der nu dukker op under isen i Norge, og fund der tyder på, at der har været dyrket ting som vindruer langt oppe i England også for 1000 år siden.