Vi har erklæret krig. Ikke mod en ydre fjende. Men imod vores CO₂-udledning. Kul, olie og gas er selve grundlaget for den velstand, som har gjort Vesten rig, fri og stabil.
Som i enhver krig er der ofre. Husholdninger betaler høje energipriser. Virksomheder presses af regulering og afgifter. Stater sender regningen videre i form af gæld og underskud. Alt sammen i klimaets hellige navn.
Men hvad hvis præmissen er fejlagtig? Hvad hvis vi ikke står over for den klimakatastrofe, som retfærdiggør denne økonomiske undtagelsestilstand?
Klimaet ændrer sig. Det er ubestrideligt. Men fortællingen om, at enhver opvarmning er ensbetydende med en katastrofe, er ikke korrekt.
Historien fortæller noget andet end det, vi hele tiden hører.
Siden kulminationen på Den Lille Istid har verden oplevet en gradvis opvarmning. Resultatet? Ikke sammenbrud – men fremgang. Landbrug, befolkning og velstand er eksploderet. Det er en påmindelse om, at varme ikke per definition er en fjende.
Bemærk, at CO₂ er en forudsætning for liv. Planter vokser bedre ved højere CO₂-koncentrationer, og satellitdata viser en grønnere klode. Den globale fødevareproduktion er steget markant – ikke faldet. Og det skyldes i høj grad opvarmningen og CO₂-gødningseffekten.
Samtidig ignoreres det, at mennesket er ekstremt tilpasningsdygtigt. Antallet af dødsfald fra naturkatastrofer er faldet dramatisk gennem det sidste århundrede. Ikke fordi vejret er blevet mindre voldsomt, men fordi vi er blevet rigere, klogere og bedre til at beskytte os.
Kulde er stadig langt farligere end varme. Globalt dør der næsten 10 gange flere mennesker af kulde end af varme. Alligevel føres klimapolitikken, som om enhver temperaturstigning er en eksistentiel trussel.
Selv opvarmningen er skævt fordelt. Den er størst i de kolde områder – tæt på Arktis – og mindst omkring Ækvator. Med andre ord: Den største temperaturstigning sker dér, hvor den må forventes at gøre mest gavn og mindst skade.
Og så er der tempoet. Klimaforandringer sker over årtier og over århundreder. Samfund kan derimod tilpasse sig på relativt få år. Vi taler ikke om et chok, men om en langsom forskydning, som historisk har været håndterbare.
Alligevel reagerer vi, som om vi står over for en akut krise, der kræver øjeblikkelig og massiv indgriben.
Resultatet er en politik, hvor omkostningerne er meget konkrete og astronomiske. Men gevinsterne er meget usikre og ligger langt ude i fremtiden.
Det er ikke ansvarlig politik. Det er dyr symbolpolitik.
Det betyder ikke, at vi skal ignorere klimaet. Men det betyder, at vi bør stille et langt mere grundlæggende spørgsmål:
Bekæmper vi et reelt problem?
Eller bekæmper vi et imaginært problem?
Hvis vi fører krig imod CO₂ på et fejlagtigt grundlag, så risikerer vi noget langt værre end klimaforandringer.
Med den meget høje pris, som vi betaler for denne krig, er vi godt i gang med at underminere vores økonomiske styrke og velstand. Det er netop den, som gør os i stand til at håndtere fremtidens udfordringer. Det er netop den økonomiske styrke og velstand, som har bragt os her til, hvor vi er i dag.
Det er en krig, som vi ikke kan vinde. Den globale CO2-udledning stiger og stiger. I Danmark/Europa kan vi ikke vinde denne krig uden opbakning fra den øvrige verden.
Danish
Dagens nyhed fra de frelste!!!!
På DR nyhederne er der 2 billeder af kloden set fra rumskib det ene mange år gammelt (53 år gammelt) og det andet ganske nyt.
Man har spurgt eksperten Sebastian Mernild!!!!!!, som kan se på billederne at der er kommet vandstigninger og andre forfærdelige ting siden det første billede er taget, hvilket er ganske utroligt.
Klimafortællingen er religion. Det er der modige mænd og kvinder, der har fortalt os i nogle år. I de første havde jeg svært ved at acceptere udtrykket. I dag kan jeg bedre. Som andre religioner er klimafortællingen skabt af nogle mennesker, som havde en interesse i fortællingen. Den er så blevet forkyndt så mange gange, at mange mennesker i den vestlige verden tror på den.
Det vil gå med klimafortællingen, som det gik med andre religioner. Efter lang tids forkyndelse tror de fleste på fortællingen. Efter nogen tid, hvor man har kunne holde fortællingen op mod virkeligheden, tvivler eliten. Så følger andre efter. Senere er der kun ”de sidste dages hellige” tilbage. Til sidst bliver fortællingen overtro.
Spørgsmålet er bare, hvor mange mennesker skal kastes i mosen, hvor mange hekse skal kastes på bålet, og hvor mange jernmarker skal der bygges, før det sker.
Hej Erling
At se klimasagen i et religiøst perspektiv dyrkede skribenter og følgere på denne side en del for nogle år siden. Det er faktisk ret interessant at se parallellerne mellem f.eks. den kristne kirke og den måde klimasagen er organiseret på. I et dansk perspektiv er dette i nutiden ikke så tydeligt grundet at det kniber med at tro på det himmelske, men ser vi på kirkens rolle før i tiden er der meget tydelige paralleller. Et vigtigt element der går igen er at såvel kirken og klimasagen begge har lærde, som ved hvordan tingene hænger sammen. Så er der bindingsleddet til folket, som i kirken udgøres af de lokale præster og i klimasagen udgøres af politikere og medier. Til sidst folkedybet, der typisk ikke selv undersøger sagen nærmere, men stiller sig tilfreds med at få sagen forkyndt af de som formodes at vide noget. Ved siden af dette er så smarte borgere som forstår man tjener penge på dette.
Helt enig. Den nye grønne religion vil føre Vesten til forfald og lede os ind i den grønne middelalder, der vil vare 1.000 år, medmindre vi går direkte til den grønne reformation og forbyder enhver form for afladshandel med CO2.