Sammenkædnings-alkymi

Global Warming Policy Foundation (GWPF) udsender med jævne mellemrum rapporter om forskellige emner inden for emnerne klima og energi. Det er altid læseværdige tekster på et sikkert videnskabeligt grundlag.

For nyligt udkom en kort rapport, skrevet af Ralph B. Alexander, om hele sammenkædningen (attribution), hvor det handler om at få os til at tro, at alle tilfælde af ekstremvejr i vore dage er blevet meget værre pga. den globale opvarmning. Det er jo en hel industri inden for klimaforskningen, og der bliver aldrig lagt skjul på, at formålet er at skaffe argumenter til f.eks. sagsanlæg mod olieselskaber eller lokale regeringer.

Metoden går som regel ud på at udvælge en vejrbegivenhed og så foretage lynhurtige analyser på den. Man får computernes klimamodeller til at simulere begivenheden så tæt på, som man nu kan. Derefter ”sænker” man temperaturen med ca. 1,2 grader og kører modellerne igen. Derved får man et billede af, hvordan den pgl. begivenhed ville have set ud i ”førindustriel tid”, dvs. før 1850. Og sjovt nok viser det sig næsten altid, at f.eks. en orkan i dag er kraftigere, end den ville have været for 175 år siden, og/eller den optræder mere hyppigt, end tilfældet var i 1850.

Fagfællebedømmelse, der er en tung og langsommelig proces, er der naturligvis ikke tid til, fordi resultaterne skal ud, mens offentligheden og medierne stadigvæk kan huske begivenheden. Folkene bag sammenkædnings-studierne hævder så, at deres metoder er beskrevet og fagfællebedømt efter alle kunstens regler. 

Alexander påpeger, at resultaterne i princippet kun er brugbare, hvis hele temperaturstigningen siden 1850 udelukkende skyldes menneskelige udledninger af drivhusgasser. Hvis en del af stigningen skyldes naturlige årsager, hvad den givetvis gør, da 1850 var i slutningen af Den Lille Istid, så bliver resultaterne af sammenkædningen jo udvandet, og det hele bliver meget mindre farligt.

Men sammenkædningsindustrien bekymrer sig ikke om den slags detaljer. En af aktørerne, World Weather Attribution, WWA (”Verdens Vejr-Sammenkædning”), har gjort status over 2025 som vist på fig. 1. Her ser man alle de tilfælde af ekstremvejr over hele kloden, som man har analyseret på, og langt de fleste er klart blevet værre pga. klimaforandringerne.

Alexander kigger i rapporten på tre eksempler, dels en hedebølge i Mexico, orkanen Helene (fra 2024) og endeligt oversvømmelsen i Texas i 2025.

Mht. Helene kigger sammenkædningsfolkene på historiske data for orkaner i området. Her opstår det første problem, fordi der ikke har været ret mange orkaner, der gik i land i Florida i samme område som Helene. Det ”løses” så ved at medtage en stribe orkaner, der aldrig nåede i land, men forblev ude over havet i nærheden, som vist i den øverste del af fig. 2.

Herefter kommer computeren på arbejde, og udarbejder kurver for sammenhængen mellem orkanernes styrke og deres hyppighed hhv. i dag og i ”førindustriel tid”, som vist på nederste del af fig. 2. Man ser, at der er et stort overlap mellem de to områder, men tager man gennemsnitskurverne, kan man ud fra forskellen se, hvor meget kraftigere en orkan med en given hyppighed vil være i dag – eller om man vil, hvor meget hyppigere en given styrke vil optræde (lodrette og vandrette sorte linjer i fig. 2).

Det hele virker jo noget forvrøvlet, ikke mindst pga. de kolossale usikkerheder, der er på tallene, som fremgår af, at de to områder næsten overlapper hinanden helt. Hvad værre er, den sorte kurve på fig. 2 viser de faktiske målte sammenhænge på orkaner siden år 1900, de ligger væsentligt under, hvad modellerne har fundet for 1850. Der er åbenlyst noget, der ikke stemmer.

Ideen om hyppigere orkaner kan man ligeledes belyse ved hjælp af simple historiske optegnelser, som vist på fig. 3. Teorien om hyppigere orkaner, dvs. kortere tidsrum mellem hver enkelt, kan ikke rigtigt genfindes i de faktiske tal. Det skulle jo vise sig ved, at der bliver flere orkaner pr. årti f.eks. siden 1990. Det ser man slet ikke.

Sammenkædningen er ikke meget andet end politisk propaganda. Hidtil har IPCC holdt sin sti ren, f.eks. i Den Sjette Vurderingsrapport (AR6), som vi har set tidligere, men det holder nok ikke, når den næste rapport skal udkomme. Her er en af hovedkræfterne bag sammenkædningen, Friederike Otto, som bekendt blevet udnævnt til ny hovedforfatter. Herefter vil IPCC’s rapport blive druknet i vrøvlet og derved blive endnu mindre værd som sammenfatning af videnskaben. 

Om sammenkædningen skriver John Robson:

Den mærkelige alkymi, hvor klimaforskerne kigger på klimadataenes indvolde og uvægerligt når frem til den konklusion, at uanset hvad der skete, er det din skyld.