En bombe under CO₂-teorierne?

Det har vakt en del opsigt, at en flok forskere fik udgivet en artikel i tidsskriftet Nature, hvor de fremfører nogle konklusioner om fortidens CO₂-indhold i atmosfæren, som ikke helt harmonerer med de gængse opfattelser af mekanismerne i klimaet.

I pressemeddelelsen kan man læse bl.a. følgende:

Data viser, at gennemsnitsindholdet af CO₂ i atmosfæren over lang tid formentligt har ligget under 300 ppm, for 2,7 millioner år siden var niveauet 250 ppm og faldt svagt med ca. 20 ppm frem til 1 million år siden. Gennemsnitsindholdet af metan forblev uændret på 500 ppb.

Desværre er selve artiklen bag betalingsmur, men grundlæggende har man kigget på CO₂-indholdet i luftbobler i de lange iskerner, der er udboret i Antarktis. Her har man data, der forholdsvis præcist kan dateres for hele perioden tilbage til 800.000 år siden. Hertil kommer specielle isaflejringer, såkaldt ”blå is”, der kan give data hele 2 millioner år tilbage. Yderligere metoder gør det muligt at få tal helt tilbage til 3 millioner år siden. Fra artiklens sammendrag kan vi citere følgende:

Her bruger vi [vore data] dækkende perioden for 3,1-0,5 mio. år tilbage til at påvise, at der ikke har været nogen bemærkelsesværdig ændring i det gennemsnitlige metanindhold og et lille fald på ca. 20 ppm CO₂ mellem 2,9 og 1,2 mio. år siden, hvorefter koncentrationerne var stabile (±10 ppm) i perioden 1,5-0,7 mio. år siden…. Prøver fra 3,1-2,8 mio. år tilbage … giver gennemsnitsindhold af CO₂ i atmosfæren, der [ligger på] 250 ± 10 ppm.  

Forfatterne er godt klar over, at der er usikkerheder på tallene, men de mener alligevel, at man kan få noget brugbart ud vedrørende tiden helt tilbage til starten af perioden med istider.

Men så startede balladen. Den globale temperatur mellem istider og mellemistider menes at have svinget mere end 6 grader celsius. Den moderne klima-konsensus vil jo gerne have, at CO₂ er den eneste kontrolknap for temperaturen, og derfor må der have været store udsving i atmosfærens CO₂-indhold i takt med istidernes kommen og gåen. Der må minimum have været tale om udsving på 200 ppm, dvs. fra f.eks. 200 til 400 ppm. Og selv det er nok i underkanten.

Og nu kommer den nye artikel og har som konklusion, at indholdet lå stabilt omkring 250 ppm, med udsving til hver side på måske 10 ppm. Det er for galt, og en hjemmeside ved navn Science Media Centre har i al hast samlet nogle protester fra diverse klimaforskere:

Denne artikel omskriver ikke CO₂’s rolle, den understreger, hvor følsomt klimasystemet er over for selv små puf. Når først iskapper krydser en grænse, kan hele systemet ændre sig dramatisk, og det er netop derfor, at nutidens hurtige stigning i CO₂-indholdet er så alarmerende.

Så vi fik lige de menneskeskabte ulykker med på bordet. Men tilsyneladende er budskabet ellers, at selv de nævnte variationer på ± 10 ppm CO₂ faktisk var nok til at få istider til at komme eller gå og dermed få den globale temperatur til at svinge op til 6 grader. Det lyder jo fantastisk, men bliver nævnt ved flere lejligheder:

Hovedbudskabet er, at relativt små ændringer i påvirkning af klimaet kan skubbe Jordens systemer over tærskler, ændre mængderne af is, havstrømmene [osv.]

En klar konklusion er, at isen på vores Planet ikke reagerer lineært [én til én, red.] på påvirkninger af klimaet. Moderne CO₂-niveauer stiger meget hurtigere og til meget højere værdier, end noget, vi har set i de gamle data. Det minder os om, at når først klima-tærskler er overskredet, kan [ændringerne] være umulige at rette op på igen.

Langt fra at gøre CO₂’s rolle mindre betydningsfuld, underbygger arbejdet her bekymringen: Nutidens stigning i indholdet er meget større og meget hurtigere end noget, vi kan se i de fremlagte data.

Så Planeten kan meget vel blive skubbet over i en hel anden klima-tilstand, må vi forstå. Herefter er der en anden forsker, der tager over:

Drivhusgasserne spillede en stjernerolle i forstærkningen af klimasvingningerne [i de seneste 2 millioner år] drevet af ændringerne i Jordens bane rundt om Solen. Men de nuværende CO₂-indhold i atmosfæren er langt over de niveauer, vi har set i is- og mellemistiderne i den seneste million år, og der er et godt grundlag for at konkludere, at det er helt udenfor enhver diskussion at forøgelsen af drivhusgasserne varmer Jorden op.

Igen skal troen på den katastrofale globale opvarmning fremhæves, hvor man ellers nok ville forvente en mere nøgtern videnskabelig diskussion af artiklen og dens metoder. Men her er sagen så tydeligt det vigtigste. Skribenten slutter med snak om, at vi er ved at bevæge os ind i ”ukendt klima-farvand”. Uha. Videre til den næste:

Her nævnes at variationerne i temperatur mellem istider og mellemistider minimum kræver 100 ppm’s forskel i CO₂-indholdet, og det mener man at have påvist. Men der er dog nogle ting i fortiden som er svære at forklare, ikke mindst hvorfor Jorden fra en meget varmere tilstand overhovedet kom ind i den nuværende situation med vekslende istider. Her skriver kommentatoren:

Det er muligt at [den overgang] er et forsinket svar på et tidligere fald i CO₂-indholdet, men uanset hvad, de nye data understreger at klimaet har måder, hvorpå der kan ske massive udsving, som vi endnu ikke forstår.

Hvorefter vi igen skal læse om den frygtelige fremtid, der venter os, og at vi absolut ikke skal prøve at finde trøst i artiklens budskab. Men faktisk er ovenstående citat jo et fint udtryk for den moderne CO₂-fikserede klimavidenskabs grundlæggende problem. Der er masser af mekanismer på spil, og reelt spiller CO₂ formentligt kun en meget beskeden – eller ingen – rolle, når vi ser på udviklingen i de sidste par millioner år – frem til år 1900. 

Vi kan jo slutte med Javier Vinós, der tager spørgsmålet op i sin fremragende bog: Climate of the Past, Present and Future. Vinós beskriver indgående alle de mekanismer, der bidrager til Jordens klima og ikke mindst, hvad der afgjorde, om vi fik istider eller ej. Mht. CO₂ sammenligner Vinós situationen, da den sidste istid blev afløst af vores nuværende mellemistid. Her menes CO₂-indholdet at være steget fra 190 til 265 ppm, en stigning på 48% af en fordobling. Det gav en temperaturstigning på op til 6 grader celsius. På nuværende tidspunkt har vi også siden 1850 forøget atmosfærens indhold med godt 50% af en fordobling, og det har reelt givet en stigning på omkring en grad. Det kan kun betyde, at CO₂ spillede en ringe rolle ved istidens ophør, og dermed ligeledes ikke har nogen voldsom betydning for den nuværende opvarmning.

Skribenten Chris Morrison har skrevet en kort artikel om sagen på hjemmesiden The Climate Skeptic, den kan anbefales. Morrison afslutter med følgende salut:

Lovene for klimavidenskaben er ”afgjort” – hvis de små mængder af CO₂ i atmosfæren stiger, falder eller forbliver stabile, så er de næsten helt og holdent ansvarlige for store ændringer i den globale temperatur. I overensstemmelse med denne noget vakkelvorne antagelse, skal menneskeheden ophøre med at bruge kul, olie og gas, og vende tilbage til en førindustriel tid.