Klima og Klasse

Tre danske akademikere udsendte i fjor bogen ”Klima og Klasse”, hvor formålet ifølge forsiden er at undgå, at klimakampen ender i kulturkløften. Det kunne nu være interessant at se, hvordan man anskuer klimasagen i de venstreorienterede kredse af akademikere, som Danmark er så velforsynet med.

Bogens mission er at se på den grønne omstilling, og hvordan man sikrer sig, at den ender godt og retfærdigt for alle. Det nuværende samfund er præget af al for stor økonomisk ulighed efter forfatternes mening, og nu skal det forhindres, at fremtidens grønne samfund bliver lige så skævt.

I dag styres samfundet af en overklasse forankret i ”fossil økonomi”. Ind til nu har regeringerne og politikerne primært forsøgt at gennemføre den grønne omstilling ved hjælp af økonomiske incitamenter, således at udviklingen ville blive drevet af markedskræfterne og frivillighed. Men bogens forfattere frygter dels, at det slet ikke vil give en tilstrækkelig omstilling og dels, at det vil føre til en ny overklasse, denne gang grøn. Man kommer jo umiddelbart til at tænke på CIP, Copenhagen Infrastructure Partners, hvis stiftere er blevet hovedrige i forbindelse med grønne energiprojekter. CIP nævnes da også i bogen som lidt af et skrækeksempel.

Men vi skal jo ikke være i tvivl om, at klimakrisen er over os, og derfor skal den grønne omstilling gennemtvinges hurtigst muligt:

Mange steder i verden har accelererende klimakatastrofer allerede kunnet mærkes i årevis … [med] titusinder af klimarelaterede dødsfald og permanent fordrivelse af millioner af mennesker. Vi [kan nævne] eksempler, som fx klimafordrevne i Stillehavet, hungersnødsramte i Sudan eller de hundredvis af omkomne fra oversvømmelserne i Rhinområdet i 2021 eller Valencia i 2024.

Det er jo den sædvanlige trætte klimapropaganda, der for længst er tilbagevist.

Bogen kommer ind på de store investeringer, som den grønne omstilling vil medføre. Igen skal situationens alvor lige ridses op, men derefter er budskabet, at Danmark kan finansiere det hele ved optagelse af statsgæld:

Hvis vi ikke begrænser mængden af CO₂, vi slipper ud i atmosfæren, kan vi gøre store dele af planeten ubeboelig for mennesker og udrydde store dele af planetens dyreliv. Hvis vi overskrider det økonomiske budget, vil vores børne- og oldebørn stå med lidt højere inflation eller bruge en større andel af BNP til gældsafdrag i nogle årtier. Det vil altså være dybt irrationelt, hvis verden vælger at prioritere den økonomiske bundlinje over den klimamæssige.

Bogen betragter grøn kapitalisme som en blindgyde. Det er ikke den vej vi skal gå. Vi skal over i meget mere statsstyring og forfatterne ser gerne, at bygning af f.eks. havvindmøller bliver en offentlig opgave.

Forfatterne tror heller ikke på, at vi ved individuel opofrelse kan redde klimaet. Der er en fin gennemgang af ”de grønne brahminer”, folk, der tror, at deres adfærd netop er vejen mod frelse. Her kan vi læse om ”forbrugssnobberi”, ”askese-dyrkelse”, ”fatalistisk lommeantropologi”, ”ansvarsudjævning” osv., hvor det handler om at udstille egne dyder. Her tages der også fat i de syndere, der tror, at klimakamp ikke har noget med klassekamp at gøre – det er naturligvis helt forkasteligt.

Men det er vigtigt at ingen bliver tabt i omstillingen, der bl.a. vil medføre lukning af hele den ”fossilt baserede” industri. Der skal naturligvis oprettes masser af nye grønne jobs, og bogen har en stribe forslag, der måske kan forekomme en anelse komiske, de stammer fra KOR, ”Klima og Omstillingsrådet” som vi har stiftet bekendtskab med tidligere. Her er en skovtekniker, en biolog, en ”omsorgsmedarbejder”, der dog arbejder med sin egen familie, men skal have løn alligevel, en person, der reparerer tøj, en historiker og en person, der hjælper ældre med at komme ud i naturen. Der er ingen her, der producerer noget.

Som ved så mange tilsvarende indlæg savner man en forståelse af, hvordan samfundet i sidste ende er baseret på produktion. I det omfang vi importerer de nødvendige varer, skal vi have produceret noget at bytte med. Produktion af ”grøn” energi tæller ikke her, den gør ikke nogen rigere, og jo dyrere energien bliver, desto fattigere bliver samfundet. Bogen er bevidst om behovet for store indtægter, men her nøjes man med at pege på en formueskat på de rigeste.

Man er også klar over, at hvis vi skal nedskære CO₂-udledningerne til nul, kræver det vidtgående indgreb over for forbruget. Faste momslignende afgifter duer ikke, fordi de rammer de fattigste hårdest. Derfor bør man indføre afgifter, der stiger med stigende forbrug. Den første flyrejse kan således få en afgift på 250 kr., mens den tredje eller fjerde måske skal op på 64.000 kr. Oksekød skal ikke forbydes, fordi det vil ikke have folkelig opbakning, men så kunne man evt. rationere det.

Rationering i stil med Sovjetunionen går forfatterne ikke ind for, men snarere som f.eks. i England under verdenskrigene.

Bogens konklusion er den manglende tiltro til, at den pinedød nødvendige grønne omstilling kan eller bør gennemføres på markedsvilkår. Der skal bunker af statsstyring til i alle led og kanter. De ”rige” skal betale, alle skal sikres et godt liv, men økonomien i visionerne er mildt sagt noget luftig.

Ret beset bibringer bogen ikke læseren megen ny indsigt. Tankerne om den grønne kapitalisme kan have nogen relevans, men de fundamentale problemer med hele ideen om en energiforsyning baseret på solceller og vindmøller er ikke en del af tankegodset. Om de aktuelle vanskeligheder med økonomien i havvind kan man således læse følgende:

Vi ser fx i øjeblikket et stort fald i investeringer i havvind og en aflysning eller forsinkelse af mange planlagte projekter… En stor del af kapitalejernes manglende lyst til at investere skyldes, at elprisen ofte falder under et rentabelt niveau pga. den øgede effektivitet i den grønne energiproduktion.

Nej, problemet skyldes den stærkt varierende produktion fra sol og vind, som giver ubalancer i forhold til forbruget. Flere vindmøller vil kun gøre problemet værre.

Et interessant indblik i en akademisk verden, der i stort omfang er løsrevet fra virkeligheden, og som derfor reelt ikke er til megen gavn.