Jorden går i stå…

For et stykke tid siden kom det frem i medierne, at forskerne nu havde fundet en ny ildevarslende følge af den globale opvarmning – og dermed af menneskehedens CO₂-udledninger. Denne gang handler det om Jordens rotation omkring sin egen akse, det er jo den, der bestemmer længden på vores døgn.

Umiddelbart skulle man tro, at stor og tung, som Jorden er, vil den rotere helt stabilt, og der er ikke noget, vi mennesker kan finde på, der kan ændre hastigheden. Men så kommer der nogle forskere på banen med sensationelle nyheder. Menneskelige udledninger medfører et tab af is ved polerne, det betyder et stigende havniveau omkring Ækvator, hvorved havet buler lidt ud her. Det svarer til en skøjteløber, der roterer om sig selv og kan styre hastigheden ved at holde armene tæt på kroppen eller ved at brede dem ud.

Medierne tog fat i historien, her noget, der kaldes Euronews:

Menneskelige aktiviteter er ansvarlige for at nedbremse Jordens rotation og gøre dagene længere.
”Hvad der var uklart ind til nu var, hvorvidt man i tidligere perioder har set, at klimaet forøger dagenes længde med samme hast,” udtaler [en af forskerne].
Tidligere forskning har vist, at fra 2000-2020 blev dagene 1,33 millisekunder længere pr. århundrede pga. klimaet. I den nye artikel … fandt forskerne, at denne ”hurtige stigning” i dagens længde er uden fortilfælde i de seneste 3,6 mio. år.

Euronews citerer en anden forsker for, at denne ekstra hurtige stigning i døgnets længde primært kan henføres til menneskelig indflydelse.

Mediet Newsweek har også en historie om sagen.

Når man sammenligner med moderne målinger, fandt forskerne, at nutidens stigning i dagens længde er usædvanlig. Kun én periode, for ca. 2 millioner år siden, viste en hastighed, der er tæt på nutidens, og selv da gik det lidt langsommere, end hvad der er observeret mellem 2000 og 2020.
Resultaterne antyder, at den nuværende udvikling afspejler et bredere mønster af usædvanligt hurtige klimaforandringer.

Selve den videnskabelige artikel, Shahvandi et al., er desværre bag betalingsmur, men i sammendraget kan man læse en kort beskrivelse af metoderne. Man har brugt proxyer for at få et indtryk af havniveauet. Derefter har man brugt computermodeller, der kan beregne sammenhængen mellem havniveauet og Jordens rotationshastighed. Derpå bruger man yderligere klimamodeller til at forfine resultatet, og man når til sidst frem til kurver, der viser rotationshastighedens variationer over de seneste 3,6 mio. år. Og herefter sammenligner man med moderne instrumentelle målinger og finder, at døgnlængden er blevet længere med en hastighed ”uden fortilfælde”.

På WUWT har Anthony Watts taget fat i sagen og kan tilbagevise alle konklusionerne som det rene vås. Bare årstiderne bevirker en løbende stigning i døgnlængden på 0,5-1,0 millisekunder (ms) pr. år, og hertil kommer El Niño og La Niña-svingningerne, der bidrager med yderligere ±0,3 – 0,5 ms. Set på den baggrund synes 1,33 ms ikke at være noget epokegørende.

Over længere tidshorisonter sker der en gradvis opbremsning af Jordens rotationshastighed, hvor Månens indflydelse via tidevandet spiller en stor rolle. Det har forlænget døgnet gennem årmillionerne, på dinosaurernes tid var døgnet kun på omkring 23 timer.

I øjeblikket stiger døgnets længde med 1,7 til 1,8 ms pr. århundrede. Men interessant nok satte Kloden mere fart på i perioden 2015-2022, hvor man i juni 2022 nåede en døgnlængde, der var den korteste, siden atomurene blev taget i brug, døgnet var 1,59 ms kortere. Det viser hvor mange ændringer, der sker med rotationen, og det helt uden for menneskelig indflydelse.

Man kan måske så tilføje, at hele ideen med nøjagtigt på basis af usikre proxymålinger at udregne hvor hurtigt ændringerne i Jordens rotationshastighed er år for år, måske er lidt tvivlsom. Det gør det ikke bedre, at man efterfølgende har brugt computermodeller flittigt, for at få nogle tal, der kunne bruges.