AMOC, igen, igen

Så skal vi til den igen. Der er netop udgivet en ny videnskabelig artikel om AMOC, den store havstrøm, der transporterer lunt vand op gennem Atlanterhavet fra området omkring Ækvator og helt op til Skandinavien og Svalbard. En del af AMOC er også kendt som Golfstrømmen. AMOC er hele tiden i klimaforskningens sigtekorn, fordi man mener, at den globale opvarmning vil føre til, at strømmen går i stå. Så ville der blive bitterligt koldt, f.eks. her hos os i Danmark.

Medierne har, som sædvanligt grebet bolden i forbindelse med den nye artikel. Her TV2:

Havstrøm i Atlanterhavet er en hovedpulsåre i det globale klimasystem. Den er tættere på kollaps end ventet.
Et større system af havstrømme i Atlanterhavet ser ud til at være betydeligt tættere på et kollaps, end det tidligere var antaget.
Det viser ny forskning ifølge mediet The Guardian.
Forskningen viser, at de klimamodeller, der forudser den kraftigste opbremsning, også er de mest realistiske.
Amoc er en central del af det globale klimasystem, og man vidste i forvejen, at den på grund af klimakrisen er på sit svageste niveau i 1600 år.
– Vi fandt ud af, at Amoc vil svækkes mere end forventet sammenlignet med gennemsnittet af alle klimamodeller. Det betyder, at vi har en havstrøm, der er tættere på et vendepunkt, siger [forfatteren til artiklen] ifølge The Guardian.
Forskningen viser, at de klimamodeller, der forudser den kraftigste opbremsning, også er de mest realistiske.
Havstrømmene aftager, fordi lufttemperaturerne hurtigt stiger i Arktis på grund af global opvarmning.

Historien kommer fra Ritzaus Bureau og er ordret gengivet også i Berlingske og i Ekstra Bladet. Ingen af journalisterne har tilsyneladende gjort sig den ulejlighed at kigge i artiklen i The Guardian, hvor man ellers kan læse, at Stefan Rahmstorf fra PIK, det tyske klimainstitut, er stærkt bekymret. Han har været en ledende figur i AMOC-kollaps-industrien i de seneste 35 år, og mener nu, at vi må ”undgå et AMOC-kollaps for enhver pris”. Hvordan? ”Netto-nul” i morgen?

Journalisterne har naturligvis slet ikke opsøgt den originale forskningsartikel, V. Portmann et al., der ellers er frit tilgængelig på nettet. Det vil undertegnede så gøre til gengæld.

Artiklen tager udgangspunkt i de store klimamodellers uduelighed, når det drejer sig om at simulere AMOC. Der er resultater lige fra en styrket havstrøm i år 2100 til én der er brudt totalt sammen. Fig. 1 viser situationen, med de formodede historiske tal, en ultrakort måleserie (2004-2023) og så modellernes fremskrivninger, afhængigt af det valgte scenarie. Man bemærker de grå og lyserøde områder omkring kurverne, de udtrykker usikkerhederne på tallene.

Situationen er jo klart utilfredsstillende, og V. Portmann et al. kaster sig nu ud i de helt store øvelser med computerne. Der anvendes helt nye statistiske metoder, i hvert fald nye for klimaforskningen, og man forsøger at nå frem til mere præcise forudsigelser.

I den forbindelse prøver man også på at inddrage nogle faktiske målinger, og her er der konkret tale om dels saltindholdet i havoverfladen i Sydatlanten, samt temperaturer i udvalgte områder omkring Grønland. Sidstnævnte var jo netop det, der fik de to danske forskere Ditlevsen & Ditlevsen til at forudsige AMOC’s sammenbrud måske allerede i år.

Konklusionen er nu, at hvor klimamodellerne ved scenariet SSP2-4.5 giver en opbremsning på 32 ± 37% i 2100 (90% sandsynlighed), når forfatterne her frem til en opbremsning på 51 ± 8% (90% sands.), dvs. 60% voldsommere end modellerne.

Uha, nu må vi gøre, som Rahmstorf siger, og få gennemført den grønne omstilling hurtigst muligt.

Fig. 1 er imidlertid interessant. Der er en ”målt” styrke på AMOC siden 1950. Den viser – med kolossal usikkerhed – en stigning i perioden frem til ca. 1980 og derefter et let fald frem mod nutiden. Men det nuværende niveau er ikke mærkbart lavere end i 1950, og det vides, at AMOC svinger over årene, f.eks. i takt med den Atlantiske Havsvingning, AMO. Den målte serie af kort varighed (”RAPID”) kan man jo ikke rigtigt bruge til en beskrivelse, hverken af fortiden eller nutiden, dertil er den for kort. Interessant nok er den kun ét af flere forsøg på at måle AMOC, de øvrige går længere tilbage i tiden, og generelt viser de meget lidt udvikling. Det har vi gennemgået her.

Der er således ikke nogen reelle målinger, der viser, at AMOC er på retur, eller at den skulle blive det i den nærmeste fremtid. Det er alt sammen noget, der foregår inde i computernes maver.

I øvrigt er det interessant, at avisernes forklaring på afsvækkelsen, nemlig stigende lufttemperaturer i Arktis, ikke rigtigt bliver omtalt i V. Portmann et al. Der tales kun om temperaturer i havoverfladen.