Mere is i Antarktis

I de seneste år har det forlydt fra forskellige kilder, at iskappen i Antarktis er voksende. Det betyder, at der netto ikke er noget tab af is, og dermed kan Antarktis ikke p.t. bidrage til havstigningerne, der ellers er udråbt til at være ”accelererende”. Hvor alt vandet så kommer fra, er jo noget uvist, da det årlige tab fra Grønland i disse år ikke kan give meget mere end ½ mm på havniveauet. Måske er forklaringen, at de kystbaserede målestationer har ret, og satellitterne overdriver havstigningerne?

Det kunne jo alt i alt blive betragtet som positive nyheder, men sådan ser man ikke på det i klimakredse. DMI har således følt sig foranlediget til at udsende en pressemeddelelse om isen i Antarktis.

Den blev grebet med kyshånd af mediet Klimamonitor, der henført skriver:

I flere år har satellitter vist, at indlandsisen og gletsjerne på Sydpolen er vokset. Det har klimaskeptikere hevet frem som argument for, at klimafrygten er overdreven. Nu svarer videnskaben igen.

Der er således al mulig grund til fortsat at frygte klimaet, må vi forstå. Men hvad skriver DMI så?

Antarktis har i de seneste år taget på i vægt. Der er faldet mere sne over verdens største iskappe, og den samlede ismasse derfor er steget – på trods af at gletsjere fortsat mister is til havet.
Det kan umiddelbart lyde som et brud med fortællingen om en smeltende klode. Men næsten lige siden forskerne begyndte at undersøge klimaændringernes indvirkning på isen i Antarktis, har det været klart, at en opvarmning af atmosfæren, som kan indeholde mere fugt, sandsynligvis ville medføre mere snefald over kontinentet. Det ser ud til, at dette nu er ved at ske.

Mængden af is på Antarktis måles i vore dage med satellitter, der registrerer tyngdekraften ved kontinentet og omregner den til milliarder tons is og sne. Det er ikke nogen nem måling, der er store usikkerheder, men man mener alligevel at kunne drage nogle konklusioner.

Og det er rigtigt, at der har været mere snevejr i Antarktis, og det er jo vand, der tages ud af cirkulationen mellem havene og atmosfæren. Sneen bliver liggende, da det stort set aldrig er over nul grader på kontinentet. Når snelaget er tykt nok, begynder de underste dele at blive presset sammen til is.

På den måde ville iskappen i Antarktis være evigt voksende, men det er dog ikke tilfældet, fordi isen mange steder løbende skrider ned fra højderne og som gletsjere ender ude i havet. Regnskabet for is i Antarktis er således tilvæksten fra snefald fratrukket tabet med gletsjerne. Herom skriver DMI:

– Det er en ømtålelig balance. Snefaldet opvejer lige nu tabet, men vi balancerer på en knivsæg. Små ændringer i atmosfæren eller havet kan hurtigt få regnskabet til at tippe, så Antarktis igen mister mere is, end det får, siger klimaforsker Ruth Mottram fra Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.

Vi får at vide, at vindforholdene i de senere år har været gunstige i forbindelse med transport af fugtig luft ind over Antarktis, og herfra kommer sneen selvfølgeligt. Men der er også et bidrag fra udviklingen i den omgivende havis:

Forskerne viser samtidig, at tabet af havis omkring Antarktis også kan forklare en mindre del af den ekstra nedbør. Det er først og fremmest ændringer i de store vejrmønstre, der har øget snefaldet – og dermed midlertidigt opvejet den accelererende isafstrømning mod havet. 
Klimaforskere fra Nationalt Center for Klimaforskning på DMI har kørt deres model i mange eksperimenter med og uden havis.
Vi har brugt satellitdata af havis i modellen og kan se en stigning i især vinterens snefald, da der er mere lokal fordampning fra det åbne hav, som ikke længere er dækket af is. Men langt det største bidrag kommer fra stigningen i fugtigheden, der overføres til kontinentet fra en opvarmet atmosfære.

Ingen kan jo reelt observere eller i praksis måle disse tal, og derfor er der god brug for computerne og deres modeller. Frygten skal nu bygges på en accelererende strømning af gletsjerne, men den er også noget usikker.

Historien med den fugtige luft er jo den gamle traver om den opvarmede atmosfære, hvor luften kan rumme mere vanddamp. Det kan den, men målinger viser, at fugtigheden ikke er steget i takt med temperaturen. Til gengæld har man så computermodellerne, der jo kan vise hvad som helst.

I en ”Fakta-boks” til sidst finder vi følgende punkt:

• Mere nedbør kan på sigt falde som regn i stedet for sne, hvilket vil svække isens ’buffer’.

Det vil imidlertid kræve en ganske voldsom opvarmning af Antarktis, hvor temperaturerne næsten uden undtagelse er langt under frysepunktet.

Men meningen er klar nok. Vi skal fortsat frygte ”klimaforandringerne” og se at få sat fart i den ”grønne omstilling”.