God og dårlig energipolitik

Som et led i ”klimakampen” har mange agiteret for, at vi kunne reducere udledningerne af CO₂ ved simpelthen at stoppe udvindingen af fossile brændstoffer, kul, olie og gas. I flere lande har politikerne taget ideerne op, således i Danmark, hvor der er vedtaget stop for efterforskning i Nordsøen og helt stop for produktion af olie og gas efter 2050. Storbritannien har også bremset op for produktionen i Nordsøen. Vor egen Dan Jørgensen skabte på et COP-møde en international sammenslutning: BOGA, Beyond Oil & Gas Alliance, ”Alliancen hinsides olie og gas”.

Set i lyset af den aktuelle energikrise, fremkaldt af krigen i Iran, kunne man vist snarere betegne alliancen som ”hinsides al fornuft”. Det er nu med al ønskelighed tydeligt, at vore samfund er dybt afhængige af de fossile brændstoffer, og uden dem bliver situationen hurtigt katastrofal. Herom har Vijay Jayaraj skrevet en artikel i mediet The Daily Signal. Her følger en oversættelse:

Iran-krigen har afsløret skrøbeligheden af store dele af Verdens energisystemer. Års politisk teater, forklædt som klimapolitik – der lagde fossile brændstoffer for had og forskønnede upålidelig energi fra vind og sol – har fået pillet en velfungerende energiforsyning fra hinanden.

Europa er en historie om et selvbedrag, der bør mane til eftertanke. EU-politikerne ignorerede den fysiske realitet, at et stålværk ikke kan køre på overskyede dage uden vind kun ved hjælp af en pressemeddelelse om ”netto-nul”. Politikerne undervurderede risikoen ved at binde økonomien op på et fåtal af leverandører udefra, og derefter gjorde de faren så meget desto større ved at lukke deres egne kulminer, gasfelter og kernekraftværker.

Tyskland udfasede sin kernekraft og satte fart på lukningen af kulfyrede kraftværker, samtidigt med at man blev mere og mere afhængig af importeret russisk gas og svingende vind og sol. Storbritannien lukkede kulkraftværker og skar ned på gasforsyningen, idet man satsede på importeret flydende naturgas og vindmøller, der følger vejret men ikke menneskenes behov.

De europæiske gaslagre gik ind i 2026 med beholdninger langt under de sidste 10 års gennemsnit for årstiden, og i januar lå de på mindre end 50% af kapaciteten. I midten af marts nåede de ned på 30%, så der er ikke megen stødpude, hvis der nu sker afbrydelser i forsyningen udefra. De europæiske naturgaspriser blev fordoblet sammenlignet med slutningen af februar. Resultatet er høje priser på elektricitet nu og da, industrien skærer ned på produktionen, og husholdningerne bliver ramt af højere omkostninger til opvarmning og strøm. Og det sker alt sammen i økonomier, der allerede er ramt af inflation.

Ironien er, at EU-Kommissionen nu selv indrømmer, hvad kritikerne har sagt i årevis. I Paris brugte Kommissionens leder Ursula von der Leyen en blød formulering vedr. beslutningen om at nedfase kernekraften: Det var en ”strategisk fejl”.

Asien kæmper med tilsvarende fælder, hvor ”netto-nul”-løfter støder sammen med et stigende behov. Indien og Kina, giganter i befolkning og ambitioner, spildte formuer på solceller og vindmøller, der står stille uden sol eller vind. Tænk på, hvad man havde fået ud af at bruge de penge på lagre af fossile brændstoffer eller udbygning af kernekraften.

Thailand, Filippinerne og Vietnam tog godt imod snak om ”netto-nul”. Deres ledere overså de åbenlyse huller i energiforsyningen, som den nuværende krise har afsløret. Mange sydøstasiatiske lande har nu iværksat tiltag til at begrænse brugen af olie og gas, inklusive et stop for enhver eksport af olieprodukter og påbud om hjemmearbejde til borgerne.

Rapporter beskriver, hvordan Thailands statsejede olie- og gasselskab kæmper for at skaffe forsyninger, mens Bangladesh er tvunget til at købe nødforsyninger til priser, der er dobbelt så høje som dem, man betalte i januar. Indien og Vietnam har forsøgt sig med henvendelser til markedet om omgående leverancer. Der kom simpelthen ikke nogen svar.

Indien er ved at blive ramt af mangel på flaskegas. Hoteller og restauranter kæmper for at fortsætte driften, og samtidigt begynder manglen at ramme hospitalerne. Det er sjældent, at man vil erkende, at knaphed på energi længe har været en katastrofe for milliarder af mennesker i Asien, Afrika og Latinamerika.

Når flaskegas bliver en mangelvare og dyr, vil fattige husholdninger vende tilbage til træ eller gødning som brændsel til opvarmning og madlavning, hvilket medfører røgfyldte rum i hjemmet. Når fabrikker ikke kan skaffe pålidelig elektricitet, forsvinder jobs, og fattigdommen breder sig.

Det eneste store land, der træder ind i krisen godt polstret, er USA. Her har man et massivt fundament af indenlandsk olie- og gasproduktion, en direkte følge af den tiårige rekordvækst i hjemlig udvinding, der accelererede dramatisk under Trumps første regering.

USA’s Energi-Information, EIA’s seneste korttids-fremskrivning forudser, at USA’s produktion af råolie i gennemsnit vil ligge på 13,5 millioner tønder pr. dag i 2026, hvilket kun er lidt mindre end niveauet for 2025 efter adskillige år med vækst til nye rekorder. Mht. naturgas forventer EIA at produktionen vil stige fra ca. 3,04 milliarder kubikmeter pr. dag i 2025 til 3,10 milliarder i 2026, hvilket ville være en ny rekord.

Ved at satse på skifergas (fracking), vandrette boringer og fornuftige regler, har USA sluppet ressourcerne løs. Man prioriterede fornuftig energi-økonomi højere end dommedagssnak om klimaet. Denne stærke kontrast mellem amerikansk modstandsdygtighed og det europæiske sammenbrud er en permanent lære for Ulandene. National sikkerhed skal ikke ligge under for vejrets luner eller godkendelser fra klima-aktivister i de europæiske hovedstæder.

Den nuværende krise viser tydeligt, at energi-sikkerhed bygger på evnen til at fremskaffe fysiske molekyler – olie, gas, kul og uran – når politiske stormvejr indtræffer. Europa og en stor del af Asien valgte at forankre deres fremtid i politiske slagord i stedet.