I går omtalte vi første del af årets rapport fra J.P. Morgan Chase om status på den grønne omstilling. Som nævnt er det en meget sober og fair rapport, der så vidt, det er muligt, bygger på troværdige data og i øvrigt ikke har nogen bestemt politisk dagsorden. Det er meget forfriskende.
Forfatteren hedder Michael Cembalest og J.P. Morgan fralægger sig ansvaret for hans konklusioner, selvom han er ansat som deres formand for markeds- og investeringsstrategi. Undervejs i rapporten dukker der pludseligt en side op om klimaet, hvor vi ser de sædvanlige grafer for den globale temperatur og CO2-indholdets udvikling. Der er også en graf for stigningen i havenes energiindhold, samt havstigningen. For sidstnævnte har Cembalest valgt en kurve, der ikke viser nogen acceleration i de sidste 10 år, jfr. fig. 1, som det ellers vedholdende hævdes er tilfældet. Hertil kommer et absurd diagram, der viser arealet, der er dækket med grønt i Antarktis, og vi når i de senere år helt op omkring 12 kvadratkilometer (ud af kontinentets 14 millioner km2). Det nævnes her, at sidste gang kontinentet var dækket af grønt og hjemsted for krybdyr, var en tid, hvor klimaet på Jorden ikke ”egnede” sig til at pattedyr kunne leve.
Hvorfor Cembalest har taget det med, er uvist. Blev han presset til det af sin arbejdsgiver?
Men nu over til noget mere interessant:
Økonomien i grøn omstilling
Tænketanken EMBER bliver hyppigt refereret i klimakredse, EMBER har specialiseret sig i at udgive stærkt optimistiske rapporter om mulighederne i forbindelse med grøn omstilling. Konklusionerne er uvægerligt, at der ikke er nogen tekniske vanskeligheder, og resultatet vil altid være billigere energi.
Det centrale begreb er her LCOE, de udjævnede omkostninger til elektricitet, hvor solceller og vindmøller ofte anføres med meget lave tal. Cembalest påpeger, som så mange andre, at LCOE er groft misvisende, fordi tallet ikke medtager alle de afledte omkostninger til stabilisering og backup som ”vedvarende-energi”-løsninger kræver. Han illustrerer det med diagrammet vist som fig. 2 her. Man ser, hvordan en LCOE for sol og vind bliver til omtrent det dobbelte beløb inden alle følgeomkostningerne er medregnet, hvorimod der kun sker en meget lille forøgelse i forbindelse med traditionelle kraftværker.
Så kommer Cembalest til EMBER’s famøse rapport, som vi allerede har gennemgået her. EMBER kiggede på en stribe storbyer og nåede frem til, at størstedelen af årets elforsyning kunne dækkes af en rimelig mængde solceller kombineret med batterier. For Las Vegas’ vedkommende ville man kunne dække op til 97% af årets timer med en sådan kombination.
Cembalest underkaster nu EMBER’s beregninger en grundig gennemgang og finder en række punkter, hvor EMBER har snydt på vægten. For det første regnede EMBER med et konstant forbrug døgnet rundt og over hele året, her bruger Cembalest i stedet en realistisk forbrugskurve. Det gør en betydelig forskel. For det andet har EMBER brugt urealistisk lave priser på solcelle-installationer, de faktiske priser i USA er henimod det dobbelte. Der er mere, hvor det kommer fra, men resultatet er vist som fig. 3. Her ser man EMBER’s oprindelige kurve over priserne, sammenholdt med den samme med variabelt forbrug og endelig Cembalests totale udregning.
Hvor EMBER havde konkluderet, at sol/batteri-løsningen ved 97% dækning kun var 38% dyrere end en ren gasfyret leverance, når Cembalest nu op på tal pr. kWh, der er det dobbelte af EMBER’s – og 2,8 gange prisen for gaskraft.
Batterier, spil på elmarkedet
I Danmark er der stor interesse for at bygge kæmpe-batterier. De er dyre, og ser ikke umiddelbart ud til at kunne tjene sig selv hjem igen. Det kan de nu alligevel, fordi elpriserne svinger så voldsomt, som de gør. Fidusen ved et batteri ville nu være, at man lader op, når elprisen er lav, måske endda gratis, hvis prisen er nul. Derefter sælger man elektriciteten, når prisen er nået op i et passende leje. I mange tilfælde kan fortjeneste pr. kWh blive 50-100 øre, og så ser det fornuftigt ud, rent økonomisk.
I Texas har man haft en tilsvarende investeringsbølge og resultatet er meget interessant. De mange batterier har faktisk medført en kraftig udjævning af elpriserne og derfor stærkt faldende overskud pr. kWh. Det er illustreret med fig. 4, hvor man ser indtjeningen pr. kW batteri installeret, og den er faldet dramatisk siden 2023. Derved har batterierne for så vidt opfyldt deres formål med at stabilisere elforsyningen, men samtidigt er de blevet uøkonomiske at drive.
Skibsbrændstof
Skibsfarten drives af bunkerolie og medvirker derfor i stor skala til CO2-udledningerne og dermed den frygtede globale opvarmning. Der tales derfor meget om, at skibsfarten må overgå til andre løsninger, hvor hovedrollen skal spilles af ”CO2-frie” brændstoffer. Man erkender, at batteridrift ikke vil fungere på andet end skibe med meget korte sejlture og hyppige besøg i havn til opladning.
Mht. nye brændstoffer er der flere muligheder. De kan være baseret på biomasse, hvor ressourcerne dog er begrænsede. Ellers må vi have gang i elektrolysebrinten, og kombinere den med CO2 for at skabe Power to X-brændstoffer. At bruge brinten som brændstof direkte er heller ikke så realistisk, fordi den fylder så meget, f.eks. hvis den skal opbevares under et passende højt tryk. En tredje mulighed er at skabe ammoniak ud fra brinten.
Men alle løsningerne er dyre, som Cembalest viser på fig. 5. Her ser man priserne på den nuværende bunkerolie, sammenlignet med ammoniak og metanol fremstillet med elektrolysebrint. Metanolen er vist i to versioner, dels baseret på CO2 fra en skorsten, og dels med CO2 opfanget direkte fra luften (DAC). Alle løsningerne er mindst fire gange dyrere end bunkerolie og med brint og CO2 fra DAC kommer vi op på priser, der er ca. ti gange højere end olien. Det er interessant, at figuren også viser indflydelsen af valg af elektrolysemetode. Her er SOEC den dyreste, selvom den ellers har det laveste strømforbrug af de tre teknologier, men den kræver til gengæld varme og et temmelig kompliceret anlæg. Det er jo netop den teknologi, som Topsøe satser på i sin nye fabrik, så figuren her er ikke den bedste reklame for foretagendet.
– – –
Cembalests rapport er som nævnt en guldgrube af tal og data, og kan varmt anbefales til nærmere studier for dem, som måtte være interesseret.
Danish