Hans Martin har fat i noget: Ehrlich forstod aldrig T’et

Min gode Facebook-ven Hans Martin Petersen bemærkede forleden om mit opslag om Paul Ehrlich. at han jo i sin tid brugte IPAT-ligningen, men samtidig misforstod den på det mest afgørende punkt. Og det er efter min mening helt rigtigt set.

Ehrlich og hele dommedagsskolen stirrede sig blinde på P og A — befolkning og velstand — og overså det led, der faktisk afgør det hele, nemlig T.

Det er ellers ikke svært. I=PAT siger:

I = P × A × T

Hvor I er vores samlede aftryk på omgivelserne, P er befolkningen, A er velstanden pr. indbygger, og T er den belastning, der følger med hver enhed velstand.

Det handler altså ikke kun om CO₂. Det gælder hele vejen rundt: Udledning af kvælstof, svovl, partikler, røg fra kraftværker, affald, arealforbrug og alt muligt andet, hvor menneskelig aktivitet sætter spor i omgivelserne. Det er den samme lov hele vejen igennem. Hvis befolkning og velstand vokser, men teknologien vokser endnu mere, så kan aftrykket alligevel falde.

Når jeg i denne omgang bruger CO₂ som eksempel, er det ikke fordi IPAT kun handler om CO₂. Det gør den ikke. Det er simpelthen, fordi CO₂ er vigtigt, og fordi der findes gode og lange talserier, så man faktisk kan regne på udviklingen i stedet for bare at stå og vifte med armene.

For CO₂ betyder ligningen, at udledningen afhænger af tre ting: Hvor mange vi er, hvor rige vi bliver, og hvor meget CO₂ der følger med hver enhed produktion.

Befolkningen flader ud. Velstanden stiger. Derfor er det ikke P og A, der er det afgørende drama. Det er T.

Og T er teknologi.

Det var præcis det, Ehrlich ikke fattede. Han så flere mennesker og mere økonomisk aktivitet og troede derfor, at katastrofen nærmest var matematisk uundgåelig. Men det er jo en primitiv læsning af ligningen. Hvis T falder hurtigt nok, så kan både befolkning og velstand vokse, mens belastningen alligevel falder.

Det er ikke en smart teori. Det er bare almindelig regning.

Her er nogle kurver for verdens udvikling fra 1970 og flere hundrede år frem: Verdens befolkning, Verdens BNP pr. indbygger (“capita”), CO₂-udledningen og kulstofintensiteten. Og pointen springer i øjnene.

Befolkningen vokser ikke videre i det uendelige. Den flader ud og vender på længere sigt. BNP pr. indbygger fortsætter derimod opad, fordi mennesker bliver dygtigere, klogere og mere produktive. Men det afgørende er, at kulstofintensiteten falder. Og når den falder hurtigt nok, vil også CO₂-udledningen toppe og siden gå ned.

Det er her, klimadebatten ofte bliver tåbelig. Man taler, som om fremtiden afhænger af moralsk selvransagelse, afsavn og politisk teater. Det gør den ikke. Den afhænger af teknologi.

Og teknologien arbejder allerede i den rigtige retning.

Kulstofintensiteten er faldet gennem årtier. Der udledes mindre CO₂ pr. skabt værdienhed end før. Og den udvikling vil ikke stoppe. Tværtimod. Den vil blive stærkere. Ikke fordi mennesker bliver dydigere, men fordi fossilt kulstof ikke er uendeligt, og fordi bedre energikilder med tiden vil fortrænge de gamle.

Vi har kun den mængde kul, olie og gas, vi har. Punktum. På et tidspunkt tager andre energiformer over, fordi de er mere værdifulde. Først atomkraft i større omfang, siden måske fusion. Ikke af fromhed, men af nytte. Sådan fungerer civilisationen. Vi går ikke fremad ved at bede bodsbønner. Vi går fremad ved at opfinde bedre løsninger.

Det er derfor, Ehrlich tog fejl. Ikke fordi han kunne se, at befolkning og velstand betyder noget. Det gør de selvfølgelig. Men fordi han overså, at T-leddet kan ændre hele regnestykket.

Og det er præcis det, vores kurver viser.

Verdens befolkning: Op, så udfladning.
Verdens BNP pr. indbygger: Op.
Kulstofintensitet: Ned.
CO₂-udledning: Op et stykke endnu, derefter top og siden fald.

Det er ikke hysteri. Det er ikke ønsketænkning. Det er den mest nøgterne læsning af udviklingen.

Og igen: CO₂ er her bare eksemplet. Samme logik gælder langt bredere. Det gælder for vores samlede aftryk på omgivelserne. Det er derfor IPAT er nyttig. Den minder os om, at det afgørende ikke bare er, hvor meget mennesket fylder, men hvor godt mennesket bliver til at gøre tingene.

Den lange bane afgøres ikke af, hvor meget klimaangst man kan presse ind i et debatindlæg. Den afgøres af teknologiens evne til at banke T-leddet ned.

Så den enkle konklusion er denne:

Ehrlich misforstod IPAT, fordi han ikke forstod T’et. Og netop T’et er grunden til, at der er langt mere grund til rolig optimisme end til klimareligiøs jammer.