J.P. Morgan Chase udsender årligt en rapport om den grønne omstilling og energiforsyningen. Vi omtalte rapporten fra 2022, den vakte en del opsigt, da det var et tidspunkt, hvor begejstringen for grøn omstilling havde nået sit højdepunkt. Forfatteren er Michael Cembalest, og han ligger ikke under for nogen vrangforestillinger, men præsenterer tallene, som de er.
Den nyeste version er netop udkommet her i foråret 2026, og det er et rent overflødighedshorn af oplysninger, tal og data. Rapporten er på 98 sider og kommer stort set hele vejen rundt i landskabet, der er kapitler om datacentre og deres elforbrug, Kinas energiforsyning, kernekraftværker – store eller små, løsninger med solceller og batterier, geotermi, CO2-opsamling og elbiler. Alt er illustreret med meget klare grafer, og til sidst i rapporten er der en stor flok ekstra diagrammer, der belyser alt muligt.
I dag og i morgen vil vi bringe nogle udvalgte højdepunkter.
Strandede aktiver
Der fremføres ofte en påstand om, at investeringer i energianlæg baseret på fossile brændstoffer risikerer at ende i tab, fordi der pga. den grønne omstilling om få år ikke mere vil blive brug for dem. Sådan ser det imidlertid ikke ud i den virkelige verden. Fig. 1 viser bestillingerne på nye gasturbiner, hvor de store leverandører har travlt med at udvide deres produktionskapacitet, Mitsubishi vil således fordoble produktionen i løbet af få år. En af de afgørende faktorer er alle de nye datacentre, der jo ikke kan spises af med variabel strøm fra sol og vind, men som kræver stabile forsyninger døgnet rundt.
Udviklingen i Kina
Det forlyder i flere medier, at Kina er ved at nå toppen af sine udledninger, eller evt. allerede har gjort det. Der er dog ikke endelige tal for 2025 fremme endnu, så budskaberne er mere baseret på gætværk. Cembalest anfører, at mens det påstås, at de kinesiske kulfyrede kraftværker i 2025 så en lille nedgang i kulforbruget (første gang siden 1970-erne), så bruger elproduktionen kun 55% af kullene, resten går til varme og industri. Og samtidigt udbygger Kina fortsat sin kapacitet af kulfyrede elværker i rekordtempo. Der bruges også i stigende grad kul til fremstilling af syntetisk naturgas. Fig. 2 viser udviklingen i energiforbruget over årene, hvor de fossile brændstoffer dominerer klart, med kul som det største.
På et tidspunkt kommer rapporten ind på, hvordan man bedst sammenligner fossile brændstoffer med ”vedvarende energi” som sol og vind. Pointen er, at én kWh strøm produceret af en vindmølle vil ende som tæt på en kWh strøm ude hos forbrugeren (fraregnet lidt tab i ledningerne). Derimod vil 1 kWh kul-energi brugt på et kraftværk kun give måske 0,4 kWh strøm ude hos forbrugeren. For bedre at sammenligne de to kan man nu nedskalere brændstofforbruget, så det svarer til strømmen, der kommer ud af det (det vælger Cembalest at gøre, jfr. fig. 2), men det er mere normalt, at man opjusterer produktionen fra sol, vind og vandkraft, typisk ved at gange med 2,5. Det gør Our World in Data f.eks., og derfor ser energien produceret fra sol og vind meget større ud, end den er i virkeligheden.
Det er et problem, der ikke har nogen tilfredsstillende løsning, for hvad gør man f.eks. med naturgas, der bruges direkte i folks private gasfyr? Her er der jo ikke noget tab på 60%, men udbyttet ligger snarere på linje med, hvad direkte elektrisk opvarmning ville give.
Tilbage til Kina. Man satser også kraftigt på kernekraften med 32 reaktorer under opførelse, svarende til 6-8 nye kraftværker pr. år. Man bygger værkerne på 7 år eller mindre og til en pris, der er under en tredjedel af, hvad man i Europa og USA har hældt ud på nye værker. Så en nøgtern vurdering af kernekraftens muligheder skal ikke baseres på disse skandaløse projekter.
Kina producerer masser af elektrolyse-udstyr til fremstilling af grøn brint, og man har ca. 600 MW brintproduktion installeret. Det påstås, at brinten kun koster 3 US$ pr. kg., men rapporten her konkluderer, at det rigtige tal nok snarere er omkring 6 dollars pr. kg, eller ca. tre gange markedsprisen på brint fremstillet ud fra naturgas. Men det må selvfølgeligt konstateres, at også her er der kraftig konkurrence fra kineserne mht. udstyret, og af de to danske leverandører er den ene (Green Hydrogen Systems) allerede gået fallit, og den anden (Topsøe) har ingen kunder.
Små lande med vellykket grøn omstilling
Rapporten har et kapitel vedr. alle solstrålehistorierne om lande, der allerede kører næsten 100% på grøn energi. Landene er oplistet på fig. 3 og Cembalest taler om den bizarre besættelse af ”overgangen” hos små lande, hvis forhold ikke kan kopieres af større lande. Man bemærker, at Danmark er med på listen. Det fremgår også af fig. 3, at langt størstedelen af den ”vedvarende energi” er vandkraft, og deraf følger, at de pgl. lande netop er heldige med gode bjerge og masser af vand til formålet.
Nogle af landene lever højt på de forhold, men andre har et andet problem, som Cembalest kalder ”Snyltere, der er irrelevante eksempler”. Herom skriver han:
Lande som Danmark og Portugal har ikke ret meget vandkraft, men en stor andel af sol og/eller vind. MEN … de er også små lande, der importerer store dele af deres strøm fra store naboers nationale netværk.
Av, den sved på den danske selvforståelse!
I morgen kigger vi bl.a. på rapportens afsnit vedrørende omkostningerne ved de forskellige energikilder, ideerne med at kombinere solceller og batterier, hvordan man tjener penge på dyre batterier, og dyre ”grønne” brændstoffer til skibe.
Danish